Tolerance eller knæfald for islam? Tysk domkirkeby tillader alle moskéer at råbe ”Allahu akbar” over højttalere

Vesttyske Köln giver byens cirka 45 moskéer lov til at kalde til bøn over højttalere. Bønnekaldet burde forbydes, fordi det bruges af islamister og terrorister, lyder kritik

Köln, Tysklands katolske hovedby, vil nu tillade muslimske bønnekald fra højttalere i byens cirka 45 moskéer, herunder den centrale Ditib-moské i Köln-forstaden Ehrenfeld (billedet) Foto: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix

Er det udtryk for tolerance eller knæfald for islam, når lyden af kirkeklokker i den tyske domkirkeby Köln fremover vil få følgeskab af højlydte muslimske bønnekald? Köln, Tysklands katolske hovedby, vil tillade det muslimske bønnekald, der indledes med ordene ”Allahu akbar” (Gud er stor) fra højttalere i byens cirka 45 moskéer. Det sker i et toårigt pilotprojekt, som byrådet har vedtaget. Beslutningen har medført heftig diskussion. Kölns partiløse borgmester, Henriette Reker, mener, at projektet er ”et tegn på respekt” for muslimers ”legitime religiøse interesser”.