Prøv avisen
Refleksion

Kjeld Holm: ”Trump-sygen” har også bredt sig til os

Illustration: Søren Mosdal

Aldrig tidligere i den nyere historie har der været mindre respekt for adskillelsen af den lovgivende, udøvende og dømmende magt, skriver tidligere biskop Kjeld Holm

Som det er bekendt, blev integrationsminister Inger Støjberg (V) forarget, da man ved en udstilling om blasfemisk kunst i Viborg ikke ville vise den nu så berømte Muhammed-tegning med bomben i turbanen. Så hun skyndte sig ”at offentliggøre” den fra sin iPad og fremhævede, at den rettelig burde være med i udstillingen, fordi den illustrerede, hvad det var for ”værdier”, det danske samfund bygger på – ytringsfriheden før alt andet, som vore forfædre har tilkæmpet sig.

Det er jo rigtigt nok, og ingen mig bekendt vil være uenig med hende i, at ytringsfriheden er et umisteligt gode, som det altid er værd at kæmpe for. Men det er, som om den er identisk med selve grundlaget for et godt samfund.

Nu er ytringsfriheden af forholdsvis nyere dato – målt i historiens lange forløb. Den bliver først et af grundlagene for det danske samfund med Grundloven af 1849, og da mere som ideal end som realitet. Så når vi nu i en uendelighed taler om vore ”værdier”, er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at der er et samfundsgrundlag, som går en del længere tilbage.

Jeg ved naturligvis ikke, hvor historiekyndig integrationsministeren er, men det virker ikke, som om hun er ret optaget af det værdigrundlag, der kan betegnes som ”retssynet”. Noget tyder på, at hun i sin forvaltning ikke har været særlig fokuseret på det, ej heller når hun i sin instruks til sit embedsværk om indvandreres ægteskabsforhold foretog nogle subtile distinktioner mellem instruks og pressemeddelelse. Eller bevidst fejlinformerede Folketinget.

Der er ellers årsag nok til i den evindelige værdidebat at besinde sig på historien og ikke mindst tænkere, der har formået at udlede, hvad det virkelig kommer an på, når man taler om, hvad det er for et grundlag, det danske samfund ideelt bygger på.

I 1950 udgav forfatteren Martin A. Hansen bogen ”Leviathan”, der byggede på såvel hans umådelige historiske indsigt som hans erfaringer fra besættelsestid, kold krig og totalitære ideologier som kommunisme og nazisme.

Martin A. Hansen var optaget af, om der også i en samfundstænkning var andre veje end blind udviklingsoptimisme og ideologisk snæversyn.

Han fandt det i det, han netop kaldte ”retssynet”. Han tog sit udgangspunkt i efterkrigsverdenens kamp for og håb om frihed, men understregede så, at frihedssynet var afledt af det langt ældre retssyn.

Og så føjede han til, at problemet med frihedssynet er, at det kan tolkes og omtolkes, så det så at sige kan indpasses i en hvilken som helst ideologi. Retsbegrebet derimod kan ikke bøjes. ”Det er i evig konflikt med al absolutisme og formynderånd, det er syn, hvor blikket er rettet mod den enkeltes ret og værd,” skrev Martin A. Hansen.

I et efterord ved bogens genudgivelse i 1970 skrev Ole Wivel, at det var muligt, at digterens historiesyn ikke var så aktuelt længere, men ”fremhævelsen af retssynet er næppe mindre magtpåliggende i dag end umiddelbart efter Anden Verdenskrig, så sandt som det kompromitteres og voldeligt undertrykkes”.

Det sker ikke i Danmark – eller det sker mere i det skjulte, men det er alvorligt nok. Når den politiske verden bestandig er optaget af straf og sanktioner og gerne skærper både retorik og lovgivning. Vi er ankommet til Forbudsdanmark.

Og ikke nok med det. Det hænder ikke så sjældent, at politikere kommenterer konkrete domfældelser eller direkte kritiserer dem. Aldrig tidligere i den nyere historie har der været mindre respekt for adskillelsen af den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Hyldesten af denne demokratiets grundpille er åbenbart forbeholdt grundlovstaler. Og jeg ved godt, at det er meget værre i Polen, Ungarn og Rusland. Men det er en fattig trøst!

En udløber af dette truende tab af et retssyn oplever vi i den større og større mistillid eller ligefrem foragt for de internationale konventioner, som Danmark har underskrevet. ”Trump-sygen” har også bredt sig til os.

I 1948 skrev K. Olesen Larsen om retsproblemet, at vi alle er medansvarlige for retten, ”og det ganske uden hensyn til, om vi har været med til at bestemme den eller ikke, om vi billiger den gældende ret eller ikke. I retten udtrykker vi vort ansvar eller ansvarsløshed for vore medmennesker”.

Det er en lidt anden overvejelse end forbud mod en bestemt beklædning. Det er retten som alvor og ikke pjattet symbolpolitik. Jeg ved ikke, om man stadig kan købe ”Leviathan”, men jeg går da ud fra, at den findes i Folketingets bibliotek. Og den kan sikkert også lånes – og læses!

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.