Prøv avisen

Trosspørgsmål er igen centrale i europæisk politik

Religion spiller en rolle i politikken hos blandt andre den tyske kansler, Angela Merkel, den franske præsident, Nicolas Sarkozy og den italienske ministerpræsident Silvio Berlusconi, fremhæver forskeren Jan-Werner Müller fra Princeton Universitet i USA. - Foto: JASON REED Denmark

Flere europæiske højrefløjspartier er begyndt at påberåbe sig religion - blandt andet som forsøg på at fremmane et blidere og og mere socialt bevidst image

Det er en gammelkendt kontrast: USA er religiøst, Europa er sekulært. Men på nogle punkter er denne klichélignende modsætning på det seneste blevet vendt om: Religion spillede stort set ingen rolle under det amerikanske præsidentvalg, hvorimod der er opstået store kontroverser om religion i forskellige europæiske lande, hvilket tyder på, at trosspørgsmål atter er centrale i europæisk politik.

Tag nu den franske præsident, Nicolas Sarkozy. Han har ved flere lejligheder anført, at hans land bør tage den traditionelle, skarpe adskillelse mellem stat og kirke, kaldet laïcité, op til genovervejelse. Ifølge den to gange skilte og erklærede "kulturelle katolik" burde Frankrig mere specifikt udvikle en "positiv sekularisme". I modsætning til laïcité negative, der ifølge Sarkozy "udelukker og fordømmer", opfordrer laïcité positive til "dialog" og anerkender de sociale fordele ved religion.

I en meget kritiseret tale i Rom i slutningen af 2007 anerkendte Sarkozy Frankrigs kristne rødder og kaldte landet "Kirkens ældste datter". Han hyldede også islam under et besøg i Saudi-Arabien. Nu vil han indføre statstilskud til trosbaserede organisationer - et forslag, der ryster hans mange sekulære kritikere.

Denne nye tiltrækning til religionen - efter en lang periode, hvor man tog det for givet, at sekulariseringen ville gøre religion mere og mere politisk irrelevant - er ikke udelukkende et fransk fænomen. Det spanske Partido Popular forsøgte indtrængende at mobilisere katolikkerne i løbet af valgkampen i marts 2008. Kirken støttede Partido Popular mod premierminister José Luis Rodríguez Zapatero, der går ind for homoseksuelle ægteskaber, lempede skilsmisseregler og ophævelsen af tvungen religionsundervisning i skolerne, hvilket gjorde mange religiøst konservative bestyrtede. Zapatero så sig til sidst nødsaget til at meddele en udsending fra Vatikanet, at de spanske biskopper skulle holde op med at blande sig i valget (som han vandt).

I Italien fremprovokerede premierminister Silvio Berlusconi en forfatningsmæssig krise ved at forsøge at haste et lovforslag igennem for at forhindre, at der blev slukket for en komapatients respirator. Det mindede mange observatører om det, som USA's republikanske parti forsøgte at gøre for at demonstrere partiets abortmodstand, da George W. Bush var præsident.

Endelig er der Storbritannien, der som regel betragtes som det måske mest sekulære land i Vesteuropa, og som følgelig er den mindst sandsynlige kandidat, når det gælder tilbagevenden af religion af nogen slags (uden for det muslimske samfund). Under David Camerons ledelse lytter det genopblomstrede konservative parti til en række tænkere, kaldet "røde konservative", der opfordrer partiet til at vende Thatcherismen ryggen og anvende et borgerligt samfund, lokalsamfund, familien og ikke mindst religionen som hovedkræfter i et forsøg på at fremme ansvarlig social adfærd.

Der er kort sagt et mønster. Men pointen er ikke, at enkeltpersoner i forskellige europæiske lande bliver mere religiøse - det er der ikke meget belæg for. Globalt set er der måske grund til at tale om noget, som sociologer beskriver som fremkomsten af "post-sekulære samfund", men Europa er stadig en undtagelse. Det, der virkelig kan forklare disse nye offentlige kontroverser omkring religion er noget andet, noget politisk: det dilemma, som de europæiske højrefløjs- og centrum-højre-partier befinder sig i.

Mange af disse partier plejede at tale for markedsradikalisering eller i det mindste en god dosis økonomisk liberalisering. Det er ikke kun efter finanskrisen, at de er begyndt at trække i land på disse synspunkter og har forsøgt at fremmane et blidere og mere socialt bevidst image.

Men i jagten på det, Cameron har kaldt en ny "stil, følelse og identitet" har disse partier gået balancegang: På den ene side har de forsøgt at fremstå mere moderne - for eksempel ved at udnævne et stadig større antal kvinder og etniske minoriteter til kabinetsposter. På den anden side har de udråbt sig selv til svorne fjender af venstrefløjens angivelige moralske relativisme - et image, som selvfølgelig fremmes af tilflugten til religion.

Der er faktisk nogle intellektuelle tæt på højrefløjen, som længe har talt for en mere åben indstilling til Europas muslimske immigranter og deres efterkommere. Der, hvor muslimske traditionalister kan stemme, siger man, vil de hellere stemme på et konservativt parti, selvom det har katolske rødder, end på et sekulært venstrefløjsparti, som de opfatter som fortalere for en slap moral.

Dermed ikke være sagt, at al påberåbelse af religion bare er kynisk valgtaktik. Især over for finanskrisen er religion blevet fremhævet som en kilde til det, som Sarkozy og Tysklands kansler Angela Merkel har kaldt projektet med at "gøre kapitalismen mere moralsk".

Det er ikke nogen vanvittig idé. Der er en lang og hæderkronet tradition for social katolsk tankegang. Men hvis denne tradition skulle tages alvorligt, skulle kapitalismen ændres langt mere end selv erklærede kristendemokrater er rede til at overveje, blandt andet med en meget større fordeling af ejendomsret og mekanismer, der lader arbejdere tage del i ledelsen. De "røde konservatives" teorier bevæger sig nok et stykke i den retning, men tiden vil vise, om de nogensinde vil blive ført ud i livet.

For øjeblikket er det europæiske højrefløjspartier, der er fristet til at skabe sig en "ny stil" ved en selektiv påberåbelse af religion - og så vente og se, om det virker som en valgstrategi. Men de skal bare lige huske, at hvis man starter en Kulturkampf, så leger man med ilden: Man kan nok udnytte religiøs lidenskab et stykke tid, men den slags lidenskab lader sig ikke permanent styre oppefra.

Jan-Werner Müller er docent i politologi ved Princeton Universitet og fellow i Det Åbne Samfund ved Det Centraleuropæiske Universitet i Budapest

(C) Project Syndicate 2009

Oversat af Nanna Vesterdorf