Debatten om de danske børn og unges trivsel og manglen på samme har været svær at komme udenom på det seneste.
Adskillige fagpersoner, politikere og meningsdannere har råbt vagt i gevær om det, der i nogle sammenhænge betegnes som en reel trivselskrise blandt danske børn og unge. Alle er enige om, at mange børn og unges trivsel er udfordret, men debatten bærer også præg af, at der hverken er en ensidig årsag, løsning eller udtryk for problemet.
Selvom debatten om mistrivslen spænder vidt, er det nemlig stadig nuancer, der mangler, lyder det fra Noemi Katznelson, der er professor og forskningsleder ved center for ungdomsforskning (Cefu) ved Aalborg Universitet.
Det er først og fremmest vigtigt at holde sig for øje, at billedet af en hel generation, der mistrives, ikke er retvisende. Til gengæld fægter man i høj grad i blinde, når det kommer til at hjælpe dem, der gør, siger hun.
"Man famler lidt rundt og ved ikke helt, hvordan og hvor man kan tage fat, og der er endda nogle, der diskuterer, om det overhovedet er et problem," siger Noemi Katznelson.
Hun sammenligner derfor debatten med de tidlige diskussioner af klimaforandringerne, hvor det heller ikke stod klart, hvor og hvad man skulle gribe og gøre i.
En ny type af udsathed
Alene indkredsningen af problemernes omfang er vanskelig. I et interview i nærværende avis i december kaldte Noemi Katnelzons kollega, professor ved Cefu Niels Ulrik Sørensen, problemet for "vildt". I den forstand at der endnu ikke er nogen, der har greb om dets egentlige omfang eller udtryk.
Han sår ikke tvivl om trivselsproblemerne, men understreger, at det fyger rundt med tal i debatten, og at der selv i forskerkredse er hyppige og modsatrettede diskussioner om emnet.
Han og Noemi Katznelson står sammen med flere kollegaer selv bag Cefu-rapporten "Ny udsathed", der blev publiceret i oktober sidste år, og som viser, at omkring 40 procent af de unge mellem 16 og 25 år oplever en eller anden grad af mistrivsel.
Rapportens titel refererer til en term for en type af udsathed, hvor der ikke er én oplagt forklaring på, hvorfor en ung person mistrives. Når unge i dag trives dårligt, skyldes det i rigtig mange tilfælde snarere en akkumulation af flere ting, som skaber en overbelastning.
Grundlæggende må man altså forstå, at årsagerne til trivselsproblemerne er langt mere diffuse, end dem, man tidligere har set, og det er med til at fragmentere debatten.
På den ene side står spørgsmål om, hvorvidt problemerne skyldes strukturelle faktorer, som den måde daginstitutionerne og uddannelseslivet er skruet sammen på, og de forandringer, der historisk set er sket i de rammer, der former mange børn og unges daglige liv. På den anden side står spørgsmålet om, hvorvidt de unge selv er med til at skubbe til mistrivslen. Analyserer de for meget på egne følelser, og mangler de blik for noget, der er større end dem selv?
Et godt liv begynder med et godt børne- og ungdomsliv
Et argument lyder for eksempel, at trivselsproblemerne tager deres begyndelse, allerede når børn ikke imødekommes i deres grundlæggende behov i daginstitutionerne.
"Vi taler aldrig om børns og unges arbejdsvilkår, som vi gør om de voksnes. Men hvis skolerne og daginstitutionerne havde været som de voksnes arbejdspladser, havde arbejdstilsynet sandsynligvis været forbi med et påbud for længst," lød det fra Tine Mølgaard, der er psykolog i pædagogisk psykologisk rådgivning i en nordsjællandsk kommune i et interview i Kristeligt Dagblad i december.
Som fagperson oplever hun, at der er sket et skred i skole- og institutionsverdenen – både hvad angår økonomiske midler, men også i udnyttelsen af personalets faglige ressourcer – som går ud over børnenes trivsel.
Hertil kommer argumenter om, at unge mennesker i stigende grad mødes af pres og forventninger gennem uddannelseslivet. Det gælder både det, der kommer indefra, og det, der kommer udefra i form af karakterræs og uddannelsesvalg.
Politisk set har mistrivslen også bidt sig fast. I SVM-regeringens nye regeringsgrundlag "Ansvar for Danmark", der blev fremlagt i december, kan man således læse, at rettesnoren for regeringens børne- og ungepolitik er "trivsel, myndiggørelse og livsmod".
I sin nytårstale satte statsminister Mette Frederiksen (S) også trivslen og især den gruppe af unge, som lige nu ikke er i job eller under uddannelse i fokus. Her var det med et budskab om at styrke de unge gennem fællesskab og tiltro.
"Vores unge har brug for stærkere fællesskaber. Alle har brug for at gøre sig umage. Være til gavn. Mærke, at andre mangler os, hvis ikke vi møder op," lød det om nogle af de værktøjer, der skal til for at løfte de unge.
Med det peger statsministeren således mod en anden retning af debatten, hvor der er andet og mere på spil end strukturer. Her er det spørgsmål om manglende fællesskaber, dannelse, perspektiv og udvidelse af de unges verdensforståelse, som bliver fremhævet som problemernes rod.
Professor i teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen mener for eksempel, at mistrivsel er et udtryk for, at nutidens børn og unge i for høj grad er centrum for deres egen tilværelse.
En del af hans diagnose er, at mange unge "har tabt en del af joint attention". Altså, at de ikke i fællesskab med andre er tilstrækkeligt interesseret i noget ude i verden. Derfor kan en vej ud være en fælles opmærksomhed på noget tredje, lød hans pointe i et interview med Kristeligt Dagblad i december.
Skal unge mærke mindre efter?
Det rører ved endnu en faktor, som også ofte udpeges som en del af årsagen bag mistrivslen, nemlig psykologisering.
"Nogle skal mærke mindre efter," lød det fra Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, da han delte sit blik på trivselskrisen i DR 2-programmet "Deadline" i årets første uge.
Han henviser til, at en del af den oplevede mistrivsel muligvis også bunder i, at mange unge mærker for meget efter i sig selv, og at de derfor kommer til at sætte unødigt fokus på problemer, som muligvis ville gå over af sig selv. Samtidig understregede Brinkmann dog, at det ikke gælder personer med psykiatriske diagnoser.
Noemi Katznelzon fra center for ungdomsforskning advarer om at udskælde psykologiseringen for at være noget, som kun hører de unge til, og som er entydigt dårligt. Det handler snarere om, at den øgede opmærksomhed omkring det følelsesmæssige skal balanceres, for der er også mange, der taler for lidt om deres følelser.
I de nuværende drøftelser af mistrivsel ser hun en rådvildhed i forhold til løsningerne og mener, at det skyldes, at debatten fortsat sker på et uoplyst grundlag.
"Vi er uskarpe på, hvad vi mener, når vi forsøger at løse problemerne. Hvis vi vil komme problemerne til livs, er vi nødt til at skille tingene ad og optrevle mistrivslens forskellige stadier," siger hun.
Noemi Katznelson oplever dog, at der er en begyndende erkendelse af, at det er et meget komplekst problem, men at det fortsat er en udbredt fejlslutning at tro, at der findes én løsning.