TV 2-skandale vidner om det grænseoverskridende menneskes triumf

Reaktionerne fra denne privilegerede elite viser os, at når det grænseoverskridende menneske får magt, kan det ikke længere føle skyld

"Som en anden vanvidsbilist kan Dyrby tilsyneladende ikke huske, hvad han selv som chef har haft ansvar for i årevis på en af de mest eksponerede arbejdspladser i Danmark," skriver Bent Meier Sørensen blandt andet om den tidligere TV 2-chef og nu afgåede B.T.-chefredaktør, Michael Dyrby.
"Som en anden vanvidsbilist kan Dyrby tilsyneladende ikke huske, hvad han selv som chef har haft ansvar for i årevis på en af de mest eksponerede arbejdspladser i Danmark," skriver Bent Meier Sørensen blandt andet om den tidligere TV 2-chef og nu afgåede B.T.-chefredaktør, Michael Dyrby. Illustration: Søren Mosdal

Hvis skandalen på TV 2’s nyhedsafdeling har lært os noget som helst, så er det, at vi lever i det grænseoverskridende menneskes tid. For ledere betyder det en tilbagevenden til den karismatiske leder. Han eller hun har ikke alene en formel rolle at spille, men investerer også sin personlighed og tiltrækningskraft, ja, sin krop i arbejdet.

Der findes fine, historiske eksempler på karismatiske ledere, der overskred gamle grænser for at vise, hvor de rigtige grænser var. Et klassisk eksempel er Jesus af Nazaret, der overskred reglerne for sabbatten, for at vise en ny lovs grænser. I den anden ende af spektret finder vi Michael Dyrby og Anne Engdal Stig Christensen. Førstnævnte er nu trådt tilbage som chefredaktør for dagbladet B.T., sidstnævnte er stadig administrende direktør for TV 2. De spillede begge centrale roller i den nyhedsafdeling på TV 2, hvis grænseoverskridelser i denne tid kommer for en dag.

Skandalen på TV 2 viser forskellen mellem de klassiske, karismatiske ledere og nutidens. Den består i, at den nye verdens ledere, modsat ledere i den gamle verden, ikke søger at udtrykke en norm. De forsøger snarere at etablere en mennesketype, der skal leve helt normløst: Grænseoverskridelserne skal demonstrere, at norm og grænser er unødvendige. TV 2’s nyhedsafdeling var et eksperiment, der viser os, hvordan den verden, hvor det karismatiske og grænseoverskridende menneske er idealet, ser ud.

Det er en verden, der producerer ganske mange ofre, for historisk har kulturen jo helt generelt sat grænser op for at beskytte mennesker mod hinanden og, i sidste ende, beskytte mennesket mod naturen. Uden grænser bliver vi på en måde alle ofre, for mennesket er en ulv blandt ulve, som filosoffen Thomas Hobbes udtrykte det.

Men i dag gælder, at den, som var ulv, i morgen uden videre kan give den som offer. Det ses af den bodsgang, som Michael Dyrby, den daværende nyhedschef på TV 2 og netop fyrede chef på B.T., skal forestille at have gået. Han kunne nemlig ikke, da skandalen brød ud, stille op til kritiske interviews, fordi han efter eget udsagn var ”i chok”. Staklen måtte derfor køre rundt i sin bil fra villaen i Hellerup, over sommerhuset i Nordsjælland og til Sydfrankrig: Via Dolorosa på første klasse. Vi har her at gøre med en erkendt krænker, der, når krænkelserne bliver offentlige, selv bliver offer.

Som en anden vanvidsbilist kan Dyrby tilsyneladende ikke huske, hvad han selv som chef har haft ansvar for i årevis på en af de mest eksponerede arbejdspladser i Danmark.

Den nuværende TV 2-direktør, Anne Engdal Stig Christensen, deltog i løjerne ved blandt andet at dele farvede kondomer ud til arrangementerne. Hun spillede også med i en latterlig, men også vulgær video, i hvilken hendes mand, Morten Stig Christensen, har en gennemført lummer samtale med Jes Dorph-Petersen om Anne Engdal Stig Christensens bagdel.

Reaktionerne fra denne privilegerede elite viser os, at når det grænseoverskridende menneske får magt, kan det ikke længere føle skyld. Skyld er den grænse, verden sætter for mennesket, og som fortæller dette menneske, at det ikke adlyder den lov, der gælder blandt menneskene.

Hermed mister vi forståelsen af skyld som et korrigerende og dermed dannende fænomen. Vi hæger om vores sensibiliteter – vi forbliver de skallesmækkende mimoser, Klaus Rifbjerg gennemskuede os som – men vi lader ikke skylden mortificere os og dermed åbne mulighed for, at vi kan danne os på ny.

Igen kan Michael Dyrby tjene som afskrækkende eksempel, og til dem, der mener, at jeg sparker til en mand, som ligger ned, har jeg kun et at sige: Han ligger ikke ned. Det burde han naturligvis gøre, ja, skylden burde mortificere ham i en sådan grad, at han ikke kunne holde sig oprejst. Men indtil for meget nylig fokuserede Dyrby og hans chef i Berlingskes hus, Anders Krab-Johansen, kun på nutiden, og fablede om tilgivelse og andet godt fra en kristen tradition, der i øvrigt er blevet dem fremmed.

Sådan lever nutidens karismatiske, grænseløse mennesker: uden historie og dermed uden skyld. Derfor mærker de ikke, ind under jul, at julesorgen tynger. Men de oplever heller ikke, at den slukkes.

Glædelig jul.

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.