TV 2-dokumentar viser Jørgens Leths sørgmuntre slingrekurs

Alderdom og svækkelse er et gennemgående tema, og Jørgen Leth er misfornøjet med sin ufrivillige slingrekurs og de forræderiske gammelmandsben

”I Walk” begyndte omkring jordskælvet på Haiti i 2010, hvor Jørgen Leth i bogstavlig forstand mærkede jorden ryste under sig, og det var efter jordskælvet, at bentøjet begyndte at svigte, ligesom Jørgen Leth også følte, at hans hukommelse var blevet rystet løs.
”I Walk” begyndte omkring jordskælvet på Haiti i 2010, hvor Jørgen Leth i bogstavlig forstand mærkede jorden ryste under sig, og det var efter jordskælvet, at bentøjet begyndte at svigte, ligesom Jørgen Leth også følte, at hans hukommelse var blevet rystet løs. Foto: Leif Tuxen.

”Om firsindstyve en kæmpe når, des mere han har at døje”, hedder det hos Grundtvig. Salmeverset meldte sig, da jeg en aftenstund på TV 2 så dokumentaren ”I Walk” (Jeg går) fra 2020 af og om Jørgen Leth, som denne skærsommer fyldte 84 år. Alderdom og svækkelse var nemlig et gennemgående tema, og Jørgen Leth var misfornøjet med sin ufrivillige slingrekurs og de forræderiske gammelmandsben.

Det var den irske forfatter James Joyce, som skrev bogen ”Portræt af kunstneren som ung mand”. Man kunne også kalde ”I Walk” portræt af kunstneren som gammel mand. En lamenterende, ironiserende, men også reflekterende og fabulerende gammel mand. Jørgen Leth, som på nogle måder har svært ved at kende sig selv, men som vi alligevel kender ham. Som Jørgen Leth sagde det: ”Jeg vil stå frem som en realist. Et menneske, som ikke har opgivet – endnu”.

”I Walk” begyndte omkring jordskælvet på Haiti i 2010, hvor Jørgen Leth i bogstavlig forstand mærkede jorden ryste under sig, og det var efter jordskælvet, at bentøjet begyndte at svigte, ligesom Jørgen Leth også følte, at hans hukommelse var blevet rystet løs. Jordskælvet rystede længe efter det sidste efterskælv.

Stundom fremstod ”I Walk”, apropos rystelser, også noget sammenrystet med sin montageform og de mange klip fra Jørgen Leths brogede karriere, men man kom altid tilbage til nutiden og den gamle digter med den karakteristiske nasalstemme. En kende selvsmagende var det også, og der var lige rigeligt med nærbilleder af hovedpersonen. Selvudslettende kan man dårligt kalde Jørgen Leth, men med selvironien intakt er det lettere at bære.

Trods Jørgen Leths usikre gang kom han vidt omkring – Haiti, Barcelona, København og ikke mindst Luang Prabang i Laos ved det, som Jørgen Leth kaldte den tyktflydende Mekongflod. Her havde Jørgen Leth fået idéen til en fysisk indramning af et lille stykke jungle i form af en rødmalet bambusramme højt oppe i træerne. Installationskunst i det tropegrønnne, som bedst kunne ses fra luften. Gad vide, hvad de laotiske arbejdere, som byggede rammen, tænkte? De er skøre, de vesterlændinge? Det var nok også enfoldige folk.

Jørgen Leth er heldigvis bedre til ord, film og reportage end til installationskunst, og jeg har altid tænkt på ham som den rendyrkede æstetiker. Beskrivende, nydende, beundrende, men også irriterende leddeløs og undvigende i forhold til det etiske. Også Jørgen Leth må da mene noget om rigtigt og forkert, ikke bare noget om smukt og grimt. Der er nok af belastende moralisme i kunstnerkredse, men sommetider bliver tilværelsen ulideligt let med Leth.

I ”I Walk” var der imidlertid også antydning af andet og mere. ”Uden kærlighed, ikke noget liv” lød det fra Jørgen Leth, og selvportrættet sluttede med et spørgsmål: ”Nogen siger, der er et liv efter døden, men kan det passe?” Kan det passe, at vi har fået den idé af os selv? Jørgen Leth sprang ikke just over stok og sten i ”I Walk”, men det er aldrig for sent at tage troens spring.

Jesper Bacher er sognepræst.