Tv'et kan være et stærkt pædagogisk virkemiddel, så længe det ikke handler om at promovere værten

Doktor Lieberkind gav mig mine første indtryk af, hvor stærkt et pædagogisk virkemiddel tv kan være, skriver Leif Hjernøe i mediekommentaren

Doktor Lieberkind var en af de første folkekære skærmtrolde. –
Doktor Lieberkind var en af de første folkekære skærmtrolde. – . Foto: ritzau.

HANS FULDE NAVN lød sådan her: Ingvald Kristian Lieberkind (1897-1972). Helt tilbage til dansk tv’s barndom var han landskendt som Doktor Lieberkind. Først som formidler af naturvidenskabelige radioprogrammer, siden 1956 som en af de første folkekære tv-skærmtrolde.

Mange kan endnu huske hans trivelige fremtoning og medrivende engagement i emner, der tit havde at gøre med hverdagens muligheder for både store og små naturoplevelser. På allerbedste skolemestermanér forelæste han med pegepind og tegninger.

Lieberkind gav mig mine første indtryk af, hvor stærkt et pædagogisk virkemiddel tv kan være. Hvis det vel at mærke bliver håndteret med respekt for sit publikum. Det vil sige uden at promovere programværten med pjank og ironi på bekostning af formidling af interessevækkende sagkundskab.

En anden af fortidens naturformidlere af format var kortfilmmanden og tegneren Claus Bering (1919-2001). Hans fulde navn var Claus Carl Wagner Bering. Jeg har fra 1967 hans gennemillustrerede fire bøger, der med detaljerig sagkundskab og tekst af Poul Holm Joensen hver især omhandler en af de fire årstider. Han indledte i 1949 sin karriere som bladtegner (teater og ballet) ved Kristeligt Dagblad.

JEG HUSKER ISÆR fra 1970’ernes tv tydeligt Berings omhyggeligt producerede kortfilm om stort og småt i såvel naturlige omgivelser som i indendørs miljøer. Han var faguddannet håndværker med sans for sine redskabers egenskaber. Han gik med sit i nutidens øjne gammeldags kameraudstyr forbilledligt tæt på sine emner.

Sans for detaljer og tegnede illustrationers informativt anskueliggørende muligheder havde i de følgende år også biologen Jens Olesen (født 1946), som med sine kultegninger gav mine børn deres første tv-naturorientering. Han stod senest for det nu siden juni i år stærkt savnede radioprogram på P1 ”Natursyn”.

På denne mediehistoriske baggrund så jeg mandag aften for første gang med visse forventninger og nysgerrighed Loke Films dokumentariske naturprogram ”Edderkoppernes hus”. Ifølge foromtalen gør vi bedst i at respektere edderkopperne som ”en af udviklingens mest succesfulde dyregrupper”.

Som det også fremgik, så er ”sameksistens med naturen ikke kun berigende, men også nødvendig, hvis vi vil gøre os håb om at bevare vores grønne planet”. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Fotografen, manuskriptforfatteren og instruktøren Adam Schmedes (født 1944), leverede naturfilm anno 2017 med fantastisk anvendelse af vor tids filmteknik. Tv som både kikkert, spejl og mikroskop. Sådan!

Og så skal filmen roses for sin beherskede anvendelse af underlægningsmusik. Den stod komponisten Niklas Schmidt for, sådan at den fik pauserne uden andre lyde end naturens egne lydkulisser til at fremstå så meget desto mere velgørende. Det kunne folkene bag den norske tv-julekalender ”Snefald” lære noget af. Der er de musikalske lydkulisser alt for dominerende.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.