Louise Højlund Franklins, Anders-Christian Jacobsens og Liselotte Horneman Kraghs debatbog "Må vi være her? Folkekirken efter Luther" har afstedkommet en spændende og interessant debat om Luther og hans helt centrale position i forhold til folkekirkens identitet. Især Luthers menneskesyn med dets stærke fokus på arvesynden træder stærkt frem som et tema. Ud fra den lutherske forståelse af mennesket er dets rolle i gudsforholdet fra fødslen af at være en stum og afmægtig skabning, hvis eneste produktive handling er villigheden til at åbne sig for Guds nåde og dermed, med Guds hjælp ude fra, at få frisat sin vilje til at gøre godt.
Grundlæggende er protestantismen, den romersk katolske og den ortodokse kirke enige om, at mennesket fejler, som jo er betydningen af det græske ord, der benyttes i Det Nye Testamente for synd nemlig hamartia, men arvesynden spiller kun en rolle i den vestlige kristendom, altså i katolicismen og protestantismen, men ikke i den østlige ortodokse kristendom.
Formålet med denne kronik er at undersøge nærmere, hvad de tre konfessioner hver især har at bidrage med til forståelsen af synden, arvesynden og forholdet til Gud.
Syndens realitet udtrykkes med skarp præcision af Paulus, der taler om, at det gode, som man gerne vil, gør man ikke og det onde, som man ikke vil, det gør man (Romerbrevet 7, 19-20). Denne lammelse af viljen til det gode vises blandt andet i negative mønstre, som går igen kollektivt og individuelt; i kulturer, i familier og i det enkelte menneske. Kommunisterne omstyrtede zardømmet, men kopierede den autokratiske magtudøvelse. Normstormere gør deres eget opgør til en ny indiskutabel norm. Det barn der fik tæsk eller blev misbrugt kan gentage overgrebene over for egne børn. Alkoholisme er et tema, der går igen i mange familier generation efter generation.
De mennesker, der før blev udgrænset og gjort tavse, giver således igen med samme mønt; fortidens ofre bliver nutidens bødler. Dermed er der gode argumenter for begrebet arvesynd, eller med Freuds psykologiske udtryk for gentagelsestvangen.
Luthers bidrag er at sætte så stærkt og relevant et fokus på gentagelsestvangens onde cirkel. Det er troen på Guds ord alene, der kan udfri mennesket fra arvesyndens hamsterhjul. Hermed er det tale om monologens perspektiv, fordi menneskets rolle er at lytte. Luthers begrænsning er, at han gør en tilstand af afmagt og passivitet til sandheden om mennesket og dets gudsforhold. Mennesket kan ikke selv medvirke til gennem sine evner, sit mod og sin indsigt at bryde cirklen. Det har mistet kontakten til det at være skabt i Guds billede. Det er derfor, sat på spidsen, at dåben bliver en magisk handling, der skal sikre det lille barn beskyttelse mod arvesyndens løfte om fortabelse i den lutherske teologi.
Det er forståeligt, at der er stemmer inden for folkekirken, der taler for et opgør med Luther og hans menneskesyn. Dette opgør vanskeliggøres dog i Danmark på grund af den lutherske traditions plads i Grundloven og den noget mudrede magtbalance mellem kirke og stat. Ikke desto mindre har Luther som revolutionær systemkritiker lukket et opgør med ham selv ind ad bagdøren i de protestantiske kirkesamfund. Han har vist ved sit eksempel, at det kan gøres.
Den østlige kirkes menneskesyn står i diametral modsætning til det lutherske.
Adams og Evas syndefald var deres og generaliseres ikke. Hver enkelt menneske er ansvarlig for sit eget valg. Grundlæggende er mennesket godt og har stadigvæk del Guds herlighed, som Paulus mente var gået tabt i syndefaldet. Menneskets mål er at blive guddommeliggjort (theosis). Østkirkens perspektiv kan karakteriseres som guddommeliggørelsens perspektiv. Mennesket bliver det, det er; hørende til i Guds herlighed. Det kan diskuteres, om dette menneskesyn er for naivt. Måske er der for lidt opmærsomhed på den kollektive ballast, som den enkelte fødes ind i, bærer med sig og ofte udlever.
Den romersk-katolske kirke indtager en mellemposition mellem det lutherske og det den østlige kirkes menneskesyn. På den ene side fastholdes arvesynden, men den tolkes ikke som fortabelse, som Luther gør det, men som svaghed. Den katolske kirke er i højere grad præget af en kristen humanisme, hvor viljen ikke er trælbunden, som hos Luther. Viljen er ikke arvesyndens gidsel, men som skabt i Guds billede kan mennesket forholde sig til sine synder, bede om tilgivelse og Guds støtte til ikke at gentage dem. Den katolske kirke bidrager således med dialogens perspektiv. Dermed er der tale om et gudsforhold, hvor mennesket er i dialog med Gud, men afhængigt af Guds nåde, som det også er tilfældet i de to andre kristne konfessioner. I den katolske kirke er faren, som sociologen Hartmut Rosa påpeger stagnation; at organisatoriske strukturer og magtforhold fra en svunden tid ender som forsøg på at kontrollere eller inddæmme Gud (kirken som frelsesinstitution).
Med Hartmut Rosas ord er den transcendente dimension nemlig ikke kontrollerbar. At få indfriet det store resonansløfte, som religionen ifølge Rosa stiller i udsigt, kan ikke fremtvinges. Rosa definerer resonans som et kommunikationsrum, hvor to parter mødes, taler med egen stemme og forvandles derved. Der er altså ikke tale om et ekkoforhold, hvor den ene part snakker den anden efter munden eller ikke har noget at bidrage med, som i den lutherske teologi. Det store resonansløfte er ifølge Rosa en erfaring af at høre hjemme i verden. Der er tale om en dialog med livet i dets totalitet; et møde der forvandler individet og sprænger det afskærmede selv i mødet med det transcendente.
Den kristne mystik, som spiller en vigtig rolle i den romersk katolske og den ortodokse kirke hviler på en åndelig dannelsesrejse, der muliggør en sådan resonanserfaring. Helgener i de to konfessioner er således udtryk for en tillid til eller et håb om, at mennesker kan nå meget langt i deres relation til Gud. Dermed betragtes de som rollemodeller i en verden præget af drivkræfterne angst og begær, som Rosa mener står i vejen for resonanserfaringer. Den angste undviger mødet og den, der begærer vil kontrollere det ved at gøre den anden til objekt.
De tre perspektiver på synden, som jeg har beskæftiget mig med, viser forskellige sider af den menneskelige erfaring af at tage fejl, men synd er ikke et udtryk for dysfunktionalitet, ubalance eller psykisk sygdom. Det er et menneskeligt vilkår. Mennesket betragtes ud fra de tre konfessioner som en etisk aktør, der kan træffe forkerte beslutninger, som det må tage ansvar for. Det kan være skyldigt (og blive tilgivet). Og det har et mørke, som gør det i stand til at udføre ugerninger med ufattelig grusomhed.
Synden kan opleves luthersk som et mønster, man ikke kan slippe ud af ved egen hjælp. Man er lukket inde i sit eget helvede – incurvatus in se (indbøjet i sig selv). Den katolske og ortodokse kirke, selvom de ser forskelligt på arvesynden, betragter den menneskelige fejlen som svaghed og kun den halve sandhed.
Synden er imidlertid paradoksalt for alle konfessionerne et middel til forløsning og erfaring af nåde. Der er indsigt at finde i mørket. En mulig opvågnen til et bedre liv, eller med Rosas formulering en genvunden resonans. Den, der har sovet i svinestalden som i lignelsen om den fortabte døn, ser lyset klarere end den dydige, der ikke kender til eller vil vide af sit eget mørke.