Prøv avisen
Debat

Opstandelsen kan ikke skilles fra det, vi ellers hører om Jesus

Foto: Tintoretto/Wikimedia Commons

Opstandelsen er sammen med andre kodeord som jomfrufødsel og at gå på vandet for nogle små konservative kredse i folkekirken blevet adgangsbillet til de 'troendes kreds'. Men det er en fejl, mener Jørgen Juul Petersen.

I DR's ”Deadline” udtalte præsten Ramsdal, at han ikke troede på, at Jesus fysisk stod op af graven eller at andre skulle gøre det. Det var vist ikke lige tv-værtens spidskompetence at gå i dybden med den slags spørgsmål.

Udtalelsen har skabt avisdebat - også i Kristeligt Dagblad, som kan citere retsteolog Kristine Garde for at have udtalt, at Per Ramsdal sandsynligvis - om ikke opsluges af jorden som Kora, der anfægtede Moses' autoritet - i det mindste vil miste sin stilling, hvis sagen skulle havne i præsteretten (3. januar).

Ramsdal er tilsyneladende ikke alene om at have den tro. Den deler han med fem andre ifølge et rundspørge, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget. Jeg ved virkelig heller ikke, hvad jeg ville have svaret, hvis jeg havde fået sådan et spørgsmål stukket ud en mandag morgen.

Var det for at få taget min åndelige temperatur, havde jeg nok ladet rundspørget ligge for ikke at blive fristet til vantro. Var det derimod for at drøfte sagen, ville jeg godt komme med et svar som her og nu.

Opstandelse er sammen med andre kodeord som jomfrufødsel og at gå på vandet for nogle små konservative kredse i folkekirken blevet adgangsbillet til de ”troendes kreds”. Siger du ja, hører du med i kredsen med alt, hvad det indebærer; siger du nej, er du dømt ude. Det er dejligt nemt og håndterbart.

Det er en selektiv og selvoptaget påstået bibeltroskab, der ligger bagved - i arven fra Calvin. Luther har en anden, en mere munter og ikke så sammenbidt tilgang. Han skildrer et sted forestillingen om sit indtog i Himlen med følgende ord: ”Det første, der slår mig, er, at der er så mange, der aldrig burde have været der. Det andet, der slår mig, er, at mange, der burde være der, ikke er der. Og det tredje og mest ubegribelige: Hvordan i alverden er jeg kommet ind?”. Skjulte er helgenerne. Skjult er skellet. Det er ikke til at afsløre i et simpelt rundspørge, hvem der er på den rigtige side, og hvem ikke.

Spørgsmålet om opstandelse har flere sider. En af siderne er kødets opstandelse. Dogmer er ikke bare fritsvævende identitetsmarkører, men replikker i en bestemt situation. De velhavende saddukæere troede ikke på nogen opstandelse. Livet er jo så dejligt. Hvad kan man forlange mere? Farisæerne troede på opstandelsen. De havde blik for, at livet også kunne være tragisk og uretfærdigt. H.C. Andersen krævede ligefrem, at der skulle være en opstandelse. Han tænkte ikke på sig selv, men på tilværelsens ofre.

På Jesu tid forestillede man sig, at kødet blev til jordens stof, og at ånden steg op til Gud i himlen. Senere - i striden med gnostikerne, der fornægtede kødet og livet i denne verden til fordel for en mere værdifuld åndelig verden - understregede man kødets eller den fysiske opstandelse. Den strid er ikke forældet i dag, men mere aktuel end nogensinde - også blandt dem, der kun har fokus på egen frelse eller på denne verden.

Men opstandelsesbudskabet kan ikke stå alene. ”At opstandelsesbudskabet blev et evangelium, skyldes udelukkende, at det er Jesus, det er sagt om. Sagt om enhver anden ville det ikke have været et evangelium, men en sensation, en snurrighed,” har den gamle Askov-forstander Knud Hansen sagt.

Opstandelsen kan ikke skilles fra det, vi ellers hører om Jesus, hans Bjergprædiken, hans lignelser og helbredelser, hans lidelse og død på et kors eller hans ord om, at for Gud er alting muligt.