Det tidligere folketingsmedlem Søren Krarup (DF) anfægter den 26. april, at jeg i Weekendavisen for nylig skrev, at Lars Hedegaard har mistet troværdigheden på grund af måden, han har ført sin retssag på.
LÆS OGSÅ: Sandheden om Lars Hedegaard er stadig ilde hørt
Allerførst: Mit indlæg blev bragt den 20. april og ikke den 18. april, som Krarup skriver. Det er ikke uvæsentligt. For den 20. april blev retssagen afgjort, og jeg har helt bevidst ikke villet skrive om retssagen, mens den stod på. Jeg har ikke ønsket at skade Hedegaards sag. Som jeg skriver, finder jeg det absurd, at han blev slæbt i retten, og jeg vil meget gerne have paragraf 266b (populært kaldet racisme-paragraffen, red.) fjernet.
Ej heller har jeg i det ene medie efter det andet talt om Hedegaards tabte tro-værdighed. Ej heller har jeg et giftigt had til Lars Hedegaard kogende i mig. Hvor har Krarup det fra? I mit indlæg omtaler jeg Hede-gaard som en mand, jeg har haft umådelig stor respekt for. Ellers havde jeg næppe arbejdet sammen med ham i ni år.
Jeg er meget glad for de bøger og artikler, vi fik skre-vet sammen. Men jeg voksede fra Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet. Jeg synes, organisationen lider af en mangel på selvkritik og en for uforsonlig indstilling over for dem, der ikke lige tænker som en selv.
Det bør man kunne skrive i en avis, uden at det bliver taget personligt eller opfattet som en vendetta. Ligesom det burde være helt legitimt at udtale, at man ikke bryder sig om den måde, ens gamle samarbejdspartner har ført sin retssag på.
Mest vigtigt er det dog, at Hedegaard-sagen er endt på lykkeligste vis. Hedegaard er blevet frikendt i en sag, som han aldrig burde være anklaget i. Journalisten Asger Trier Engberg, der interviewede Hedegaard til den famøse video, har fået lidt oprejsning gennem mit indlæg efter at være udlagt som illoyal og som hovedskurk i sagen, og som en mand, der ikke er til at stole på, med Krarups ord.
Loyalitet er for noble mennesker, mens blind loyalitet er for usikre mennesker. Når Krarup er færdig med at svovle, synes jeg, han skulle rette blikket indad og overveje, i hvilken gruppe, han selv hører hjemme.