Når debatter har kørt et stykke tid i offentligheden, begynder tomheden at indfinde sig. Vi har efterhånden hørt og set det hele før. Det hele kører i tomgang. Alle synspunkter og argumenter er bragt til torvs. Der er ingen fremdrift eller bevægelse i debatfeltet. Alle har markeret deres standpunkt og rokker sig ikke ud af stedet. Meningsudvekslingerne er afløst af en moraliserende skyttegravskrig, hvor man udskammer fjenden og glorificerer sig selv.
Det gælder for eksempel debatten om omskæring af drengebørn. Indlæggene strømmer stadig ind fra mange sider. Men den aha-oplevelse, som et møde med et nyt og uhørt standpunkt kunne give, har vi stadig til gode. Det gælder også en anden debat, som fylder meget i medielandskabet for tiden. Jeg tænker på sexismedebatten. Ikke et ondt ord om dens berettigelse. Tak til Sofie Linde og hendes medsøstre for at have rejst debatten. Den er både hårdt tiltrængt og nødvendig.
Instruktøren sørgede for perspektivændring
Ingen kan forsvare kønskrænkende adfærd på arbejdspladsen eller alle mulige andre steder. Men også her begynder tingene at gå i tomgang. Under overfladen ulmer en latent kønskrig mellem krænkerne (læs: de magtfulde mænd) og de krænkede (læs: de underkuede kvinder).
Den tomgang blev imidlertid brudt i sidste uge af instruktøren Katrine Wiedemann, som i Information talte for en perspektivændring. For at komme ud af den primitive modstilling mellem mand og kvinde, burde man anskue forholdet som en relation mellem personer, der indgår i en bestemt magtkonstellation. Det er magtrelationen, der muliggør krænkelsen – ikke udelukkende kønsforholdet, selvom det er en kendsgerning, at de fleste ledende stillinger beklædes af mænd.
Jeg fik lyst til at vende mikrofonen den anden vej, udtaler Katrine Wiedemann. Også kvinder kan krænke andre – mænd såvel som kvinder – når de sidder på magten. Til illustration bruger hun sig selv og sin karriere som teaterinstruktør. En instruktør er udstyret med næsten uindskrænket magt i teaterrummet. Og hun tør ikke udelukke, at hun i sit teaterarbejde selv har tangeret rollen som krænker. Dette standpunkt bragte hende i Deadline på DR 2, hvor hun blandt andet sagde: ”For at blive frie skal vi kunne se os selv i skurkerollen.” Mon ikke Luther ville have klappet i hænderne?
De fleste vil være enige om, at velfærdsstaten skal måles på hjælpen til de svageste. Hvem de svageste er, kan måske diskuteres. Men i hvert fald er det de mennesker, der på grund af funktionsnedsættelser ikke er i stand til at magte tilværelsen selv. Både Berlingske og Morgenavisen Jyllands-Posten retter blikket mod handicapområdet. Især handicappede over 18 år er ilde stedt i mange kommuner. Det synes at være en kommunal logik, at et handicap bliver mindre belastende, når man er blevet voksen.
For tre år siden blev hver femte klagesag på voksenhandicapområdet omgjort af Ankestyrelsen. Sidste år var det næsten hver anden. Det viser sig, at landets kommuner over en bred bank svigter de forvaltningsregler, de er underlagt. Mange betjener sig af konsulenter for at støvsuge området for besparelser. Morgenavisen Jyllands-Posten bringer en lederartikel med overskriften ”Velfærdsstaten ofrer de svageste”, hvor det blandt andet hedder: ”Reelt indebærer den manglende evne til at prioritere de offentlige udgifter, at solidariteten med dem, der har brug for velfærdsstaten på en meget håndgribelig måde, går fløjten. Enhver bliver sig selv nærmest i jagten på ydelserne.”
Den lemfældige og nærmest uanstændige kommunale administration af handicapområdet har resulteret i et borgerforslag om helt at fratage kommunerne opgaven. Lige i øjeblikket har over 16.000 personer støttet op om borgerforslaget, jævnfør Borgerforslag.dk
Kristian Thulesen Dahl på den vaklende trone
I mandags udkom bogen ”Kong Kristian – Mennesket, magten og faldet”. Bogen er skrevet af to journalister fra Ekstra Bladet og Avisen Danmark. ”Kong Kristian” er Dansk Folkepartis partileder, Kristian Thulesen Dahl, og grund tesen er, at han sidder på en vaklende trone.
Bogen er baseret på samtaler med mere end 100 ”centralt placerede personer” og løfter sløret for det politiske rænkespil, der hersker i toppen af DF. Det afsløres blandt andet, at Morten Messerschmidt, bakket op af Pia Kjærsgaard, gik med kupplaner om at overtage posten som partiets formand.
Dramaet blev indvarslet i Ekstra Bladet med overskriften ”Ny bog. Pia K. dolker Tulle”. Naturligvis har det udløst et hurtigt modtræk fra Pia Kjærsgaard i form af et opslag på Facebook, hvor hun erklærer Kristian Thulesen Dahl og partiets ledelse sin ”fulde opbakning og støtte”.
Selv har Kristian Thulesen Dahl til Ekstra Bladet beskrevet sit forhold til Pia Kjærsgaard sådan: ”Da vi grundlagde DF i 1995, bestemte vi os for, at vi skulle være Danmarks hyggeligste parti. Sådan har Pia og jeg det fortsat.”
Imens aner man Morten Messer schmidt ude i kulissen med hvæsset kniv. Nå nej. Det ligger ikke til Morten Messerschmidt at befinde sig ude i kulissen. Det er han alt for ubeskeden til. På scenen og i fuld projektørbelysning fortsætter dramaet i en foruroligende atmosfære af den påtagede hygge, der parfumerer magtens råddenskab.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.