Prøv avisen

Tudvad: Moralisme og teologisk teflon

At teologerne ser det som deres opgave med vold og magt at tolke ethvert fænomen på en sådan måde, at det ikke sætter kristendommen i et dårligt lys, er trods alt nyt for mig,skriver filosof og forfatter Peter Tudvad i debatten om hans bog om Kierkegaards antisemitisme. Her en mindesten rejst i Gilleleje til minde om Søren Kierkegaard. Foto: .

Anmelderne må have pansret sig med teologisk teflon for at undgå diskussion om Kierkegaards antisemitisme, skriver forfatter Peter Tudvad

At hermeneutik og eksegese hører til teologiens vigtigste discipliner, var jeg godt klar over. Men at teologerne ser det som deres opgave med vold og magt at tolke ethvert fænomen på en sådan måde, at det ikke sætter kristendommen i et dårligt lys, er trods alt nyt for mig.

Jeg sigter selvfølgelig til den aktuelle diskussion af kristendommens antisemitiske disposition i almindelighed og Søren Kierkegaards i særdeleshed, som jeg analyserer i min bog "Stadier på antisemitismens vej – Søren Kierkegaard og jøderne".

Senest skriver teologen Sørine Gotfredsen i sin anmeldelse af bogen i Kristeligt Dagblad den 9. november, at det ikke "holder vand at hævde, at Kierkegaard var antisemit." Jeg forstår ganske enkelt ikke, at det skulle være så kontroversielt og uforståeligt at hævde dette – eller at det overhovedet skulle kræve særligt avancerede argumenter – når Kierkegaard immervæk skriver, at jøderne er blodtørstige ågerkarle, at de snyder, at de sidder på medierne og konspirerer mod de kristne, at de som snyltere pønser på at slå deres europæiske værter ihjel, at de er materialistiske, at de er pengebegærlige, at de er skeløjede og pukkelryggede.

Jeg kan ikke andet end konstatere, at Gotfredsen som sine fagfæller har pansret sig med teologisk teflon for at undgå selv at argumentere behørigt for den langt vanskeligere påstand, at Kierkegaard ikke var antisemit. Når så skal være, skal jeg gøre mit for at rive den teologiske mørklægning ned og kaste lidt lys over sagen – og ikke for, som Gotfredsen antager, "at provokere mine forskerkolleger med en kulørt og sensationspræget påstand".

MINE HOVEDOPPONENTER er, som debatten allerede har vist, teologer en masse og ikke blot Kierkegaard-forskere. Og mit sigte er ikke at tirre eller opildne dem, men at vække dem af deres dogmatiske slummer. Målt på det ramaskrig, der har rejst sig, synes det næsten at være lykkedes. Måske teologerne endog, når de er faldet lidt til ro, vil erkende, at der intet sensationslystent er i at hævde en sammenhæng mellem kristendom og antijudaisme, mellem teologi og antisemitisme.

Og måske Gotfredsen så også vil indse, at der intet "upassende" er i at udgive en bog om en kristen tænkers antisemitisme på årsdagen for Krystalnatten, når pointen er at gøre op med den bekvemme forestilling, at antisemitismen er et eksklusivt tysk fænomen, som danskerne er immune over for.

Således havde vi i København i 1819 en pogrom af et sådant omfang, at kongen måtte sætte militæret ind for at hindre den kristne majoritet i at slå den jødiske minoritet ihjel eller fordrive den fra hans riger og lande. Når Gotfredsen så mener, at mit forlag og jeg skulle være "faldet for fristelsen til at servere bogen i en noget klam duft af sensation", så savner jeg en vis proportionssans, da jeg finder den teologiske fortrængning af kirkens traditionelle antisemitisme langt mere ildelugtende.

LAD MIG DERFOR kort korrigere et par gale påstande i Gotfredsens anmeldelse: For det første er det urigtigt, at Kierkegaard ikke var andet end "inderligt fagligt og religiøst optaget af jøder". Faktisk var Kierkegaard slet ikke fagligt interesseret i jødedommen, da han ikke studerede den på andre præmisser end kristendommens dogmatiske. Han læste ikke lærde jøders værker om gammeltestamentelige skrifter eller helte som Abraham og Job, men konstruerede sit eget billede af jødedommen, så det kunne bruges som negativ definition på, hvad sand kristendom er.

Når denne ifølge Kierkegaard var pessimisme, livslede, lidelse, evighed, jomfruelighed og åndelighed, så var hin med logisk nødvendighed optimisme, livslyst, nydelse, timelighed, fertilitet og sanselighed.

For det andet er det et billigt kneb at påstå, at jeg "lægger et lag af moderne moralisme ned over mit værk" og kun ville have været tilfreds med Kierkegaard, hvis han havde været "den tids politisk korrekte Tøger Seidenfaden".

Jeg måler faktisk Kierkegaard på hans samtids egen vægtskål, der trods forfølelserne i 1819 blev stadigt mere optaget af at ligestille jøderne med de kristne. Det mest slående eksempel på denne sandhed er Kierkegaards egen far, Michael Pedersen, der protegerede en ung jødisk kommis, som senere gjorde karriere som grosserer, forfatter og redaktør, og økonomisk støttede jødiske drenge, så de kunne komme i håndværkerlære og vel at mærke få fri om lørdagen for at praktisere deres religion.

Peter Tudvad er forfatter og filosof og bor i Berlin