Trolde-exit udviste taktfuldhed

Byrådet i vejen gjorde det helt rigtige, da de fjernede den omstridte trold. De viste nemlig taktfuldhed overfor medmennesket, skriver Harald Bertram, som ikke mener de kristne skal klandres for at være nærtagende

Sådan ser "Trold, der vejrer kristenblod" ud, som blev fjernet fra Vejen.
Sådan ser "Trold, der vejrer kristenblod" ud, som blev fjernet fra Vejen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

I KRISTELIGT DAGBLAD tirsdag den 3. maj skriver Thomas Bjerg Mikkelsen og Birgitte Stoklund Larsen, at religiøse mennesker skal lade være med at være nærtagende over for ting der krænker deres religiøse følelser.

LÆS OGSÅ:
Drop de sårede religiøse følelser

Det lyder let, men religiøse følelser er nu engang følelser, der ligger dybt i religiøse menneskers sind.

LÆS OGSÅ: Protester fra kristne får by til at fjerne trold fra udsmykning

I den forbindelse synes jeg, det er nok så vigtigt at fremhæve, hvor afgørende det er, at vi mennesker viser taktfuldhed over for vore medmennesker generelt.

Takt er jo evnen til at forudse, hvordan ens handling eller udtalelse vil virke på et andet menneske eller mennesker generelt. Hvis man får at vide, at en bekendt er blevet syg, er det taktløst at fortælle, at man kendte en, der døde sådan og sådan af netop den sygdom. Taktfuldhed er så vigtigt!

Det var ud over alle bredder taktløst, da Jyllands-Posten offentliggjorde Kurt Westergaards karikaturtegning af Muhammed. Ytringsfrihed, ja tak, men ytringsfrihed under ansvar. Også ansvaret for, at ytringen ikke er bevidst stødende. Og først og fremmest ikke stødende for andre menneskers religiøse følelser.

I Matthæsevangeliet kap. 22, 36-40 bliver Jesus spurgt: "Mester, hvad er det største bud i loven ?". Jesus svarer: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv'. På de to bud hviler hele loven og profeterne."

At være taktfuld over for andre mennesker er den mest elementære konsekvens af kærligheden til andre mennesker. Og der er tale om alle andre mennesker, kristne såvel som muslimer.

Om figuren "Trold, der vejrer kristenblod" virker stødende på kristne, kan vel være svært at forudse. Men der er åbenbart flere, der føler, at figuren er stødende, og jeg synes, det tjener byrådet i Vejen til ære, at de har valgt at undgå at støde nogen.

Harald Bertram,

Værebrovej 12.2.1,

Bagsværd