I 1987 blev jeg ansat på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet for at ”redde” de fag, der var ved at blive aflivet af regeringen, måske fordi de var lidt svage i koderne.
Idéen om via information at nå beslutningstagerne var professor Hans Hertels og fakultetets dekan, Jørgen Strange Jensens. Det blev min opgave at skabe denne information sammen med Hans Hertel og de berørte institutter ved at sætte spot på dem for menigmand og vise, hvor væsentlige de var.
Men information er, som vi jo i den grad ved i dag, intet værd uden kommunikation. Først og fremmest formidlede jeg derfor kontakt mellem fagenes forskere og pressen, som indtil da havde en opfattelse af hinanden som fjender. Lidt efter lidt opdagede begge parter, at de tværtimod var hinandens ressourcer - en viden, som man har bragt med sig og lever godt af i dag mange steder.
Dernæst lancerede vi de meget succesfulde ”På vej hjem-forelæsninger” klokken 16.30 om mandagen i universitetets hovedbygning. Det, der forelæstes over, var alle de truede og lidt nørdede fag - men på en meget populær måde. Forskere, der normalt ikke samarbejdede med nogen på deres eget eller andres institutter, blev på denne måde tvunget dertil. Samtidig blev de nødt til at finde ud af, hvorfor netop deres forskningsområde var relevant, og dernæst at fremstille emnet så populært, at de kunne sælge varen
Måske var det en mulighed også i dag for de trængte fag: via offentlige populærforedrag at vise deres relevans! Internt forsøgte jeg at få KUA's institutter og personale til at mødes og lære hinanden at kende ved at foranstalte havevandringer i den store labyrintiske bygning (der var syv haver, og man kendte maksimalt den, der var nærmest på en selv og så kantinens), oprette en kunstforening og holde masser af ferniseringer med retsina og sorte oliven.
Så lærte man hinanden at kende ved at have noget fælles tredje at tale om og kunne således langsomt nærme sig hinandens faglige identitet og forskningsområder. Jeg tror faktisk, at man i den periode fik respekt og viden om hinandens fag og personlighed i stedet for at frygte hinandens konkurrence.
Endvidere prøvede vi at holde mere orden på gangarealerne og fik opsat store opslagstavler, hvor alle presseklip om os selv blev slået op. Herudover fik alle tilbud om visitkort med Det Humanistiske Fakultets segl. Og naturligvis blev det pålagt forskerne, når det var muligt, at nævne det universitet og det fakultet, de kom fra.
Jeg bilder mig ind, at da jeg forlod fakultetet i 1989, var der kommet en corporate spirit, og man var stolt over at være der, hvor man var. Og sikkert er det, at dengang red vi stormen af: Intet fag blev nedlagt, og ingen forsker fyret.
I slutfirserne var ”thatcherismen” florissant. Jeg rejste rundt i England for at finde ud af, hvordan man tacklede de store nedskæringer på universiteterne der. Noget, jeg tog med mig fra mine besøg, var, at medarbejderne på nogle universiteter havde accepteret at gå ned i løn for at undgå fyring af kolleger. Corporate spirit til efterfølgelse?
Men under alle omstændigheder gælder det for de truede ”småfag” at finde ud af med sig selv, hvorfor de er væsentlige i vores samfund (som professor Sten Ebbesen og professor emeritus Brian Patrick McGuire påviser i Kristeligt Dagblad henholdsvis den 16. og den 20. januar) - og så gå ud i alverden med dette budskab i stedet for at bure sig fornærmet inde.
Anne-Mette Gravgaard er kunsthistoriker og sognepræst på Østerbro i København