MAN MÅ INDRØMME, at Donald Trump gør præcis, hvad han blev valgt til at gøre.
Han blev ikke valgt til at være en lovgivende præsident. Under sin valgkampagne viste han aldrig nogen egentlig interesse for politik. Han blev valgt til at være en kulturel præsident. Han blev valgt til at tilintetgøre den dominerende amerikanske kultur og give dem, der i den kultur følte sig stemmeløse, en stemme. Det er, hvad han gør hver eneste dag.
Det, der bekymrer mig, er, at de, der er målet for hans overgreb, virker, som om de ikke har nogen anelse om, hvad der foregår. Når de føler sig mest retfærdige, ligesom i sidste weekend, står de faktisk selv som taberne og befinder sig i størst fare.
Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener, der er i gang med at ske:
Efter Anden Verdenskrig indtog det protestantiske samfundssystem den mest magtfulde position i amerikansk kultur og politik. Det samfundssystem slog med tiden fejl. Det tolererede raceadskillelse og sexisme, førte USA i krig i Vietnam og blev lammende.
Så i slutningen af 1960’erne kom en gruppe af provokatører som Abbie Hoffman, Jerry Rubin og resten af modkulturen på banen for at vende bunden i vejret på det protestantiske samfundssystem. Folk som Hoffman var nogle klovner, men også mestre i politisk teater.
De fik aldrig flertallets støtte til deres narrestreger, men det behøvede de heller ikke. Alt, hvad de skulle gøre, var at provokere, fornærme de kortklippede menneskemængder, skabe forargelse og starte en cyklus, der rev den kulturelle konsensus fra hinanden.
SLUTNINGEN AF 1960’ERNE var en tid præget af store kulturelle konflikter, der efterlod en masse vraggods i sit kølvand. Men til sidst blev der oprettet et nyt samfundssystem, som vi vil kalde det meritokratiske samfundssystem.
De ledende kræfter bag dette system var en tam arvtager til Hoffman og Rubins. De var veluddannede. De hvæssede deres moralske tænder på borgerrettigheder og feministiske bevægelser. De omfavnede økonomisk, social og moralsk individualisme. De kom til at dominere det amerikanske samfunds institutioner på både højre- og venstrefløjen.
Hillary Clinton er en del af dette mere veluddannede slæng. Det gælder også dele af det konservative samfundssystem. Hvis du læser New York Times, er du det sandsynligvis også, ligesom jeg er.
Dette samfundssystem har også haft sine fiaskoer. Man skabte en økonomi, der kun gavnede én selv og holdt alle andre ude. Man førte USA ind i krigen i Irak og sendte arbejderklassen ud for at udkæmpe den. Man udviklede sit eget mærke af kulturelt snobberi. Medier, film og musikindustrier i dette samfundssystem får medlemmerne af arbejderklassen til at føle sig usynlige og nedgjorte.
Så i 2016 valgte medlemmerne af den oprørte arbejderklasse deres egen Abbie Hoffman til præsident. Trump er ikke god til mange ting, men han er skrækkeligt god til at stikke en tommelfinger i øjet på de veluddannede eliter. Han behøver hverken at opbygge en ny kultur eller at tiltrække flertallet. Han skal bare rive det gamle ned.
Og det er præcis, hvad han gør. Donald Trump kom ind i en opsplittende kultur, og han er i gang med at rive hver eneste revne yderligere fra hinanden. Han har næse for at finde hvert eneste sår på politikkens krop, og dag efter dag stikker han en rødglødende ildrager i et eller andet sår og river op i det igen.
Dag for dag er Trump ved at gøre os til en nation bestående af forskellige planeter. Hver planet føler sig mere retfærdig og bliver mere isoleret fra og fornærmet over de andre planeter.
Medlemmerne af den veluddannede klasse oplevede weekendens NFL-skænderi som en kamp om racisme. De følte sig mobiliserede og forenede i denne kamp og fulde af retfærdig energi. Medlemmer af arbejderklassen så skænderiet som en kamp om amerikansk identitet. De så Pittsburgh Steelers træner, Mike Tomlin, forsøge at fraråde krigsveteranen Alejandro Villanueva, der har tre krige bag sig, fra at hylde det flag, som han satte livet på spil for. Medlemmer af denne klasse følte sig også mobiliserede, forenede og fulde af retfærdig energi.
JEG VED IKKE, hvilken planet der er størst, eller hvilken en der ville vinde et valg, men det er ærligt talt ligegyldigt. Det, der betyder noget, er, at Trump er i færd med at tilintetgøre kulturen og sætte en stopper for det meritokratiske samfundssystems dominans.
Han går konstant efter racemæssige forhold, til dels fordi han er snæversynet, men også til dels fordi multikulturalisme er den veluddannede klasses teologi, og det er det punkt, som han mest effektivt kan bruge til at isolere den veluddannede klasse fra alle andre.
Han er så ødelæggende, fordi hans fjender hjælper ham. Han kører aggressionerne op. Og hans fjender kører dem højere op for at bevare deres egen værdighed.
Men den efterfølgende kulturelle vold tjener kun Trumps destruktive mål på længere sigt. USA oplever næsten lige så mange kulturelle konflikter, som landet gjorde i slutningen af 1960’erne.
Det er meget muligt, at fire år med denne Trump faktisk vil have ødelagt den fremherskende kultur. Tiden med det meritokratiske samfundssystems suverænitet vil være slut, ligesom det protestantiske samfundssystems er det nu.
Selvfølgelig er Donald Trump en klovn. Klovneri er hans mest effektive våben. På grund af ham vil der skulle opbygges en ny kultur, der vil blive forkyndt nye værdier, og der vil skulle væves en ny samfundsstruktur – en, der bringer de forskellige planeter tilbage i forbindelse med hinanden.
Det vil komme til at tage de næste 20 år.
David Brooks er fast kommentator i The New York Times.
© 2017 New York Times News Service.
Oversat af Translated By Us.