Prøv avisen

Tro, overtro og videnskab

Det er min påstand, at religioner har særdeles svært ved at overleve, hvis ikke de rummer forestillinger, der ikke kun er hinsides beviser, men direkte modsiger vores hverdagserfaringer, skriver dagens debattør.

Det er vanskeligt at bedrive videnskab om religion, uden at nogen føler sig trådt over tæerne, skriver Jesper Sørensen, der er lektor i religionsvidenskab

SOGNEPRÆST Detlef van Holst havde den 16. november en replik til et interview med mig under titlen "Religion er tankespind" den 13. november. Jeg vil undlade at kommentere på replikkens polemiske aspekter om min person, mine interesser og mine (påståede) motiver og i stedet søge at afklare, hvor Holst og jeg er uenige, og om vi måske også er enige på enkelte punkter.

Holst indleder med at bebrejde mig min undren over, at religiøse forestillinger overlever uden konkrete beviser. Begrebet "beviser" er uheldigt, hvis det opfattes som et videnskabeligt bevis. Naturligvis skal religiøse forestillinger ikke videnskabeligt bevises, ligesom hverdagsforestillinger om, at ting falder mod jorden, regn er vådt eller at mennesker har intentioner, heller ikke skal.

Hvad jeg ønskede at påpege, er det ubestridelig faktum, at religioner ud over ubeviselige forestillinger rummer påstande om verden, som modsiges af enten vores hverdagserfaringen eller begivenhedernes gang.

Min interesse gælder, hvilke mekanismer der ligger til grund for, at forestillinger tilegnes og stabiliserer sig, og det er min påstand, at religioner har særdeles svært ved at overleve, hvis ikke de rumme forestillinger, der ikke kun er hinsides beviser, men direkte modsiger vores hverdagserfaringer.

Holsts brug af begrebet "overtro" peger derfor på en central forskel på en teologisk og en religionsvidenskabelige tilgang til religion. Man kan jo kun betegne noget som overtro, såfremt man har en håndfast definition af "tro" og fastholder, at "tro" er det centrale i alle religioner for alle mennesker til alle tider.

Jeg tvivler på, at dette er tilfældet, og Holsts skelnen peger på hans i bund og grund teologiske forståelse af religion. Holst hævder, at "religion i sit dybeste væsen vender sig mod det, der ikke kan bevises, men skal tros", samt at mennesker er "begrænsede væsener", der "spørger efter mening og søger kærligheden".

Dette er et smukt udtryk for standard dansk-lutheransk teologi, men hvordan ved Holst, at dette gælder alle religioner til alle tider og alle steder? Måske det mere er en teologisk forståelse af, hvad religion bør være, end en beskrivelse af, hvad religioner er?

Og selv hvis beskrivelsen passer på bestemte religioners teologier, hvordan kan Holst så være sikker på, at det netop er disse idéer, der motiverer mennesker til at deltage i tempelkulten, ofre til forfædrene eller spise nadverbrødet om søndagen?

Begrebet "overtro" er praktisk til at udskille de fænomener, der ikke passer en normativ forståelse af religion, men fra en religionsvidenskabelig vinkel er begrebet ubrugeligt og skjuler reelt religionernes mangfoldighed bag en på forhånd afgjort beslutning om, hvad der er "rigtig" og "forkert" religion. Religionsviden skaben og teologien har således forskellige objekter, og mange misforståelser ville undgås, hvis man anerkender dette basale forhold.

Jeg er enig med Holst i, at mennesker søger mening i deres tilværelse, og faktisk peger jeg i interviewet på, at religiøse forestillinger omdanner det kontingente – følelsen af det tilfældige – til det nødvendige – at noget nødvendigvis måtte være sådan. Dette er dog ikke tilstrækkeligt til at forklare religion som et universelt fænomen.

Jeg er også enig med Holst i, at religion ikke forsvinder, og at videnskab ikke vil erstatte religion. Mener Holst derimod, at religion ikke kan studeres videnskabeligt, skilles vore veje. Videnskabens opgave er blandt andet at blotlægge vores idiosynkrasier, personlige som kulturelle, og man kan fint kritisere mine positioner på et videnskabeligt grundlag, også uden at beklikke min inter-esse for feltet.

Det er dog vanskeligt at bedrive videnskab om religion, uden at nogen føler sig trådt over tæerne, når ikke deres forforståelse bekræftes, eller når der peges på, at vi ikke altid er klar over vores egne motiver, i religion som i andre af livets forhold.

Jesper Sørensen er lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet