Lyden er metallisk urban som et metrotog, der rammer en klam og kold Kensington High Street Station.
Synet er den gamle verdens metropoler, der vælter, flyder af sted i grå masser. Korte glimt af civilisationens monumentale tårne i Athen, Jerusalem, Wien, London og Alexandria, der alle styrter sammen i et sammensurium af uvirkelige blinkende scener.
Ødelagte ligger de i det døde land, hvor falske forhåbninger spirer i den onde april sammen aromatiske hyacinterne. En pige, der rejser sig fra sit beskidte leje på en divan, hvor hendes akneplagede elsker ligger ligegyldigt tilbage, imens hun sætter endnu en jazzplade på og kører hånden gennem sit fedtede hår, som om intet er sket.
På en trist pub i arbejderkvartererne i East End sidder en anden kvinde og taler om ægteskab med en tilfældig. Da de rejser sig fra bordet, glider hun sælsomt ind i Shakespeares tragiske heltinde Ophelia, hvis skæbne bliver sindssyge, der fører til, at hun drukner sig i afmagt.
Dét er et smugkig ud over T.S. Eliots (1888-1965) dystre ødemark, som den er beskrevet i hans epokegørende digt "The Waste Land", der i disse dage udkom i bogform for præcis 100 år siden. Vejen ind i den litterære ødemark finder man i epigrafen, der er et citat fra den romerske forfatter Petronius' satiriske og dekadente værk "Satyricon".
Her berettes der om den mytologiske spåkvinde sibyllen Cumea. Hendes skæbne var et liv på længde med kornene i en håndfuld sand. Et nærmest uendeligt liv, men uden evig ungdom, med aldring og smerte ud over det menneskelige. Da hun bliver spurgt af en flok drenge, der passerer hende, hvad hun ønsker sig, svarer hun: ”Jeg vil dø.” De ord indleder Eliots digt.
Med det dystre svar og sin frygtelige skæbne inkarnerer sibyllen Cumea alle de metaforiske fanger, som det vrimler med i digtets uvirkelige og skræmmende ødemark – vejen ud er døden.
Så desillusioneret, fortvivlet og dyster anskues verden i "The Waste Land". Et værk, som i en kakofoni af rå sætninger ætsede sig fast i mellemkrigstidens unge, alle dem, der levede med erfaringen af den bestialske, uhyggelige stålstorm af en krigsmaskine, som man for tiden kan se udfoldet i filmatiseringen af krigsklassikeren "Intet nyt fra vestfronten".
Denne sofistikerede og dunkle beskrivelse af de fremmedgjorte mennesker i verdens ødemark efter krigen var med til at forme og ændre det poetiske sprog for altid. Eliot lod hverdagens jazzplader, dobbeltdækkerstøj, højlydte værtshussamtaler, pendlernes ensformige nomadeliv og den ringe dåsemad blande sig med bevingede ord fra den klassiske litteratur og mytologien. Læseoplevelsen er enkelt fortalt, kompakt og vild. Digtet betragtes af samme grund som et af de absolut mest skelsættende i det 20. århundrede.
Af samme årsag bliver bogen omtalt og hyldet i aviser i hele verden i disse måneder 100 år efter de første udgivelser. Digtet udkom første gang i England i oktober i Eliots eget litterære tidsskrift, The Criterion, og i Eliots fødeland, Amerika, i magasinet The Dial i midten af november, og endelig udkom det i begyndelsen af december som en egentlig bog i New York. Samme efterår indbragte digtet mere, end Eliot tjente med sin gage som bankfunktionær i Lloyds Bank London.
Værkets omklamrende uhygge og beskrivelsen af verden mellem krigene som en uendelig stor ødemark sammenlignes i den forbindelse i toneangivende dagblade, tidsskrifter og radiostationer med vores samtid i 2022.
Den sammenligning bærer et gran af sandhed. For med den stigende inflation, krig i Europa, stigende fattigdom, forsyningsproblemer, kølvandsbølgen af problemer efter covid-19, frygten for klimaets og miljøets tilstand, aktivister, der som dilettantiske ikonoklaster smadrer kulturarv, den stigende mistillid til politikere, ideologisk og religiøs fanatisme og meget andet, så kan man godt drage visse paralleller til Eliots samtid.
Sammenligningen er dog på visse punkter upræcis og for nem. Man mister to væsentlige facetter i og med værket ved at reducere det til noget, vi kan kende fra i dag.
Den første er, som allerede omtalt, at vejen ud af ødemarken går gennem døden – det er Eliots tanke med Cumea. Dermed påpeger Eliot noget uigennemtrængeligt mørkt – at døden er mere ønskværdig end London i den gryende ”jazz age”. Det er ikke mit indtryk, at de problemer, man peger på som lignende problemer i 2022, resulterer i den følelse, overordnet set. Tiden peger tværtimod i en anden retning i dag.
Klimaforkæmpere kæmper i troen på, at de kan redde Jorden, så menneskeheden ikke dør – bogstaveligt talt for at undgå de apokalyptiske scenarier, der ville resultere i en faktisk ødemark her.
Covid-19-håndteringen handlede om at redde flest mulige liv, koste hvad det ville. De økonomiske problemer forsøger man at løse på skånsom manér, så man kan skabe et nogenlunde værdigt liv for alle. Interessen og medlidenheden for den rædselsfulde krig i Ukraine og de mange menneskeliv, som den dagligt er med til at smadre, handler også om at forsøge at stoppe invasion, krig og ødelæggelse. Alt dette er udtryk for en kæmpende ånd.
Som folk er flest, så sidder de ikke tilbage som sibyllen Cumea og ønsker døden. Hvorfor? Fordi vi befinder os ikke efter Første Verdenskrig eller noget, der ligner.
Vor tids problemer kræver handlekraft, kampånd, mod og håb. Ikke tristesse, weltschmerz og kollektiv trang til at dyrke døden, for den har vi ikke haft inde på livet i samme grad som mellemkrigstidens generation. Måske kan vores tid give os følelsen af mismod. Men overordnet set handler vor tids formative narrativer om at bekæmpe mismod.
Akkurat det spirende håb, kampen mod mismodet, er svært at finde i Eliots 100 år gamle ødemark. Men det er ikke svært at finde en lille bevarende flamme, der brænder i en hel generation netop nu. For ønsket om at opretholde er en tanke, der sætter sig igennem fra den yderste højrefløjs håb om at bevare noget nationalt særegent, til de klimaaktivister, der ønsker at bevare naturen.
Det andet, man glemmer med sammenligningen, er, at hele værket er ombygget som en art mosaik over fragmenter fra den klassisk litteratur. Fortællingerne fra den gamle verden, poesien og de markante hovedværker i litteraturen stod for Eliot som varder i mismodens ødemark – de berettede om den verden, der engang lå der, hvor han sad og skrev.
Tom Kristensen pegede på, at Eliots forhold til den klassiske litteratur var som andres forhold til kongedømmet eller kirken. Lede ved samtiden bankede ham ind i den klassiske litteratur. Derfor er digtet opbygget over den arthurianske forestilling om den hellige gral, der skal sørge for, at landet ikke bliver goldt.
Eliots tilbagevenden til traditionen som holdepunkt for ham blev første skridt ud af ødemarken. Han erfarede i årene efter udgivelsen af "The Waste Land", at døden ikke var den eneste vej ud af det golde land.
Det fandt han i kirken og kristendommen i løbet af fem år, da han i 1927 omvendte sig til den anglikanske kirke og blev britisk statsborger. Man kan sige, at ødemarkens mørke nærmest var en forudsætning for hans tro. Eliots vej ud af ødemarken kom gennem troen på, at Jesus Kristus var død for ham. Digtet er ikke kristent, men dets afgrund dannede grundlaget for hans senere konversion. Et perspektiv, som måske også kan spejles til i dag, men som negligeres ved at fokusere på bogens mismod alene.
På den måde er "The Waste Land" med sine 100 år naturligvis stadigvæk relevant, ikke i kraft af nutiden, men i kraft af digtets fænomenale sammensmedning af de store, traditionelle fortællinger og den nye verden med sporvogne og jazz.
"The Waste Land" er et eksistentielt skrig fra det golde land, der senere skulle spire for ham igen. Som vi passende hører forjættelsen om (og synger om) i kirken i denne adventstid: ”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre.” (Esajas' Bog, kapitel 35, vers 1).
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.