Grundtvig skriver et sted: ”Mennesket er sig selv en gåde.” Søren Kierkegaard siger noget lignende. Mennesket kan altså ikke gennemskue eller fuldstændigt kortlægge eller forstå sig selv.
Det er et menneskesyn, der i høj grad er anfægtet i dag, hvor teknologien giver mulighed for at måle og tracke alt, hvad man gør. Det gør ikke mennesket mindre gådefuldt, men det giver illusionen om, at mennesket er alt andet end en gåde eller i hvert fald en gåde, hvor løsningen er tilnærmelsesvist fundet. Lidt bedre måleinstrumenter, så er den der nok.
Det er et teknologisk menneskesyn, som også er den underliggende præmis for mange af de reality-tv-eksperimenter, som DR excellerer i.
Så meget desto mere opløftende er DR 3’s serie ”Min sindssyge tvilling”, hvor man i fire afsnit følger de enæggede tvillinger Anna og Andrea på 22 år. De to er opvokset i Vestjylland, født i Etopien, hvor de fire uger gamle blev afleveret til et børnehjem, hvorfra de blev adopteret til Danmark. De er ens, men også meget forskellige. Andrea er musicalstjerne, mens Anna er iværksætter. To smukke, unge kvinder, noget helt særligt, men også meget almindelige.
De har deres at slås med – begge er bipolare– men det er ikke det, der er hovedsagen, på trods af titlen ”Min sindssyge tvilling”. Måske taler den til det unge segment, som DR 3 henvender sig til, hvor sindssyg også kan betyde vildt eller overdrevet. For det er de også på en ret god måde.
Personligt finder jeg, at titlen er malplaceret og en måde at give de to kvinder en etiket, der begrænser synet på dem, mere end godt er. Man får også forventningen om et ret begrænset blik på Grundtvig, hvis man åbner en bog med titlen ”Den sindssyge Grundtvig”.
Det korte af det lange er, at man i de fire udsendelser, der kan streames på DRTV, får et virkelig fint indblik i de to unge kvinders liv. De har hver deres liv, men også en stadig dialog, som kun meget tætte søstre kan have, og et fælles projekt.
De vil til Etiopien for at undersøge, hvad de kan finde ud af om deres oprindelse og deres spæde barndom, måske også finde deres biologiske mor.
Det kunne lyde som en variant af ”Sporløs”, men man slipper for den manierede suspense, hvor en vært holder spændingen hen for at få flest muligt nervepirrende sekunder på skærmen. Her er tvillingerne og en etiopisk fixer ved navn Yoannes, som hjælper de to med jagten på deres historie. De kommer tæt på, men går ikke hele vejen. Det bliver for stort et pres for Anna, der får det dårligt i Etiopien.
De to kvinder bliver klogere på deres egen historie, seerne lærer to kvinder at kende. Men pointen er, at de to mennesker stadig er en gåde. Ikke bare for dem selv, men også for seerne. Man følger med i fire afsnit, og gåden og nysgerrigheden vokser. Man vil nødig slippe dem.
Det er virkelig godt tv – også solidarisk med livet, som det er. Der er ikke en slutning. Life goes on.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.