Kongens godkendelse af plyndringer fik klostre lukket under reformationen

Den stærkeste enkelte årsag til nedlæggelserne af klostrene var ikke prædikanternes ord, men de kongebreve, hvormed kong Frederik I autoriserede byernes magistrater og andre til at konfiskere dem, når brødrene var ”ude”, skriver Jørgen Nybo Rasmussen

Lutherdommen sejrede ikke blot ved ”ordets magt”, heller ikke i Danmark. Blandt dem, der mest afgjort forsvarede deres katolske tro og kirkeorden, var franciskanerne, også kaldet gråbrødrene.
Lutherdommen sejrede ikke blot ved ”ordets magt”, heller ikke i Danmark. Blandt dem, der mest afgjort forsvarede deres katolske tro og kirkeorden, var franciskanerne, også kaldet gråbrødrene.

I FORBINDELSE MED optakten til reformationsjubilæet i 2017 har tidligere sognepræst Ricardt Riis i Kristeligt Dagblad den 1. juni ment at kunne bidrage til forståelsen af Reformationens velgerninger med en væsentlig detalje.

Den skulle bestå i, at da kong Frederik I i 1526 udstedte et værnebrev til den danske reformator Hans Tausen, sendte han ”et stærkt signal til alle munke om, at kongen nu ikke mere, sådan som hans forgængere havde gjort, ville tvinge bortløbne munke tilbage til deres klostre”. Dette tolkedes som et hidtil ukendt kongeligt tilsagn om trosfrihed i Danmark.

Men som historiker må man alvorligt betvivle denne udlægning. Der kendes fra kilderne intet eksempel på, at nogen dansk konge skulle have optrådt som klosterpoliti over for ulydige munke. Og hvis han havde gjort det, ville han have krænket selve den retsorden, der gjaldt for den danske katolske kirke i middelalderen.

Det grundlæggende var dengang, at kirken havde sin egen struktur og sin egen lovgivning. For almindelige præster var det biskoppernes domstole, for ordensfolk som franciskanerne var det deres foresatte provincialer. Øverste appelinstans var pavestolen. Denne retsorden forpligtede enhver dansk konge sig til at overholde.

Ricardt Riis’ fortolkning af de værnebreve, Frederik I fra 1526 begyndte at udstede til nogle af de lutherske prædikanter, er heller ikke rigtig. Disse breve skulle ikke forsvare deres klosterflugt, men undtage dem fra den hidtil gældende katolske retsorden, således at biskopperne ikke mere kunne drage prædikanterne til ansvar for deres verbale angreb på den katolske kirkes tro og praksis.

På den måde støttede Frederik I lutherdommens fremgang i Danmark. Men værnebrevet betød jo også, at den pågældende herefter var underlagt kongen alene. Dette blev et af kimene til, at kirkemagten i løbet af Reformationen i de protestantiske lande blev flyttet fra paven og biskopperne til kongerne og fyrsterne. I Danmark gennemførtes dette af Christian III fra 1536.

Lutherdommen sejrede ikke blot ved ”ordets magt”, heller ikke i Danmark. Blandt dem, der mest afgjort forsvarede deres katolske tro og kirkeorden, var franciskanerne, også kaldet gråbrødrene.

Ricardt Riis nævner med rette deres ”Uddrivelseskrønike” som en vigtig kilde om, hvordan disse klostre i så stort tal ophørte i de sidste fem år af Frederik I’s regeringstid.

Detaljer kan ikke drøftes her. Den stærkeste enkelte årsag til nedlæggelserne af klostrene var ikke prædikanternes ord, men de kongebreve, hvormed kong Frederik I autoriserede byernes magistrater og andre til at konfiskere dem, når brødrene var ”ude”!

Jørgen Nybo Rasmussen er dr.theol. h.c.