DET VAR VANEN TRO fodbold i topklasse, da FC Barcelona og Real Madrid mødtes onsdag aften i opgør nummer 243 siden 1929. De to klubbers ”El Clásico” er noget ganske særligt.
Og at TV 2 ryddede sendefladen – og endda forviste julekalenderen ”Tinka og kongespillet” til TV 2 Charlie for at få plads til kampen – vidner om betydningen. Men mere end nogensinde havde det klassiske møde også, som det blev udtrykt lige før kampstart, ”masser af politiske undertoner”: FC Barcelona repræsenterer den catalanske trang til selvstændighed, mens Real Madrid er et samlet Spaniens hold.
Så når fodboldfans vælger side på tribunerne, tager de samtidig stilling til det mest betændte politiske spørgsmål på Den Iberiske Halvø.
Vel forsøger mange med en rygmarvsrefleks at hævde, at sport og politik sagtens kan adskilles. Men alene det faktum, at det var nødvendigt med særlige afspærringer, så Real-bussen kunne nå frem fra spillernes hotel til Barcelonas Camp Nou, understreger kampens politiske betydning. Ifølge TV 2-kommentatorerne fordi der var frygt for, at catalanske separatister ville forsøge at lægge hindringer i vejen.
Det gjorde de ikke. Til gengæld var der en ufrivillig pause i anden halvleg, fordi catalanske tilskuere kastede oppustelige bolde ind på banen. ”Det er,” som kommentatorerne konstaterede, ”mere end en Clásico, det her. Og man ser blandt publikum mange, som vifter med gule og røde flag for at vise deres ønsker om løsrivelse.”
Men selvom selvstændighedstankerne har fyldt meget i de senere år, har der alle dage været markante forskelle på de to holds fanskarer. ”El Clásico” er således også en konstant konflikt mellem det historisk mere velstillede Nordspanien og det noget fattigere syd.
SELV OPLEVEDE JEG Real Madrid-Barcelona på næsten nærmeste lægte i april 2010, nemlig på Bar Gloria i den lille fiskerby Caleta cirka 100 kilometer øst for Malaga.
Dér, i det arbejdsløshedsplagede Andalusien, blev det med høje mishagsytringer tilsat store mængder øl, vin og bocarones – vineddike-marinerede ansjoser – anskueliggjort, at 2-0 til Barcelona ikke var i orden. At sejren, bedømt så nøgternt, det overhovedet lader sig gøre, spillemæssigt set var fortjent, talte overhovedet ikke. Men måske fans på begge sider skulle gøre sig selv en tjeneste ved at dykke ned i den store kampstatistik, sådan som den er opgjort på Wikipedia: Inden opgøret onsdag aften havde de to hold mødt hinanden 242 gange i de spanske turneringer og i Champions League. 95 gange havde Real Madrid vundet, mens FC Barcelona havde 96 sejre i statistikken. 51 kampe var endt uafgjort.
403 gange havde madrilenerne scoret, mens catalanerne havde sendt bolden i nettet 399 gange. Onsdag aftens 0-0 ændrede kun på ét af de nævnte tal.
Og tallene fortæller en lang historie om fodboldmæssig ligeværdighed. Om fodbold på et højt niveau. Tilsat uomgængelige politiske undertoner.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.
Når fodboldfans vælger side på tribunerne, tager de samtidig stilling til det mest betændte politiske spørgsmål på den iberiske halvø.