Der er flimmer i billedet, når tre kortfilm med et grundtvigsk udgangspunkt vil præsentere folkekirken for nydanskere. Selve projektet med en præsentation af folkekirken fortjener ros og opbakning, og der er meget godt at fortælle.
Men så må det også klart og troværdigt fremstilles, hvad kirkens tro er – og det må kirken stå ved og være bevidst om. Her synes filmene desværre at rumme en del flimmer, der forstyrrer billedet af kirkens bekendelse og af livet og troen i mange menigheder.
Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet, har forklaret, hvorfor filmene ikke inddrager repræsentanter fra andre dele af folkekirken: "Det har vi med vilje ikke gjort, for så ville vi aldrig blive enige om noget som helst," sagde hun i Kristeligt Dagblad.
Denne tankegang giver anledning til overvejelse og selvransagelse. Den harmonerer også dårligt med forståelsen i Den Augsburgske Bekendelse, der er et af folkekirkens bekendelsesskrifter. Her fremlægges den evangelisk-lutherske tro med ordene: "Vore menigheder lærer énstemmigt, at…". Det er altså luthersk tankegang, at den kristne tro kan beskrives med ord – og at det hører til kirkens væsen at holde fast ved denne tro.
Professor Regin Prenter har i en af sine bøger uddybet dette: "Hvis ikke det er muligt med bestemthed og klarhed at sige, hvad den kristne tro indeholder, da kan troen slet ikke være fælles for flere mennesker. Men er troen ikke fælles for alle kristne, er ingen af dem overhovedet kristen, men de er bare religiøse hver på sin facon, og hverken kirken eller kristendommen er da længer til."
Senere fortsættes der: "Hvis man overhovedet vil tale om kristendom, må man nemlig forudsætte, at den tro, der er kristendommens grundlag, er den samme, så længe der er kristendom til… Men er den kristne tro altid den samme, så længe der er kristendom til, må det også bestemt kunne siges, hvad den indeholder."
Mon ikke også det var omtrent sådan, Grundtvig selv tænkte? Med andre ord: En kirke, hvor vi "aldrig ville blive enige om noget som helst", er en selvmodsigelse.
Nydanskere har – præcis lige så meget som vi gamle danskere – brug for at høre, hvad klassisk kristen tro og etik var og fortsat er. Den formidlingsopgave er mindst lige så vigtig nu som før, og den kræver, at vi fordyber os i troen og holder fast ved den. Lad os hjælpe hinanden med dét.
Kristian S. Larsen er cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse.