Biskop Niels Henrik Arendt efterlyser i Kristeligt Dagblad den 13. juni med rette en reaktion fra grundtvigske teologer i det islamkritiske netværk i diskussionen om det er den samme Gud, muslimer og kristne tror på.
Det kunne for eksempel være mig, han tænkte på. Jeg vedkender mig gerne mit grundtvigske udgangspunkt og føler mig i hvert fald, direkte adspurgt, kaldet til at svare. Jeg ikke har ytret mig om spørgsmålet, fordi det i første omgang ikke har forekommet mig særlig afgørende. Det er muligvis en fejlvurdering (jævnfør også professor Theodor Jørgensen den 13. juni). Men lige meget hvordan man forsøger at besvare spørgsmålet, vil forskellene på islam og kristendom myldre frem.
Lad os se på det eksempel, som biskop Arendt tidligere har brugt. To mænd går i mørkningen forbi en mark, hvor der står et dyr, som de akkurat kan skimte. Den ene siger, det er en hest. Den anden siger, det er en ko. Det er det samme dyr, de taler om, men de kan ikke begge have ret. En af dem har ret, eller de tager begge fejl.
Niels Henrik Arendt anfører nu, at dette billede kan udtrykke, at det må være den samme Gud, muslimer og kristne taler om. Det kan være rigtigt, hvis Gud ses som noget objektivt, som vores almindelige forståelse kun har en sløret adgang til. Gud er som en skygge bag den verden, vi kan se. Eller altså som et utydeligt dyr på marken. Vi kan kun se omridset. Vi kan tage fejl, men der en kun én Gud, om det så er i form af en hest eller en ko, siger både den kristne og muslimen som i kor.
Men de er kun enige om, at Gud er til. Mere kan ingen af dem sige i fællesskab. I samme øjeblik samtalen begynder at gå videre, skilles vejene. Billedligt talt vil den ene begynde at tale om heste, den anden om køer. I virkelighedens verden vil muslimen gå til Koranen, den kristne til Kristus. Det kan godt være, det er den samme Gud, men da en, som man alene i tavshed kan være fælles om. Det er en Gud uden betydning. Og hvad er det for et magert fællesskab! Så foretrækker jeg et folkeligt af slagsen, børnehavens bestyrelse for eksempel.
Nu kan man også drage den stik modsatte konsekvens af billedet med hesten og koen. Så siger man, at den ene har ret, hans forestillinger om Gud er sande. Der er realiteter bag, men det beror alene på tro. Faren er her, vil biskop Arendt måske sige (og professor Jørgensen), at Guds virkelighed bliver afhængig af, hvad mennesker tror og forestiller sig om ham. Og hvad kan det dog være for en Gud?
Jeg må sige: Om Gud kan vi intet objektivt vide. Ingen har set ham. Vi er overladt til vore forestillinger i form af billeder og ord, troens billeder og ord. Derfor bliver det afgørende den Gud, som mennesker bekender sig til. Allah eller Den Treenige Gud. Så bliver det mindre vigtigt, om det i sidste instans er den samme Gud. Eller rettere: Det bliver et erkendelsesteoretisk spørgsmål, som afgøres af smag og behag eller netop af bekendelsen.
Tro er bekendelse. Til den muslimske tro hører en forbandelse af dem, der bekender Kristus (Sura 9,30). Til den kristne tro hører en fordømmelse af muslimer som kættere (Den augsburgske Konfession, art. 1), men ikke som mennesker. Det er muslimernes og andres kætterier, som der tages skarpt afstand fra.
Den kristne må dernæst sige: Den Treenige Gud er selvfølgelig Gud for alle mennesker og kommer alle i møde, ikke mindst de vildfarne, som har særlig brug for det, og som er muslimer, hinduer, ateister med videre. Muslimerne er altså vildfarne syndere. Det er vi andre også, men på en anden måde. Lige præcis det muslimske frafald fra Gud lider vi ikke af.
Guds virkelighed udtrykkes først og fremmest med den bekendelse, man tager i sin mund.
Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning