Prøv avisen
Debat

Trods få fanatiske præster ligger problemet med homofobi ikke i folkekirken, men i islam

Lars Aslan Rasmussen. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Foto

I næsten alle sognekirker fungerer det med tolerance og respekt for homoseksuelle jo ganske fint. Det samme kan man ikke ligefrem sige er tilfældet, når vi taler om islam, skriver folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen (S)

Så kører debatten igen omkring folkekirken og de homoseksuelle. Og selvom jeg personligt går ind for at adskille stat og kirke, er jeg klart af den overbevisning, at så længe det ikke er blevet til virkelighed, og kirken derfor stadig modtager milliarder fra det offentlige, ja, så går det simpelthen ikke, at der er præster, der nægter at vie vores homoseksuelle medborgere.

At være lønnet af de danske skatteydere og lade hånt om ligeværd er på ingen måde acceptabelt.

Alligevel kan jeg godt som en, der både har muslimsk og kristen baggrund (dansk mor og kurdisk far) undre mig over så exceptionel meget fokus, der er på folkekirken og enkelte præsters forhold til de homoseksuelle.

For det første drejer det sig heldigvis kun om ganske få fanatiske præster, der ikke kan finde ud af at behandle folk ordentligt.

For det andet vil jeg faktisk rose de fleste præster i folkekirken, fordi de allerede før loven om homoseksuelle vielser i kirken blev vedtaget, faktisk i den grad var medspillere sammen med os politikere og andre gode kræfter, der ønskede lige rettigheder for alle.

Og i næsten alle sognekirker fungerer det med tolerance og respekt for homoseksuelle jo ganske fint.

Det samme kan man ikke ligefrem sige er tilfældet, når vi taler om Danmarks næststørste religion, islam. Her er problemet jo ikke, om homoseksuelle kan blive viet eller ej i moskéerne, for var det udelukkende det, der blev diskuteret, ville alt jo være nærmest være fryd og gammen.

Nej, her oplever vi jo, hvordan der gentagne gange i landets moskéer bliver promoveret intolerance over for og endda drab på homoseksuelle.

Lad mig minde om, at Islamisk Trossamfund i København, som er landets største muslimske menighed, igen og igen har inviteret den ene hadprædikant efter den anden, der direkte har opfordret til drab på homoseksuelle. Her taler vi om et trossamfund, der nyder skattefordele, og som i den grad skaber had og splittelse i Danmark.

Jeg kan fortælle, at mange af mine homoseksuelle venner med muslimsk baggrund enten lever i et tvangsægteskab med en kvinde eller, efter at de er ”sprunget ud” eller er blevet ”opdaget”, har mistet alt kontakt med deres familie. I andre tilfælde er de i fare, og nogle af dem bor endda på beskyttede opholdssteder.

Og her har jeg kun nævnt danske forhold. I Mellemøsten står det som bekendt langt værre til, her bliver homoseksuelle rent faktisk fængslet eller dræbt i stor stil.

Se, her er måske for alvor noget at tage fat på, hvis man er virkelig optaget af ligestilling og tolerance.

Og med al respekt for ønsket om at konfrontere formørkede præster med deres snæversyn, så ligger problemet med homofobi altså ikke i folkekirken.