Prøv avisen

Topstyring ødelægger engagementet

FORSKNINGSPOLITIK: De ekstra penge til grundforskning gives med krav om en topstyring, der med garanti fører til en sænkning af forskningsniveauet

Forskningsminister Helge Sander har den 9. juni svaret på vores kronik den 6. juni. Vi efterlyste en sand borgerlig politik, der beskytter forskningsfriheden og det frie initiativ på hele uddannelsesområdet. Helge Sander svarer nu, at han har nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for rektorer og bestyrelsesformænd til at finde ud af, hvordan der kan skabes mere frihed på de enkelte institutioner.

Det kan vi og tænketanken Sophia, som vi repræsenterer, kun være glade for. Men det billede, ministeren tegner af forskningens og undervisningens vilkår og opgave i vor tid, giver grund til at frygte, at han kun i ringe grad forstår, hvordan et universitet må fungere, hvis det skal være effektivt i dag.

Han tror, at mange penge til forskningen er ensbetydende med bedre vilkår for den, men indser ikke, at penge kan gives på en sådan måde, at man kan få et helt andet resultat end det, man tilsigtede. Grundforskningen lider ikke, hævder han, for den har fået større bevillinger. Jo, det ulykkelige er netop, at den lider og vil lide alligevel.

Pengene gives nemlig samtidig med krav om en topstyring, der med garanti fører til en sænkning af forskningsniveauet, fordi de dygtigste forskere ikke kan yde de højeste præstationer, hvis de skal detaljestyres af ledere, der ikke nødvendigvis har samme forskningsinteresse som de selv.

Vi ved fra mange års universitetserfaring, at hvis forskning og undervisning tidligere var blevet topstyret, sådan som man vil gøre det nu, havde hverken vi selv eller vores bedste kolleger nået de resultater, der er nået. En af os ledede i 1990erne det første store, danske, humanistiske projekt med bevilling fra Europa-Kommissionen. De idéer, projektet mundede ud i, er i dag verdenskendte. Det var imidlertid aldrig kommet i gang, hvis initiativet skulle være kommet fra de administrative ledere.

I øvrigt har vi begge skrevet mange bøger, som ikke på nogen måde er udsprunget af ledelse, men kun har været mulige, fordi vi frivilligt kunne forske i emner, vi fandt vigtige; det vil sige, fordi vi havde et frit valg af forskningsemner og ikke blot den metodefrihed i gennemførelsen af et projekt dikteret ovenfra, som forskningsfriheden er blevet reduceret til i dag.

Som vi gjorde opmærksom på i vores kronik den 6. juni, ødelægger topstyringen engagementet. Tilsvarende bliver engagementet i undervisningen ringe, hvis lærerne ikke kan undervise i de emner, der hænger sammen med deres frie forskning og faglige interesser. Og de studerende vil som følge heraf få ringere lærere.

Intet af dette kan man forstå, når man kun kan tænke i managementsprog, altså kun kan tænke universiteterne som samlebåndsfabrikker. At universiteterne er vokset til kæmpeinstitutioner med milliardbudgetter ændrer intet ved dette. Rent bortset fra, at denne vækst blandt andet er sket ved fusioner, der er foregået efter pres fra politikerne og ikke skyldes et udbredt ønske hos forskere og undervisere, er der intet, der hindrer et stort universitet i at fungere som et netværk af selvstændige institutter og programmer med stor frihed for den enkelte forsker og underviser.

Det er ren ideologi at hævde noget andet, og det burde ikke være borgerlig ideologi. At Socialdemokraterne har været med til at vedtage universitetsloven af 2003 er da heller ikke noget argument for, at topstyring af skoler og universiteter er et gode. Vi så i Sovjetunionen og Østeuropa efter Anden Verdenskrig, hvordan socialisme kunne blive topstyret kollektivisme, og hvor katastrofalt det var. Men Socialdemokraterne her i landet er åbenbart også faldet for fristelsen til at ville indføre mere ledelse.

Venstre ville oprindelig noget helt andet. Men som regeringsparti er partiet i dag blevet vores samfunds skabskollektivister. Man taler stadig om tradition og frit initiativ. Men tilbage er der kun en blind tro på mere ledelse uden kvalificering af, hvad der er god ledelse. Og god ledelse på et universitet, ligesom i mange gode virksomheder i øvrigt, betyder ikke blot, at lederen kan tage initiativer, men at lederen tør give rum for og støtte til medarbejdernes initiativer.

Det vil på et universitet altid betyde et vist spild af ressourcer, fordi de dårlige forskere vil udnytte friheden til ikke at foretage sig noget. Dem kommer man imidlertid ikke til livs med mere ledelse, fordi de nemt bare tvinges til at oprette en facade. Hvorimod ingen kan tvinges til at blive store forskere. De opstår kun, hvis de får frihed. Derfor får vi kun forskning af høj kvalitet, hvis man erkender, at et vist spild er uundgåeligt.

Det samme gælder de studerende. De bedste specialer og ph.d.-afhandlinger er ikke nødvendigvis dem, der piskes igennem et fastlagt forløb. Der skal vide rammer til. Hvor vide de skal være, burde i stort omfang overlades til den enkelte institution og lærer og ikke være en politisk beslutning.

Denne frihed har en pris, men hvis man ikke vil betale den, får man måske nok flere med færdige eksamensbeviser, men også færre, som bryder middelmådigheden og har mulighed for at blive pionerer i forskningen.

Dorthe Jørgensen er lektor, dr.phil. ved Afdeling for Idéhistorie på Aarhus Universitet, og Peter Kemp er dr. theol. og fil.dr., professor ved Institut for Pædagogisk Filosofi, DPU