Tre debattører: Proportionerne er fuldstændig røget i coronapolitikken

Regeringens coronastramninger mangler evidens, fokuserer på det forkerte og er udemokratiske, mener en læge, en biolog og en filosof

Christian Akim Jacobsen, dr.med. og overlæge

I november iværksatte du en stor underskriftindsamling mod regeringens coronarestriktioner og sagde, at ”forsigtighedsprincippet overtrumfer proportionalitetsprincippet. Vi gør for meget.” Hvordan ser du på balancen i dag?

Jeg har samme holdning, men mere drastisk nu, hvor vi har fået endnu flere restriktioner. Forbuddene er uigennemskuelige. I Bilka må de sælge sko, men en skobutik må ikke. Så proportionalitetsforvrængningen er vokset. Og hvor kommer pengene fra?

For to måneder siden mente du, at det bedste ville være slet ikke at have restriktioner. Mener du stadig det?

Ja, for jeg savner stadig bevis for, at restriktionerne har hjulpet. I lægeverdenen skal vi have belæg for at gøre det, vi gør. Men vi har ikke set evidens for, at coronarestriktionerne forandrer noget som helst – ingen ved, om en meter, to meter eller fire meter gør en forskel i køen i Bilka.

Er der lande eller erfaringer, vi burde lære af?

Helt klart Sverige. Man nævner altid Sverige som skrækeksemplet, men når man ser på statistikkerne, har de ingen overdødelighed. Til gengæld er der færre derovre, der ikke har haft corona. I bund og grund ved vi ikke, hvor mange der har været smittet herhjemme. Langt de fleste har bare haft lidt kriller i halsen og lidt hoste, men så er de kommet tilbage til hverdagen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt ethvert coronadødsfald ”en tragedie”. Hvad kalder du det?

Jeg kalder det naturlig afgang. Jeg talte med mange ældre medborgere tilbage i foråret, hvor mange af dem sagde: Hvorfor spørger ingen os, om vi er indforstået med at blive buret inde på plejehjemmet uden kontakt med vores kære, selvom vi kun har et, to eller fem år tilbage at leve i?

Statsministeren afviser at prissætte menneskeliv. Kan du gøre det?

Nej, det kan jeg heller ikke, for vi ved ikke, hvor mange vi har reddet. Til gengæld ved vi, at en række opgaver på sygehusene er blevet forsømt. Kræftpakkerne bliver ikke overholdt, folk bliver ikke indkaldt rettidigt til undersøgelser, operationer udsættes, folk med kroniske smerter er bundet til sengen – hvad sker der med dem? Sådan bliver det, når man har valgt at prioritere corona over alt andet.

Morten Petersen, professor i biologi, Københavns Universitet

Morten Petersen, du har tidligere i et debatindlæg spurgt, om vi lever i en tid uden for proportioner. Hvad mener du om de mange tiltag?

Min ene anke er, at man kun har haft ét sundhedsparameter, nemlig coronatallene, men sådan bliver det, når det hele er politisk styret. Den første nedlukning var en god ide, så man kunne vurdere situationen, men efterfølgende burde politikerne have givet nøglerne til sundhedsmyndighederne og bedt dem køre videre.

Min anden anke er, at man med de nye restriktioner tilsyneladende ikke har set på, hvor folk bliver smittet. I Tyskland og Irland har man lavet studier, der viser, at folk bliver smittet derhjemme, hvor man sænker paraderne, og derudover på plejehjemmene og lidt på arbejdspladserne, men ikke i skolerne.

Hvad ser du som alternativ?

Politikerne burde fastholde efterårets restriktioner og så bede os om ikke at besøge hinanden i private hjem den næste måneds tid. Det er en skandale af rang, at vi accepterer, at børnene og de unge stort set ikke er ordentligt i skole i et helt år på grund af en epidemi, der ifølge SSI dræber med en gennemsnitsalder på 82 år.

Er der lande eller erfaringer, vi burde lære af?

I 1968 havde vi den såkaldte Hong Kong-influenza, der globalt dræbte op til fire millioner mennesker. Den virus er her endnu og betød i 2014-15 og 2016-17 en samlet overdødelighed på 440.000 på tværs af Europa. Så ja, det er slemt med corona, men folk dør også af andre ting.

Man kan ikke sætte pris på et menneskeliv,” har statsminister Mette Frederiksen (S) sagt igen og igen. Kan du?

Nej, og det er heller ikke noget, du og jeg skal gøre. Men at sige, at der ikke på en eller anden måde er sat pris på menneskeliv er forkert. Vi accepterer biler, selvom de kører folk ihjel. Vi accepterer, at der dør 460 om året i Københavns Kommune af partikelforurening. Men når det bliver politisk, sådan som det gør nu, stirrer vi alle sammen på nogle tal, som vi aldrig har set på før, og tænker, åh nej, der døde fire, der døde 100. Og jo, det er synd, at 1.400 er døde af corona, men vi forstår ikke tallet. Vi synes, det er voldsomt mange, men vi forstår ikke proportionerne.

Thomas Aastrup Rømer, lektor i pædagogisk filosofi, Aarhus Universitet

Hvad mener du om proportionerne i de mange tiltag?

Proportionerne røg allerede den 11. marts, hvor Mette Frederiksen lukkede landet ned. Man omdannede proportionalitetsprincippet til at være under forsigtighedsprincippets kommando. Siden har man hele tiden justeret alt ud fra en smittetalslogik. Normalt skal der være en sammenhæng mellem tilstand og indgreb; det er sådan, det fungerer i et liberalt demokrati. Det er derfor en demokratisk tankegang, man forlader, når man installerer et ekstremt forsigtighedsprincip, der kan diktere helt ned i de mindste detaljer.

Hvad ser du som alternativ?

Alternativet er at lukke sundhedsvæsenet inde i sundhedsvæsenet – at gå tilbage til det almindelige proportionalitetsprincip og lade sundhedsvæsenet styre efter sin vante logik. Men man overgik til en rent statistisk logik, hvor man reducerede folkesundheden til coronatal. Sundhed, socialt liv, økonomisk liv, alt blev reduceret til smittesystemer.

Allerede i foråret kritiserede du, at alt skulle underordne sig ”smittekurvernes logik”. Hvordan ser du på udviklingen siden?

Den er kun blevet værre. Dengang sagde folk til mig, at det ville holde op igen, men logikken var installeret. Så det er en blivende tilstand i samfundet.

Mette Frederiksen har en anden indgang og har igen og igen sagt, at ”vi kan ikke sætte pris på et menneskeliv”. Kan du?

Det er virkelig vildt, at hun siger det. I god statsforvaltning sætter man i høj grad pris på den slags, især inden for sundhedsvæsenet. Vi har sundhedsøkonomer, der er uddannet til at finde ræson i fordelingen af midler og behandlingsstrukturer i sundhedsvæsenet. Hvis man siger, at menneskeliv og penge intet har med hinanden at gøre, lader man sundhed diktere alt. Det er en radikal forebyggelsestankegang og et eksempel på den ekstremisme, Mette Frederiksen indførte den 11. marts.

Lige nu sidder børn og unge og lærere og pædagoger og kan ikke mødes på grund af den her ekstremisme. Jeg synes, det er så synd for dem. Al naturlighed forsvinder. Det ødelægger liv.

Men de unge kan jo være smittebærere?

Det er ekstremismens sprog. Ekstremismen tager humaniteten ud af folk og reducerer dem til smittebærere, der skal indgå i det store forebyggelsessystem.