Tvang eller gratis øl: Vaccine af coronaskeptikere til debat i Tyskland

“Mens coronavirus hærger i fattigere lande og truer med nye mutationer, diskuterer Tyskland, hvordan man lokker vaccineskeptikere med penge. Det er ikke kun latterligt, men også skandaløst,” mener Der Spiegel.

Den tyske avis Die Zeit foreslog for nylig at lokke vaccineskeptikere med øl. Men ifølge Der Spiegel skulle tyskerne snarere sende overskydende vaccinedoser til udviklingslandene.
Den tyske avis Die Zeit foreslog for nylig at lokke vaccineskeptikere med øl. Men ifølge Der Spiegel skulle tyskerne snarere sende overskydende vaccinedoser til udviklingslandene. Foto: Andreas Gebert/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvad skal man stille op, når coronaskeptikere påberåber sig individets frihed – et af retsstatens helligste principper – som argument for ikke at ville lade sig vaccinere? Spørgsmålet optager i stigende grad den tyske offentlighed, i takt med at frygten for en ny og aggressiv variant af coronavirussen spreder sig.

“En vaccination beskytter ikke kun dig, men også altid en person, du er tæt på, som er vigtig for dig, som du elsker,” sagde forbundskansler Angela Merkel for nylig til tv-kanalen ARD ’s nyhedsudsendelse ”Tagesschau” i et forsøg på at appellere til skeptikere. Samtidig afviser hendes regering tvungen vaccine, som det nu foreslås i Frankrig.

For at dæmme op for pandemien og den nye deltavariant skal 85 procent af tyskerne vaccineres, men landet er stadig langt fra dette mål, og en stor del af problemet er, at mange modsætter sig det lille stik. Senest demonstrerede 5000 vaccinemodstandere fra den såkaldte Querdenker-bevægelse trods forbud i Berlin søndag, og det talstærke politi anholdt flere end 600 mennesker. I Frankrig var der endnu større protester. Ifølge demonstranter er pandemien fake news, som politikere udnytter til at indføre diktatur.

“Når stort set alle eksperter på verdensplan siger, at corona er farligt, og at vaccination hjælper, hvem har så egentlig ret til at sige: ’Jeg er dog klogere’?”, siger Forbundsdagens formand Wolfgang Schäuble (CDU) i en skarp kritik af demonstranterne til avisen Neue Osnabrücker Zeitung . Det udtrykker ifølge Schäuble en ”nærmest uudholdelig grad af arrogance”. Men hvad stiller man op?

Ugeavisen Die Zeit har en idé: Man lokker vaccineskeptikere med “godbidder”.

“Det nytter ikke meget at straffe vaccinepjækkerier. Politikerne må tilbyde dem noget – om nødvendigt endda gratis øl,” skrev avisen for nylig i en leder.

Ikke undertrykkelse, men oplysning og kreative tilbud er vejen frem. Såsom vaccinationsbusser ved supermarkeder og udendørs svømmebassiner. Andre lande forsøger sig med øl og burgere eller vaccinationslotterier, hvor man som vaccineret kan vinde store pengepræmier, skriver Die Zeit. Og påpeger, at konceptet ikke er nyt. Også i det 19. århundrede bekæmpede man valgtræthed blandt tyske borgere ved at udskænke alkohol tæt på valglokaler.

Men Tyskland gør bedre i at sende ubrugte vaccinedoser til fattige lande frem for at lokke forkælede tyskere med gaver, mener Der Spiegel .

“Mens coronavirus hærger i fattigere lande og truer med nye mutationer, diskuterer Tyskland, hvordan man lokker vaccineskeptikere med penge. Det er ikke kun latterligt, men også skandaløst,” skriver magasinet i en leder.

Alene i Tyskland ligger der flere end 15 millioner ubrugte doser, som andre lande har desperat brug for. En massiv indsats i udviklingslande er i de rige landes interesse, for en global epidemi kan kun besejres globalt, skriver Der Spiegel. Mens halvdelen af befolkningen i EU og USA nu er helt vaccineret, er andelen i Afrika cirka 1,6 procent.

Ifølge Der Spiegel er “det bedste middel mod disse vaccinationsmodstandere virkeligheden”. Hver aften er fjernsynet fuld af rapporter om angerfulde vaccinationsmodstandere, som er blevet smittet og kæmper for livet.

“Hvad skal man gøre med sådanne vaccinationsgnavpotter? Hjælper obligatorisk vaccination, er der brug for drastiske indskrænkninger for ikke-vaccinerede personer? Det kan alt sammen godt være. Men virkeligheden lærer os, at tvang sjældent fører til gode resultater. I sidste ende er personlig indsigt gennem et møde med virkeligheden sandsynligvis langt mere effektiv,” skriver Der Spiegel.

Ugeavisen Die Zeit er delvist gået i rette med sig selv og sit øl-forslag og skriver i en leder forleden, at afvisningen af vaccine ikke er et privat anliggende:

”De, der ikke bliver vaccineret, udsætter andre for risiko. Dette berettiger statslige tvangsforanstaltninger.”

Fokus på frihed er vigtigt, men grundloven hjælper ikke, når man ligger i respirator på et coronasygehus.

“I en nødsituation kan den kortsigtede begrænsning af friheden derfor tjene den langsigtede bevarelse af friheden. Vaccination er en måde at komme ud af en nødsituation på,” skriver Die Zeit.

Nogle politikere foreslår, at man for eksempel kun kan gå på restaurant, til fodboldkamp eller i teatret, hvis man er vaccineret. Kritikere kalder dette for tvangsvaccinering ad bagdøren.

Individets frihed er en alvorlig sag i et Tyskland, der lever i smertelig erindring om nazisternes tyranni. Ifølge den tyske grundlov, som blev skrevet i 1949 på ruinerne af Anden Verdenskrig, er den personlige frihed ukrænkelig. Merkel foretrækker at appellere til sund fornuft.

“Jo flere der bliver vaccineret, desto friere bliver vi igen, desto friere kan vi leve igen,” siger hun ifølge ”Tagesschau”.

CITAT

“Mens coronavirus hærger i fattigere lande og truer med nye mutationer, diskuterer Tyskland, hvordan man lokker vaccineskeptikere med penge. Det er ikke kun latterligt, men også skandaløst.”

Der Spiegel