Islam og islamisme er ikke ét fedt

Jeg er mere glad end nogensinde glad for, at min præstefar gav mig gode kristne værdier med ind i voksenlivet, som beskytter mig mod Brammings sorte vås, skriver Steen Beck

Den nationalkristne højrefløj er ikke er i stand til at skelne mellem islam og islamisme, og det samme gælder Det Konservative Folkepartis stop-nazi-islam-isme-kampagne, mener debattør
Den nationalkristne højrefløj er ikke er i stand til at skelne mellem islam og islamisme, og det samme gælder Det Konservative Folkepartis stop-nazi-islam-isme-kampagne, mener debattør . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

DA JEG BETRAGTER mig selv som kristen, er det pudsigt at skulle høre på Torben Brammings (Kristeligt Dagblad den 5. maj) beskyldninger om, at jeg skulle hade egen kultur og tro og derudover være relativist, ja i sidste ende en person, som forsvarer islamisme. Så bliver det så at sige ikke meget værre.

Jeg kan her afsløre, hvad det var, der fik mig til at skrive kronikken ”Når der går politik i kristendommen”. Jeg har en del vaneateistiske venner, og de tror, at den salvelsesfulde forherligelse af en eller anden nationalistisk højrefløjskristendom er identisk med et forsvar for kristendommen selv.

Da jeg mener, at der er andre og mere besindige og knap så selvovervurderende måder at være kristen på, tillod mig derfor at fremføre, at jeg aldrig selv kunne finde på at udbasunere, at kristendommen er bedre end alt andet, og at politikere og politiske partier, der går den vej, geråder i alvorlige problemer i forhold til at forstå kristendommens historie og hvad religion i det hele taget er.

Jeg skrev helt eksplicit, at også jeg mener, at man skal bekæmpe formørkede regimer, men jeg fremførte samtidig, at der er en tæt sammenhæng mellem kultur og religion, og at forandringer i menneskers levevis også på den lange bane vil medføre forandringer af deres religion - sådan har det været med kristendommen, var min pointe, og det sker også, hvis der kommer bevægelse i den muslimske verden (og i muslimsk religionskritik, kunne jeg tilføje).

At skulle høre på Torben Brammings udfald dokumenterer for mig at se blot, hvor skinger tonen er blevet, siden jeg som barn hørte min far, der var præst, give sin livsvisdom videre til mig. Han mente, at mennesker på tværs af religiøse forskelle efter fattig evne og med de symboler, de nu har til deres rådighed, forsøger at give sprog til én og samme religiøse grundfølelse, nemlig en forbundethed med en skabende og opretholdende magt og noget, der frem for alt er større end vores eget lille ynkelige ego.

Hvad angår Brammings forargelse over, at jeg skælder ud på Mai Mercado, vil jeg i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at det altså ikke er mig, der i danske medier melder ud, at kristendommen er bedre end islam - jeg gad bare ikke at lytte stiltiende til den slags politiserende tågesnak i forhold til noget, som jeg opfatter som min tro.

Det støder mig, at mennesker taler med så stor foragt om andre menneskers livsverden og er så lidt nysgerrige efter at forstå mennesker med andre baggrunde, og det er naturligvis ikke, fordi jeg hader Vesten, men fordi jeg faktisk mener, at det Danmark, jeg holder af, udfordres på sine værdier af lige netop den kulturelle egocentrisme, der kommer til udtryk hos debattører som Torben Bramming.

BEMÆRK I DENNE sammenhæng, hvordan Bramming i lutter arrigskab ender med at være helt ude af stand til at skelne mellem islam og islamisme.

Han skriver i sin diskussion med mig, at ”islamisme er et af vor tids største problemer”, hvilket han slet ikke mener, at jeg kan se i lutter islamomfavnelse.

Nu forholder det sig faktisk sådan, at jeg i min kronik slet ikke taler om islamisme, men om islam (det var den sammenligning, Mercado lavede i sin kronik, og som jeg forholdt mig til). Men man kan så forstå, at Bramming mener, at islam og islamisme er et fedt, for når jeg taler om islam, bør jeg efter hans mening tale om islamisme.

Glidningen i Brammings tekst bekræfter blot, at den nationalkristne højrefløj ikke er i stand til at skelne mellem islam og islamisme - og man kan tilføje, at det også er denne sammenblanding, Mai Mercados konservative partifæller spiller på med deres stop-nazi-islam-isme-kampagne.

Og lige netop derfor skal der råbes vagt i gevær, når kristendommen bliver forsøgt erobret af folk, der kalder sig kristne, men som har gjort det til deres hofsport at prale med deres kulturelle indskrænkethed og provinsielle snæversyn. Det var lige netop den glidning, som jeg med overskriften ”Når der går valgkamp i kristendommen” var ængstelig ved.

Så tak til Bramming for at dokumentere, at jeg havde ret. Bramming synes, at jeg er politisk korrekt, relativist - nuvel, jeg er mere glad end nogensinde glad for, at min præstefar gav mig gode kristne værdier med ind i voksenlivet, som beskytter mig mod Brammings sorte vås.

Steen Beck er lektor for Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet