Prøv avisen

Tronfølgeloven. Stem nej - for Grundlovens skyld

Regeringen har fået den geniale idé, at der den 7. juni skal rettes op på danskernes meget beskedne interesse for at stemme ved valg til EU-Parlamentet. Naturligvis et prisværdigt mål i et demokratisk land, hvor deltagelsen i offentlige valg bør føles som en forpligtelse.

Jeg har da også tænkt mig at afgive stemme, som det er sket ved alle valg og folkeafstemninger, siden jeg i 1960 23 år gammel første gang havde valgret. Til gengæld agter jeg at stemme nej ved den folkeafstemning, der samme dag skal tage stilling til den kongelige arvefølge. Den folkeafstemning, som altså er regeringens forsøg på at kalde de mange EU-ligeglade vælgere til stemmeurnerne.

Selvfølgelig burde tronfølgeloven i det 21. århundrede give lige adgang til tronen for begge køn. I dag vil en yngre bror gå foran en ældre søster i arvefølgen. Det kan vælgerne ændre den 7. juni, hvis et flertal og mindst 40 procent af alle stemmeberettigede vælgere i landet stemmer for.

Når jeg alligevel vil stemme imod og opfordre andre til at gøre det samme, er det ikke, fordi jeg er mod ændringen. Men som arvefølgen er i dag, er der meget lange udsigter til, at en ændring af tronfølgeloven får konsekvenser.

I første generation er det kun kronprins Frederik, der er arveberettiget. Og med hans foreløbig to børn får lovændringen ikke aktuelle følger, da førstearvingen er hans ældste barn, prins Christian, hvis lillesøster er anden arving. Først derefter følger prins Joachim, der foreløbig har tre drenge som de første efter ham i arverækken.

Sidst arvefølgen ændredes - og prinsesse Margrethe blev tronfølger - var ved vedtagelsen af vor nuværende grundlov i 1953. Da blev netop denne ændring af arvefølgen den løftestang, der skulle sikre, at et flertal og mindst 45 procent af samtlige vælgere skulle stemme ja til en ny grundlov. Samtidig nedsattes kravet ved fremtidige ændringer af såvel grundlov som tronfølgelov til 40 procent af samtlige vælgeres ja.

I 1939 blev en ny grundlov forkastet, selvom et stort flertal af de afgivne stemmer var for. De rakte dog kun til 44,5 procent af samtlige vælgere. Og alle var klar over, at det i 1953 ville blive meget svært at nå de 45 procent. Men vælgernes ønske om, at prinsesse Margrethe - og ikke kong Frederiks bror, arveprins Knud - skulle arve tronen, blev udslaggivende. Dog kun med 45,8 procent ja.

1953-Grundloven er efterhånden et aldrende dokument. Den har haft længere levetid end nogen af sine forgængere siden Grundloven fra 1849. Meget er sket i de 56 år, der er gået. Danmarks medlemskab af EU er blot et enkelt eksempel på afgørende nye internationale forudsætninger, ligesom den historiske sprogbrug også i 1953 bevarede præget tilbage til den enevælde, som den første grundlov afskaffede. Det er stadig "kongen", der i Grundloven beslutter, selvom paragraf 14 i den nugældende grundlov ophæver dette ved at fastslå, at ingen lov har gyldighed uden en ansvarlig ministers underskrift ved siden af kongens (dronningens).

Men det er svært at ændre Grundloven. Selvom man i 1953 nedsatte flertalskravet fra 45 til 40 procent, er der næppe mange politikere, der ikke frygter, at en kommende grundlovsafstemning vil strande på, at ikke tilstrækkeligt mange vælgere møder frem og stemmer ja.

Derfor stemmer jeg nej til tronfølgeloven den 7. juni. Vi har ganske enkelt brug for det populære trækplaster, som fuld kønslig ligestilling i arvefølgen er, når politikerne om forhåbentlig ikke alt for mange år tager sig sammen til at igangsætte gennemførelsen af en ny grundlov. Og da problemstillingen i tronfølgeloven som ovenfor anført ikke er aktuel, er der intet sket ved at udskyde ændringerne her, til de kan være med til at bringe en ny grundlov sikkert gennem en folkeafstemning. Det er langt vigtigere, end om stemmeprocenten ved EU-valget den 7. juni bliver nogle procent større eller mindre.

Jens Ravn-Olesen er tidligere politisk redaktør på Kristeligt Dagblad