Poul Sebbelovs kronik i Kristeligt Dagblad den 16. juli kræver en replik fra katolsk side, da kronikken koncentrerer sig væsentligt om den ortodokse kirkes og den katolske kirkes forhold til hinanden.
Jeg vil begynde med at give Poul Sebbelov medhold i, at ægte økumeni ikke kun må påpege lighedspunkterne og de praktiske muligheder for fællesskab, men også det, der endnu adskiller de kristne trossamfund fra hinanden. Der er stadig vigtige dogmatiske spørgsmål, der adskiller de kristne.
Efter sin almeìX
ledning går kronikøren over til først og fremmest at nævne de væsentligste teologiske anker, som den ortodokse kirke fremfører mod den katolske kirke.
Poul Sebbelov nævner følgende »afgørende områder af den kristne tro« som trosadskillende: trosbekendelsens ordlyd, opfattelsen af den apostolske succession og den kirkelige autoritet. Kronikken bærer overskriften »Trosforskelle er virkelighed«, hvilket må forstås således, at det er på disse tre punkter, der hersker trosforskelle mellem de to kirker og for det første punkts vedkommende også i forhold til de reformatoriske kirker, fordi de har overtaget den katolske udgave af den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse.
Jeg ved udmærket godt, at Sebbelov udtrykker, hvad formodentlig et flertal af ortodokse teologer mener om disse spørgsmål, men jeg kan ikke lade være med at anføre en kendsgerning, et paradoks, som mange ortodokse, herunder Poul Sebbelov, enten er uvidende om eller ser bort fra, nemlig at den katolske kirke på ingen måde fra sin side ser afgørende og dybe trosforskelle på disse områder. For os er der ingen grundlæggende forskel på ortodoks og katolsk forståelse af Treenigheden, men nok forskellige måder at udtrykke troen på. Det samme gælder spørgsmålet om den apostolske succession. Spørgsmålet om pavembedet er måske den eneste virkelige knast.
Hvordan kan det da være, at vi tilsyneladende ser så forskelligt på, hvad der står os imellem? Svaret er formodentlig, at vores indfalds-vinkler er forskellige. Det er et paradoks, at ortodoks teologi uden større konflikter er blevet en bestanddel af katolsk teologi, fordi vi genkender vor egen tro i den ortodokse udgave og føler, at vi kan beriges af den, hvorimod det modsatte ikke er tilfældet. De græske kirkefædre har nøjagtig den samme status i den katolske kirke som de latinske. Men jeg vil vove den påstand, at ortodokse teologer i fortid og nutid aldrig har sat sig virkelig ind i den vestlige teologi, og at de f.eks. ikke studerer de latinske kirkefædre. Hvordan kan de da seriøst udtale sig om, hvad der er katolsk tro? Den ortodokse kirke og den katolske kirke vil aldrig komme ind i en ærlig økumenisk samtale, så længe ortodokse teologer ikke af ærlig interesse studerer katolsk teologi og respekterer den som udgangspunkt.
Poul Sebbelovs kronik illustrerer dette, idet han argumenterer mod det, som han mener er katolsk opfattelse. Hans omtale af det ømtålelige »filioque«-problem (Helligånden, som udgår fra Faderen og Sønnen) er et bevis på dette: Han taler om en »afpersonalisering af Hellig-ånden« i katolsk tro, at Helligånden gøres til en »slags kærlighedens energi«, om en tendens til »at udviske fader, søn og helligånd«, det kætteri, der kaldes modalisme. Ingen, der er fortrolig både med den katolske kirkes officielle lære ned gennem tiderne eller f.eks. mystikernes beskrivelser af gudsforholdet, kan genkende en sådan beskrivelse. Jeg benægter naturligvis ikke, at megen folkelig katolicisme kan finde problematiske udtryk, men ærlig talt, hvordan står det til med den jævne ortodokse mands trosforestillinger? Jeg ved lidt om det ud fra mit arbejde som præst, hvor jeg også møder en del almindelige ortodokse kristne fra Østeuropa og Mellemøsten. Uvidenheden kan være enorm. Det ved Poul Sebbelov sikkert godt.
På samme måde fremstiller kronikken den katolske opfattelse af paveembedet og den apostolske succession, så en katolsk teolog må ryste på hovedet. F.eks. når Poul Sebbelov trækker en linje fra problemet »filioque« (Helligånden udgår fra Sønnen) til paven som Kristi stedfortræder og konkluderer, »at paven i Rom skulle være den jordiske forvalter af Helligåndens upersonlige virke«. Har Poul Sebbelov grundigt læst anden Vatikankoncils tekst om kirken? Mon det virkelig er katolsk opfattelse, at nogen »kan ændre kirkens lære efter forgodtbefindende under påberåbelse af den apostolske succession«? Jeg har aldrig hørt om det eller stødt på det under mine teologiske studier. Det er ganske enkelt en karikatur.
Jeg kan ikke lade være med at citere blot et af flere eksempler fra de græske kirkefædre, nemlig en tekst af Kyrillos, den store kirkefader på det økumeniske koncil i Efesus i 431: »Da nu Helligånden, som er udgydt i os, ligedanner os med Gud og går frem (preisi) både af Faderen og Sønnen, er det klart, at han er af guddommeligt væsen«. I øvrigt blev trosbekendelsen fra Konstantinopel slet ikke kendt af de øvrige kirker før koncilet i Chalkedon i 451.
Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at indgå i en frugtbar og ærlig samtale om vor tros mysterier. Men erfaringen lærer os, at vi må gøre vores samtalegrundlag og metode klar, for om muligt at gøre ægte fremskridt i forståelsen af vor fælles kristne tro. At arbejde på en sådan fælles forståelse er den økumeniske teologis formål. I en sådan proces må Helligånden, sandhedens ånd, have en afgørende rolle, for det er jo ham, der med Jesu ord skal føre os ind i hele sandheden (Joh. 16.13).
Lars Messerschmidt, katolsk præst,
Bredgade 67, 2.tv.,
København K