Filosof Kai Sørlander beskylder mig i sit svar den 5. oktober for filosofisk relativisme og afslører dermed, at han ikke ved meget om kristentro, for troende kristne mener ikke, at alt er lige gyldigt eller lige godt.
Det, jeg har skrevet, er, at hvad der er fornuftigt for den ene ikke behøver at være det for den anden, hvilket turde være indlysende for de fleste.
Vi lever i et pluralistisk samfund, hvor hvert menneske kan tage stilling selv, men den erkendelse er bestemt ikke det samme som at sige, at der ikke findes grundlæggende sandheder.
Det er billigt at konstruere en modstilling, der siger, at enten anerkender man én fælles samfundsmæssig rationalitet, som den irrationelle religion står udenfor, eller også er man værdirelativist. Selvfølgelig har alle mennesker en fælles rationalitet, ellers var samtale jo umulig. Men vi er også samtidig deltagere i forskellige typer fællesskaber med hver sin konsistente rationalitet, og netop derfor skal vi passe på ikke at lukke af for andre i egen selvophøjethed.
Skåret ud i pap betyder det, at jeg som kristen anerkender, at andre mennesker både kan være intelligente og konsistente inden for deres egen rationalitet, uden at jeg dermed renoncerer på den almengyldige sandhed, jeg tror på, og at jeg ikke behøver at forvrænge andres udsagn for at pynte på mit eget. Og erkendende at jeg kun er et mangelfuldt menneske, tør jeg endda lære noget af anderledes- og ikke-troende mennesker.
Men den symbiose mellem kristendom og sekulær rationalitet, som Sørlander hævder, er ahistorisk og begrundelsen forkert. Sekularismen er et forholdsvis nyt fænomen, og tro er ikke, som Sørlander mener, sin egen retfærdiggørelse. Nej, vi tror jo netop på, at Jesus Kristus frelser os, og at vi må gå Ham i møde.
Kernen i det kristne forhold til den synlige verden er ikke en opfattelse af troen som irrationel og begrænset, men en erkendelse af denne verden som ufuldkommen. Når Jesus siger: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, mener Han netop, at vi ikke kan tjene to herrer, men at vi som Guds børn må tjene Gud, hvor end vi befinder os. Hvor sekularisering altså for den ikke-troende handler om at inddæmme det religiøse, så handler det for den kristne om ikke at falde for magt og ideologi og ikke at tvinge andre til tro.
Det er vigtigt, at kristne uanset politisk ståsted ikke lader sig kyse af Sørlanders krav om politisk korrekthed.
Vi er for det første i vores gode ret til at udtrykke vores holdninger. Er der behov for det, kan vi også begrunde holdninger i tro, fordi man bør være ærlig om sit udgangspunkt, og fordi den anden måske kan vise sig lydhør for det. Men andre har også deres frie ret til at trække på skuldrene af den religiøse begrundelse.
For det andet har kristen tænkning på mange måder noget værdifuldt at bibringe samfundsdebatten ikke mindst omtanken for alle mennesker i samfundet. Det er svært for en kristen ikke at bekymre sig for de mennesker, der må bære byrderne af en bestemt politik.
Kristian Larsen,
formand for Kristendemokraterne i Herlev,
Sennepshaven 26 st.th.,
Herlev