Dette debatindlæg er skrevet af Jens Rasmussen, hospitalspræst, ph.d., Odense
Der er planer om, at der ikke skal bygges kristne kapeller, men alene tværreligiøse symbolløse refleksionsrum på fremtidens supersygehuse. Den officielle begrundelse fra sygehusembedsmændene er, at der skal være plads til alle patienters religiøse overbevisninger. Det er nødvendigt at sikre mangfoldigheden og religionsligheden på offentlige sygehuse. Sådan lyder budskabet, som blev offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 6. januar i år.
Den officielle begrundelse er udtryk for en religionsneutral kulturopfattelse, som deles af mange sygehusembedsmænd. Men den fremsiges som et udsagn, uden at man nærmere giver en begrundelse for den.
Vil religionsneutrale rum overhovedet blive brugt af trossamfundene? Man er nødt til at forlange dokumentation af disse embedsmænd for deres udsagn om neutrale religiøse rum. Man kan ikke træffe en sådan overordnet beslutning uden nærmere at undersøge det religiøse miljø på danske sygehuse. Det bør ske, før en endelig beslutning træffes.
LÆS OGSÅ: Sygehuse satser på religionsneutrale rum
Sygehusembedsmændene undertrykker i ligestillingens navn den kristne flertalsreligion på sygehusene ved slet ikke at tilgodese kristne kapeller her. Et sådant tiltag bør ikke udelukke et bederum, som for eksempel muslimer kan bruge.
Jeg kan godt opstille en sådan ufuldstændig undersøgelse af religionerne. Det gælder ikke mindst islam, som er det største religiøse mindretal i Danmark. Det muslimske mindretal i Danmark anslås at være på cirka 4 procent (2011) af den samlede befolkning. Dette antal er ganske lille set i forhold til befolkningens samlede størrelse. Med det muslimske mindretal tænkes på indvandrere, flygtninge uden statsborgerskab og dem, der har fået dansk statsborgerskab, samt etniske danskere, der er konverteret til islam (vel cirka 3000).
Dette kulturmuslimske mindretal er uensartet sammensat. For kun omkring 21.000-23.000 af muslimerne i Danmark eller andre islam-inspirerede samfund er direkte medlemmer af muslimske trossamfund. Der er således tale om en lille del af muslimerne, som er fast tilknyttet en menighed med fredagsbøn i kulturhus eller moske. Muslimske grupper bør selvfølgelig sikres med et bederum på hvert sygehus, men der er tale om et lille mindretal. Dette bederum bør også kunne bruges af de meget små mindretal såsom jøder, hinduer med mere.
Disse grupper fylder imidlertid mere i bederum i Københavnsområdet og mindre, jo længere vi kommer vestpå. Det samme gælder folkekirkens størrelse, hvor medlemsandelen i København er noget mindre end landsgennemsnittet med cirka 80 procent medlemmer. Denne medlemsandel stiger til op mod 90 procent, jo længere vi kommer vestpå i Danmark. Det religiøse mønster er ikke nødvendigvis det samme i København og i Jylland.
På grund af folkekirkens store medlemsandel af den danske befolkning er der ansat hospitalspræster. Men der skal også regnes med, at præster fra den katolske kirke, fra den reformerte kirke og fra frikirker tager sig af patienter på sygehuse, som er medlemmer af deres trossamfund.
Alle disse kristne grupper bør på hvert større sygehus sikres med et fælles kristent kapel til andagt og gudstjeneste. Hvorfor dog udelukke religiøse symboler? Dem kan intet trossamfund undvære. Her mangler sygehusembedsmændene en indsigt i religiøse symbolers og liturgiers betydning for ethvert trossamfund.
Det religiøse spiller en stor rolle, når sygdom rammer, og religiøsiteten viser sig i praksis gennem bøn og ritualer. Man plejer at sige, at sygehuset er landets største bedehus, hvor mange former for ritualer blomstrer!
Denne lille oversigt bygger blandt andet på internetudgaven af religionsårbogen, som udgives af Aarhus Universitet, men den kan helt sikkert opdateres og gøres meget mere grundig til gavn for sygehusembedsmændenes og regionspolitikernes endelige beslutning i sagen.
Når man har undersøgt sagen grundigt, kan der bedre tages stilling til, hvilke religiøse rum der er nødvendige på fremtidens sygehuse i de forskellige egne af Danmark.