Tortur - det ondes logik

LØRDAGSREFLEKSIONER: At mene, at målet altid helliger midlet i kampen mod terrorisme, er terroristernes logik. At acceptere den logik er at bøje sig endegyldigt for det onde

Tortur - det ondes logik

Nå børn er kede af det, er der nogen, som puster på det, som trøster, som hjælper, som søger at lindre osv. Siden hen og i alvorligere tilfælde er der andre, som kan træde til og har evner og vilje og magt til at afhjælpe smerte og til at lindre. Syge bliver hjulpet, indlagt, behandlet osv. Jo dygtigere og mere professionelt des bedre. Vi har lært, at råb om hjælp høres, og hvad det så vil sige at være i gode og stærke hænder.

Billedet knuses for torturofferet. Det hele falder sammen for det menneske, som møder en torturbøddel, som har evner og vilje og magt til at påføre lidelse og som

- når den er allerværst - øger den. Torturbødlen tilføjer smerte med overlæg og professionelt og måske med sindsro. Råb om hjælp og skrig mødes med hån og fortsat ydmygelse. En torturoverlever er siden hen for altid fremmedgjort i denne verden, fordi verdensbilledet er splintret. Sindet forskanser sig og søger at finde en mening med det uforståelige. Men fordi torturen i sig selv er meningsløs, får denne mekanisme meningsløse konsekvenser, som at torturofferet ser sig selv som den skyldige. Tanken kortsluttes: »Når nogen har påført mig dette, må der være en forklaring, jeg må være skyld i det«. Offeret skammer sig og vil gemme det hele væk.

Men det er ikke kun offeret, som vil gemme det skændige. Tortur foregår i det skjulte. I kældre eller på øde steder. Torturoverlevere kan fortælle, at de under pinslerne har oplevet, at den systematiske mishandling ledsages med ord som: »Du kan skrige så meget du vil, ingen kan høre dig«. Tortur er først og fremmest et magtmiddel, som ved at ødelægge mennesker skal knægte modstand, vilje og frihed og medvirke til, at magten fastholdes. Regimer dækker over tortur, bortforklarer den, truer og bestikker soldater, politifolk, fangevogtere og læger til at lyve, skrive falske attester osv. Torturbødler uddanner sig i at udføre torturen, så den er vanskelig at dokumentere. Tortur skjules, for det må ikke hedde sig, at der udøves tortur.

Vi skulle ikke have set disse billeder. Men nu, hvor de kendes, har magthaverne travlt med at fordømme og lægge afstand. Og så alligevel ikke helt. Vi får igen denne debat om, at tortur kan være nødvendig. Senest var i sommeren 2001, da Carmi Gillon blev modtaget i Danmark som ambassadør for Israel, selv om han i sin tid som chef for den israelske sikkerhedstjeneste, Shin Beth, havde været meddelagtig i tortur. Men igen: Det må det ikke hedde sig; så det blev kaldt »moderat fysisk pres«. Denne eufemisme dækker bl.a. over shaking, hvor fanger udsættes for langvarig rysten af hovedet fra side til side og forfra bagud med kroppen anbragt i en fastlåst position. Det er påvist af danske læger, at shaking i nogle tilfælde har medført hjerneskader.

Politikeren Arne Melchior var, som man måske vil huske, hurtigt på banen med et forsvar for Gillon. Han brugte eksemplet med »den

tikkende bombe«. Hvis man ved hjælp af tortur f.eks. kan få oplysninger om en bombe i en bus og derved forhindre, at uskyldiges liv går tabt, er det så ikke bedre? Billedet forstærkes gerne: »Forestil dig, at et af dine børn sidder i bussen, ville du så ikke gøre, hvad du kan for at forhindre det?« Den 14. september - altså lige efter 11. september - modstod Gillon heller ikke selv fristelsen til en udtalelse i retning af, at så kan I måske forstå, at det er nødvendigt med »moderat fysisk pres«.

I forbindelse med den aktuelle debat blev det en fra militæret, som har formuleret det kraftigst. Oberstløjtnant Poul Dahl finder, at tortur er beklagelig, men nødvendig under afhøringer af terrorister. Men- har han tilføjet - tortur bør helst ikke komme til offentlighedens kendskab. Det er præcis, som vi kender det fra diktaturregimer.

Nu klassiske psykologiske undersøgelser af Stanley Milgram og Philip Zimbardo og bøger som f.eks. Goldings »Fluernes Herre«, har med voldsomhed revet skæl fra vore øjne og viser os, at historiens rædselsgerninger ikke er blevet udøvet af monstre, men af mennesker, der er som enhver af os. At omstændigheder kan kalde disse sider af mennesket frem er netop grunden til, at der i eftertænksomme perioder og i ikke pressede situationer må skabes enighed om ufravigelige konventioner og regler såsom torturkonventionen og Genève-konventionerne. Vi ved, at menige soldater, som får at vide f.eks., at voldtægt og plyndring slet ikke tolereres, heller ikke gør det.

Eksemplet med »den tikkende bombe« er forførende, men også humbug, for dette meget sjældne eksempel bliver alibiet for at se bort fra konventionerne og for, at tusinder af fanger udsættes for pinsler og nedværdigelse. Kunne du torturere eller måske myrde for at afværge et mord - måske på et af dine børn? Jeg vil ikke kunne svare. Men jeg vil ikke svare på det spørgsmål, fordi spørgsmålet er stillet til et »ja« – og når det er i hus, har jeg sagt ja til tortur. For jeg vil sige nej til tortur og mord. Til, at ondskab skal besvares med ondskab. Det er at gøre knæfald for ondskaben, det er at overgive sig til det onde. At mene, at i kampen mod terrorisme helliger målet altid midlet, er jo terroristernes logik. At acceptere den logik er at bøje sig endegyldigt for det onde.

Ole J. Hartling er formand

for Det Etiske Råd og overlæge