Kurt Strand: TV 2-program om nybyggere er sponsorstyret

Selvom nybyggernes anstrengelser umiddelbart vil fremstå spontane og idérige, er der på forhånd grænser for bevægelsesfriheden. For hverken Silvan, Aubo Køkkener eller Volvo putter penge i serien "Nybyggerne" uden at få noget igen, skriver journalist Kurt Strand

Puk Elgård er vært i TV 2’s nye reality-serie ”Nybyggerne”. –
Puk Elgård er vært i TV 2’s nye reality-serie ”Nybyggerne”. – . Foto: Metronome/TV 2.

”JEG ER SIMPELTHEN så imponeret af jer. Hold op, hvor har I nået meget på 24 timer. Det er virkelig godt gået.”

Ordene fra altid smilende TV 2-vært Puk Elgård tirsdag aften var rettet mod Bolette og Jimmi, Bente og Michael, Thomas og Mike, Charlotte og Fredrik, Maria og Kristian samt Andrea og Mads.

Seks par, som på et døgn havde vist deres håndværksmæssige evner ved indretning af et hobbyrum i en lagerhal på Papirøen i København. Og som efterfølgende fik deres spartling, farvevalg, møbelkonstruktioner, gulvlægning og øvrige hittepåsomheder bedømt af et par fagfolk, der i rollen som dommere skulle sende to af parrene hjem. Som altid i den slags udsendelser havde alle gjort deres bedste: ”I kan virkelig være stolte af jer selv; det er virkelig flot, det I har lavet,” lød det således fra dommerne.

OG EFTER ET FARVEL TIL Bente og Michael og Andrea og Mads, er der nu gjort klar til næste runde i serien ”Nybyggerne”, hvor fire nye ejerlejligheder i Hedehusene ved Roskilde skal indrettes. Til sidst – om et par måneder – skal den endelige vinder findes, for med kombination af klassisk reality-tv, skrappe dommere og tilsyneladende uopslidelige boligkoncepter er konkurrenceelementet en vigtig driver, når seerne skal holdes fast de kommende tirsdage mellem klokken 20 og 21.

Men selvom nybyggernes anstrengelser umiddelbart vil fremstå spontane og idérige, er der på forhånd grænser for bevægelsesfriheden. Dels skal der en masse billeder i kassen, for vi skal tæt på, når hammeren bliver svinget og følelserne hængt uden på malertøjet. Dels er der et vigtigt hensyn til sponsorerne.

FOR HVERKEN Silvan, Aubo Køkkener eller Volvo putter penge i serien uden at få noget igen. Og som i de foregående tre sæsoner er der udsigt til masser af billeder, hvor de tre sponsorers logoer tilsyneladende tilfældigt dukker op som baggrund.

Eksempelvis har deltagerne i serien på forhånd fået besked om, at de skal købe materialer, værktøj og hvad de ellers skal bruge til deres indretningsprojekter hos Silvan. Dermed er det også nemmere og mere ”naturligt” at få byggemarkedskædens logo med. Og skulle det smutte, kan scener fra shoppeture – ifølge tidligere deltagere – nemt tages om, så sponsornavnet fremgår. Sponsorernes navne står også i rulleteksterne – sådan som reglerne foreskriver. Alligevel har jurister med speciale i tv-sponsorering flere gange rejst tvivl om TV 2’s evne til at overholde reglerne. Meget foregår i en gråzone, hvor det i sidste ende er en subjektiv vurdering, om der lidt for mange gange i en udsendelse optræder firmalogoer.

Imens vil nybyggerne kæmpe om dommernes gunst med forventeligt lidt over en halv million seere som tilskuere. Til vinderne – som for længst ved, at de ender på sejrsskamlen, fordi serien er optaget, klippet og klar – er der en ejerlejlighed med 3,4 millioner sponserede kroner på prislappen.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af P1-programmet ”Mennesker og medier”.