TV-kultursatsning er mere form end indhold. Bor kulturen i DR i glashus?

På tv har DR forsøgt sig med mere eller mindre vellykkede koncepter gennem årene. Seneste skud på stammen er ”Kulturelt”

Jonathan Herrik er vært på DR's nye program "Kulturelt", og sidder i en forstørret telefonboks, hvorfra han bevæger sig ud i kulturlivet.
Jonathan Herrik er vært på DR's nye program "Kulturelt", og sidder i en forstørret telefonboks, hvorfra han bevæger sig ud i kulturlivet. . Foto: DR. .

DR har på radiosiden en række faste udsendelser med kulturjournalistik, der er dagligt to timer uspecificeret kultur i ”Kulturen” på P1, men også i en række andre faste, ugentlige formater vendes og drejes kulturelle emner. Samme bevågenhed har kulturjournalistikken ikke på tv, hvor mere eller mindre vellykkede koncepter gennem årene har afløst hinanden.

Seneste skud på stammen er ”Kulturelt”, der sendes søndag aften på DR 2. Det er Jonathan Herrik, der er vært. Han bærer kasket, også i de dele af programmet, der foregår indendørs – et signal om, at det er et program, der gerne vil være kækt, selvom det handler om kultur? Et signal om et program, der vil ramme en anden målgruppe end de kvinder over 50 år, der bærer store dele af kulturlivet? Programmets scenografi er også kæk – Herriks studie er en slags forstørret telefonboks, hvorfra han bevæger sig ud i kulturlivet. Er det DR, der bor i glashus og bevæger sig ud af boblen, eller er det kulturen?

Der er meget form, man som seer skal forholde sig til. Det er som om, folkene bag ”Kulturelt” ikke stoler på, at indholdet er interessant i sig selv.

Titlen på det seneste program er ”Bustens verden” (fik I den? Hvis ikke mimer programomtalen en filmplakat fra 1980’erne…). Den omtalte buste var naturligvis busten af Frederik den Femte, der blev smidt i kanalen af en gruppe fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og nu har ”rematerialiseret” sig i uigenkendelig skikkelse og er lyst i kuld og køn som kunstværk af en tildeling fra Statens Kunstfond.

Det blev nu ikke til meget snak om den såkaldte rematerialisering, eftersom ophavsmanden til bustens vandgang ikke havde ønsket at svare på Herriks helt berettigede spørgsmål, om det ikke var en efterrationalisering at tale om bustens rematerialisering, når det nu faktisk var et par dykkere fra Københavns Kommune, der havde fisket kongen op af kanalen? På opfordring i øvrigt fra den konservative politiker Nikolaj Bøgh, som altså ironisk nok er manden bag både en anmeldelse for hærværk mod busten og for dens såkaldte rematerialisering.

Men er Kunstakademiet mere politisk end kunstnerisk? Stedet for at teste det var afgangsudstillingen på Charlottenborg, hvor Nikolaj Bøgh var indbudt til at se på værkerne. Et af dem var et videoværk af kropsaktivisten Maja Malou Lyse, som fortalte om baggrunden for sit værk. Herrik interviewede de to hver for sig. De talte ikke sammen – men umiddelbart var uenigheden mellem kropsaktivisten og den konservative politiker ikke så stor, som man skulle tro. Bøgh anerkendte, at der var en kunstnerisk idé bag videoværket, som han fandt både humoristisk og interessant også uden for den boble, som er Kunstakademiet.

Den kæmpestore debat om kunstens rolle blev det ikke til på programmets 22 minutter. Mindre kan også gøre det, men hvor ville det være dejligt, hvis tilrettelæggerne var mindre selv- og formoptagede og troede på, at kultur faktisk er interessant.

Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.