EN JÆVN KØNSFORDELING er et gode for enhver erhvervsgruppe, men når man ulideligt skal høre, at et øget antal kvindelige præster truer balancen i folkekirken, er det udtryk for manglende proportionssans. Det samme siges ikke om kvinders indtog på domstolenes og sygehusenes chefgange.
Folkekirkens problem består snarere i at tiltrække tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt dygtige kvinder og mænd til at varetage præstegerningen. Alligevel fremstår køn igen som altoverskyggende problem.
Det seneste eksempel stod at læse i Kristeligt Dagblad i to artikler den 31. januar. Man spørger en rektor for et af landets pastoralseminarier og en biskop eller to om det øgede antal kvindelige præster, og de giver rask væk deres besyv med.
De er bekymrede for udviklingen, forstår man. Der bliver færre mandlige præster, mens kvinderne troner frem på landets prædikestole. Som om det ikke skulle være nok. Med kvinderne kommer en anderledes form for teologi, for kvinder er bløde og står for omsorgsfulde værdier. Ja, rektor for pastoralseminariet i Aarhus, Henning Thomsen, ved at fortælle, at med det øgede antal kvinder følger også nære værdier i præsteembedet. Derfor ser vi fremvæksten af fænomener som pilgrimsvandring og sjælesorg.
I redelighedens navn føjer rektor til, at udviklingen på ingen måde indebærer, at ?kvinderne på andre områder ikke er lige så gode som mændene". Så er den hellige grav velforvaret. Ingen kønsdiskrimination eller hvad?
BISKOP KJELD HOLM er heller ikke så bekymret, at det gør noget. Han opfatter ikke udviklingen som et stort problem, men ser på den anden side gerne en passende balance mellem kvinder og mænd i præstestillingerne. Kvindernes force er ifølge biskoppen, at de lægger vægt på børnearbejde og familiegudstjenester, ligesom de kvindelige præster ofte udviser stort engagement i sjælesorg. Så ved vi det.
Debatten er pudsig, når man betænker, at i den knap 1900 år lange periode, hvor kvinder var afskåret fra muligheden for at blive præster i kirken, var der så godt som ingen, der diskuterede det problematiske i den kirkelige paternalisering. Ingen problematisering af kønsbalance. Ingen anfægtelse af de hårde værdier, som de mandlige præster efter sigende inkarnerer.
Måske skulle man tage ved lære af det og bringe denne frugtesløse og fagligt dårligt funderede debat til ophør. Det ville være rart at vide, hvor meget der bunder i lommefilosofiske overvejelser om forholdet mellem kønnene, og hvor meget der har hold i virkeligheden. Os forekommer det, at diskussionen snarere end at spejle substantiel viden om køn og teologi reflekterer kønsessentialistiske fordomme. En debat båret af intuitive fornemmelser.
Problemstillingens væsentlighed taget i betragtning synes vi måske også, der var andre og vigtigere ting at drøfte i folkekirke og teologi som for eksempel kommende præsters faglighed. Vi har belært af erfaringer fra teologiuddannelse, efteruddannelse og kirkebænke ikke kunnet konstatere nogen synderlig forskel i kunnen eller måde at forvalte præsteembede på mellem kvinder og mænd.
Derfor er det mere relevant at diskutere, om man på landets teologiuddannelser optager de rigtige studerende, og om man er i stand til at give dem en tidssvarende uddannelse, så de efterfølgende formår at røgte et præsteembede i folkekirken til glæde for deres menigheder og dem selv. Her tæller det ikke, om man er mand eller kvinde; men faglighed og teologisk tyngde betyder alt.
Kirstine Helboe Johansen er adjunkt ved Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi. Anders Klostergaard Petersen er lektor ved Religionsvidenskab, begge Aarhus Universitet