Tv-valgets ja eller nej-tyranni er demokratisk bekymrende

Lidt selvransagelse på de to store tv-stationer ville ikke være i vejen. Tror de virkelig, at Hartling eller Krag ville have fundet sig i at skulle svare på komplicerede spørgsmål i overskiftsform og med kun et ja eller et nej som svar, spørger forfatter og journalist Peter Olesen

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

VALGET ER OVERSTÅET, og folk sidder begejstrede eller lammede tilbage, mens den store taber er ved at forsøge at danne regering. Man skuler mistroisk og måbende til forløbet. Men glemmes skal det ikke, hvad der gik forud. Valgkampen, som i høj grad designes og styres og defineres af tv.

Af forventningen om, at politikerne kan tale i overskrifter, bobler og tegneseriesprog. Og helst skal kunne svare ja eller nej til de fleste spørgsmål. Ja nej. Ja nej. Ja nej. Til alt om økonomi, velfærd og samtidens helt store globale problem, millioner af mennesker på flugt fra verdens ondskab og grusomheder, og som ifølge flertallet helst skal mødes af en lukket dør i lille velbjergede Danmark.

Prøv at skrue tiden bare lidt tilbage. Prøv at forestille Dem, hvordan Hilmar Baunsgaard (R), Poul Hartling (V), Jens Otto Krag (S) eller Anker Jørgensen (S) ville have reageret, hvis de var blevet mødt med nutidens tv-tyranni omkring valgdækningen.

TROR DE, at Hartling eller Krag ville have fundet sig i at skulle svare på komplicerede spørgsmål i overskiftsform og med kun et ja eller et nej som svar? Tror De, at de ville have fundet sig i sådan at blive kørt rundt i manegen af tv-folk, der i den grad tilrettelægger slagets gang og formen for debat, ikke mindst den såkaldte præsidentvalgkampdebat, hvor de to kandidater helst skal stilles over for hinanden, som om de er glubske løver i et bur, parate til at nakke modparten til døde.

De ville have korset sig og bedt om en høflig og omgængelig tone, bare en smule respekt fra udspørgerens side. De ville ganske enkelt have nægtet at lade sig manipulere med på den måde, uden ringeste indflydelse på debatformens design.

Men i mellemtiden har vi andre vænnet os til (i hvert fald har vi skullet vænne os til), at vi lever i helt andre tider, og at det er medierne, der sætter dagsordenen. Og er man ikke med på den, er man ikke med. Og kan man ikke tale i tegnseriesprogsbobler, er man ude. Dømt til at tabe.

Helt interessant er det jo, at to præsidentvalgkampkandidater uden egentlige store ideologiske forskelle, når det kommer til stykket, skal annonceres som nærmest dødsfjender og skal forventes at gå aggressivt i flæsket på hinanden, også om så alvorlige problemer som mennesker i nød og om velfærd. Og at de hopper med på den. For de har vel ikke andet valg? Eller har de? Tør man sige nej til tv's designtyranni? Jeg har vist ikke set nogen gøre det.

Ikke fordi jeg vil have, at alt skal være som før. Men bare lidt respekt for kandidaterne og deres meninger og for at give dem lov at til at tale ud ville klæde. I dag er det nærmest en dyd at afbryde dem og at få dem til at afbryde hinanden. Og det forventes, at de demonstrerer og udviser had og foragt for hinanden i sprog og mimik. Mistro er en ledetråd gennem det hele. Mundhuggeri en dyd, synes det.

Sjovt nok er de partier, der ikke deltog i kampen om at nedgøre modparten, lige præcis dem, der gik frem ved valget. Dem, der valgte at tale om egen politik og ikke modpartens. Med Socialdemokratiet som en enkelt undtagelse.

Noget helt andet er spørgsmålet: Hvordan holder man til det? Hvordan holder man til så hård, uvenlig og fjendsk en valgkamp, hvor man skal være på benene mere end 16 timer i døgnet i mere end tre uger (og glem ikke hele det månedlange forspil) - og det på alle såkaldte platforme, på tv, i radio, i de trykte medier, på de sociale medier og på gaden?

Jeg fatter det ikke. Jeg ville dratte om efter få dage. Politikere, der går efter magten, må være gjort af et helt særligt stof. Jeg har før på denne plads skrevet om Helle Thorning-Schmidt (S) som en, der tåler alt, finder sig i alt og bliver stående rank og tilsyneladende uden at kny og uden at stoppe med at smile. Det er ufatteligt, at hun har kunnet. Og nu trænger hun også nok til en lang pause.

MEN TILBAGE TIL tv-valget. Kan man overhovedet forestille sig, at det vil kunne blive anderledes i fremtiden, og at nogle partier tør vende sig imod udviklingen? Næppe. Sandheden er vel, at det kun vil blive værre for hver gang, vi holder valg. Denne valgkamp var værre end den forrige, og det bliver vel endnu værre næste gang, som i øvrigt vil kunne komme snart igen.

For mig at se, er og bliver det tv, der suverænt bestemmer, og politikerne følger trop, mens vi andre sidder lammede tilbage ved skærmen og til sidst må slukke i væmmelse, når vi ikke orker mere tv-konstrueret hadsk skænderi, foragt og mistro lige op i synet.

Lidt selvransagelse på de to store tv-stationer ville ikke være i vejen, men vel for meget at forvente.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen