Den mest fremherskende religion i dag er hverken kristendommen, islam, jødedom eller buddhismen, men en helt ny religion, tolerancereligionen. Den handler om evnen til at være åbensindet, rummelig, ikke fordømmende og for alt i verden ikke dogmatisk.
Uanset hvor mange år en religion har på bagen, må den bøje knæ for tolerancereligionen. Det altafgørende for en religion i dag er ikke, hvad den tror om Gud, om sandt og falsk, men om den er i stand til at udvise tolerance. Kan en religion i dag ikke det, vil den enten blive ignoreret eller lagt for had.
LÆS OGSÅ: Du er min kære medborger. Lad mig blive din
Det er naturligvis godt, at religionerne ønsker at tale med hinanden i stedet for at gå i krig, men i værste fald kan tolerancereligionen ende med at blive andre religioners endeligt. Tolerancen ophæver nemlig alle grænser og forskelle og overflødiggør på en måde den traditionelle religion. Det er lige meget, hvad man tror på, bare man er tolerant. Udtaler repræsentanter for en religion sig på en måde, som kan opfattes som intolerant, vil den få svært ved at tiltrække tilhængere, uanset hvad den ellers gør.
LÆS OGSÅ: Missionsselskab kritiseres for at invitere muslimer til nadver
Og ikke nok med det. Faktisk bliver det mere og mere risikabelt at sætte sin personlige gudstro over tolerancereligionen. I Holland blev en jødisk rabbiner for nylig fyret for sine udtalelser om homoseksualitet, der baserede sig på Toraen. Holdinger baseret på religiøs tradition betragtes som diskrimerende og hate-speech.
Et aktuelt eksempel på tolerancereligionens dominans er nadvergudstjenesten i Helligåndskirken, som Danmission arrangerede i forbindelse med en dialogkonference mellem kristne og muslimer. Her gik muslimer med til nadveren, hvilket skabte en del debat.
Biskop Peter Fischer-Møller, der er formand for Danmission, tager det åbne nadverbord i forsvar og skriver i et indlæg her i avisen: Vi får også muligheden for at se vores egen tro i et nyt perspektiv, når vi møder den reflekteret i andres forståelse. Et udsagn, der hverken tager stilling til substansen eller sandhedsværdien i islam og kristendommen, men som blot signalerer den populære åbenhed.
Gud lader sig ikke begrænse af vores forskellige religioner, skriver Peter Fischer-Møller også. Det lyder smukt og rigtigt, hvis man altså bekender sig til tolerancereligionen, men det har næppe ret meget med kristendom at gøre.
Da Kristus indstiftede nadveren, var kun de 12, som havde sagt ja til at følge ham i tykt og tyndt, inviteret. Det var et lukket selskab. Kristus sad ikke på tempelpladsen og uddelte sit legeme til enhver, der kom forbi. Han underviste, hvor alle kunne høre hans ord, men at spise hans legeme var forbeholdt for dem, som virkelig havde taget imod ham som Gud.
Hvis kirken gerne ville dele sin kærlighed og godhed med muslimer, er der nok at gøre i de mange muslimske lande verden over, hvor kristne forfølges, og hvor budskabet om en kærlig Gud kunne være med til at ændre situationen. Problemet er blot, at det første af Tolerancens 10 Bud er, at du ikke må missionere for andre andre guder end tolerancens. Den, som missionerer for den kristne Gud, bliver betragtet som intolerant.
Det er derfor også tvivlsomt, om fælles nadverbord virkelig var båret af et ønske om at dele kristendom med muslimer, eller om det ikke snarere var en dyrkelse af tolerancereligionen. Hvis man som kirke virkelig havde noget på hjerte, ville man så ikke samtidigt forsøge at overbevise muslimer om et bedre åndeligt alternativ, nemlig kristendommen, som den somaliskfødte islamkritiker Ayaan Hirsi Ali har foreslået? I øvrigt et budskab, hun blev stærkt kritiseret for af de tolerante. At ville missionere for muslimer betragtes selv i kristne kredse som nærmest kættersk, hvorimod mission for demokrati og tolerance opfattes som den fornemmeste opgave, man kan påtage sig.
Jamen, er den kærlige og kristne Gud da ikke tolerant? Nej, Gud er tilgivende. Det er noget andet. Tilgivelsen forudsætter, at der er noget, som er rigtigt, og noget, der er forkert. Erkender man, at man har gjort noget forkert, tilgiver Gud, men han tolererer ikke synden. Det er derfor, der lægges så stor vægt på anger og omvendelse i evangeliet.
I tolerancereligionen har kun den gud plads, som siger ubetinget ja til alt, hvad mennesker vil. Tolerancereligionen forholder sig ikke til sandhed og synd, men arbejder derimod på, at alle regler og traditioner bliver overtrumfet, så den moralske og etiske lovløshed har frit spil, og mennesket ikke længere skal bekymre sig om en morallov, der står over dets egen.
Tolerancens gud er dybest set en tyran, der nok har klædt sig ud som fredens og verdensfælleskabets religion, men som udøver uindskrænket magt til at lukke munden på enhver, der ikke adlyder. I denne trosretning behøver mennesket ikke længere at selv at skelne mellem godt og ondt, sandt og falsk. Det skal blot blindt tro på tolerancens gud.
