Astrofysikkerne fortæller os, at universet er 14 milliarder år.
Jorden, vi har ansvar for, er 4,5 milliarder år. Livet viste sig på dens overflade inden for den første milliard år. Inden for 1000 millioner år.
Mennesket udviklede sig for omkring 500.000 år siden. For 200.000 år siden kom det moderne homo sapiens, mennesket med bevidsthed om egen eksistens.
Guds søn på Jorden kom for bare 2000 år siden.
Her står jeg med min ydmyge undren.
Gud er skaberen og opretholderen af alt dette.
Fra evighed til evighed. Jeg bliver tavs.
I universets uendelighed med milliarder af galakser ser Gud mennesket på denne lille klode, hvor vi famler rundt. Gud gav sig til kende i et menneske og kobler os med trion til evigheden.
Jeg skriver dette, fordi jeg savner det i de prædikener, jeg hører. Jeg savner det som svar til ateisten, der spærres inde bag forstanden, begrænses af forstanden.
I gudstroen sprænges alle grænser.
”Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, Himlens og Jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus,” og så slutter vor trosbekendelse med, at ”vi tror på kødets opstandelse og det evige liv”.
Jeg fatter det ikke; jeg tror det.
Tro er et menneskes forbindelse til det, der ikke kan forklares. Dermed får mennesket evnen til at se mening med livet.
Det mest dyrebare i et menneskes liv forstås ikke, det modtages på trods af forstand.
Kærligheden er marven i livet. Hvorfra kommer den? Hvor stammer den fra?
Når jeg modtager min elskedes kærlighed, lever jeg. Den, der lever kærlighedsløst, skal tro sig elsket af Gud. Da bliver det meningsløse meningsfuldt.
Det evige liv eksisterer i tro. Forstanden rummer det ikke. Den stiller spørgsmål. Hvordan leve uden døgnrytme, uden årstider? Hvordan leve i evighed uden at kede sig? Hvordan finder evighedens møde sted med mine kære? Er de, der ikke kunne tro, udenfor? Vil jeg savne dem? Hvad med alle de mennesker, der har levet uden at opleve at høre om Kristus? Hvad rummer paradis?
Forstanden buldrer af sted i et mylder, som kræver forklaring på det ufattelige.
I dag regerer forstanden. Kunstig intelligens, robotter. Gud forkastes, fordi mennesker kun vil det, de kan se, måle, analysere. De tror, at der kan googles svar på alt.
Alting skifter hele tiden. Der er ingen egentlig autoritet. Lige her vokser angsten og desperationen.
Det største i tilværelsen har vi ikke sprog for. Den vigtigste lærdom ligger uden for det, forstanden giver svar på. Folk ser i alle retninger. Så er der mysteriereligioner, yoga, reinkarnation.
Men tro skal gøres konkret, og jeg kobles til Gud i bøn.
Den Almægtige, der har skabt universet, og som har al indsigt, som lever fra evighed til evighed, har indlevelse i det lidt, som er mig, og som er alt for Gud.
De tre afgørende år, Jesu fremtrædelsestid, gør os til ét med Gud. Gud, som er i alle galakser, i sorte huller, i det univers, der udvider sig, ser mennesket. Vi forbindes med Gud i bøn, som hans søn har åbnet for os.
”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”
Tro er med Guds søn ud af milliarder af år sprængt igennem alle forstandens rammer.
At leve er at leve med forstand og tro.
Skulle jeg dø kun med det, forstanden siger, ville jeg være fortabt, men forstand og tro vil hele tiden støde sammen. Det må vi leve med.
Lad aldrig min forstand spærre mig ude fra min tro. Med tro kobles jeg til evigheden.
Evigheden lader sig ikke forstå. Fra evighed til evighed er uden for tid, uden for, hvad et menneske begriber.
Sådan også med Gud. Vi kan ikke danne os billede af Gud. Gud lader sig ikke fatte med vor forstand.
Forstand og tro kan ikke forenes.
Det hele begynder med spørgsmålet: Hvorfor er noget til?
Gud er Gud, før universet blev til.
Gud er evig.
Nu vil mennesket så meget med sin forstand, at det mister blik for det, der er evigt.
Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter.