Tvivlesygens apostel

KOMMENTAR: Er vægelsind udtryk for en særlig side af dansk folkekarakter, eller ville enhver befolkning i et europæisk land ikke umiddelbart stemme nej til enhver forespørgsel, der kunne indebære en skjult risiko for afgivelse af national

Medens der tales om et ja og nej til euroen ud fra økonomiske og politiske overvejelser, kan man som historiker og dansklærer ikke lade være med at kaste et blik på de psykologiske årsager til den tvivlesyge, der har ramt store dele af befolkningen. For hvad er det egentlig, der ligger bag galluptallenes konjunktursvingninger? Er vægelsindet et udtryk for en særlig side af dansk folkekarakter, eller ville enhver befolkning i et europæisk land ikke umiddelbart stemme nej til enhver forespørgsel, der kunne indebære en skjult risiko for afgivelse af national suverænitet. Jeg ved det ikke. Der hænger en skygge af Hamlets vanvittige tvivlesyge over udlændinges forståelse af den danske nationalkarakter. Men findes der overhovedet en karaktermæssig fællesnævner for nogen nation? Er Grundtvig mere dansk end Per Degn? Umiddelbart er svaret nej. Intet er vanskeligere end at sige noget rigtigt om et helt folks karakter. Når man forsøger at bestemme en folkekarakter, øjner man faldgruber alle vegne. Der er næsten ikke nogen dyd, som ikke ethvert folk vil tillægge sig. Er der noget folk, der ikke mener, at det selv er tappert? Sådan sagde Georg Brandes. Han kunne alligevel ikke lade være med at forsøge på at indkredse hovedtrækkene i folkekarakteren, idet han sagde: dansk kraft er i sit væsen modstandskraft, altså inderst inde passiv. Den mangler i regelen den erobrende evne, for ellers kan man ikke forklare, hvorfor landet er så lille og folket så fåtalligt. Den danske nationaldyd er en næsten sindssvag udholdenhed, som viser sig, hvor det havde været bedre at give efter i tide. Danmarks krig med England fra 1801 til 1814 er et godt eksempel. Krigen mod det forenede Stortyskland i 1864 et endnu bedre. De ofre, der bringes på danskhedens alter, har gennem hele historien været de størst tænkelige. Sådan er det i historisk henseende, og sådan er det i åndelig. Stædigheden og udholdenheden kan også have en årsag i en form for virkelighedsflugt. I Hans Egede Schacks berømte roman »Phantasterne« fra 1857 tegnes der tre portrætter af fantasteriets og tvivlesygens repræsentanter, Christian, Conrad og Thomas. Herfra breder den romantiske syge sig ud i hele den nordiske litteratur, så vi genfinder fantasteriet i alle dets satiriske og patetiske afskygninger hos Ibsen i »Vildanden«, hos Sophus Schandorph i »Uden Midtpunkt« og J.P. Jacobsens »Niels Lyhne« til Drachmanns rejsebog »Danmark leve, Blade fra en Rejse paa begge Sider af Grænsen« med et motto fra Turgenjev: »Uden for nationaliteten er der hverken kunst, sandhed eller liv, der er ingenting, slet ingenting.« Fantasteriet har det godt med det nationale. Vi indhenter det, vi satte overstyr på det politiske område, i form af drømmeproduktioner på bogmarkedet og filmlærredet. Kunsten erstatter virkeligheden med nye fremstød i en indbildt verden, medens tvivlesygen sidder tilbage som en torn i kødet. Johannes V. Jensen, der som forfatter hørte til det stoflige gennembruds friske mænd fra det forrige århundredskifte, ville ikke blot bekræfte de raske i retten til riget. Han har også skrevet dets mest pessimistiske roman. Samtidig er han en stor nationalist. Er det derfor, han af landets to førende dagblade er blevet kåret til det 20. århundredes største danske romanforfatter? Eller er det, fordi han foruden at være en mesterlig fortæller også er tvivlesygens og fantasteriets apostel? For sådan kan man også læse ham, og sådan bør han forstås. Johannes V. Jensens »Kongens Fald« er den bog, hvor han kunstnerisk set nåede højest. Der er talrige sider i den, som er skrevet med en mægtig indbildningskraft, men som portræt af den danske folkesjæl er den uhyggelig ved sin menneskelige umodenhed f.eks. i følgende citat: »Det er naturligt for den Levende at brovte med Udødelighed; den højeste Sundhed finder sit Udtryk i Pral og Trussel. Menneskets fineste Potens er den dundrende Løgn.« Tydeligst kommer tvivlesygen til udtryk i kapitlet »Kongen falder«, hvor nemesis rammer den overmodige og himmelstormende konge, Christian II. Det var den 10. februar 1523, fortæller digteren, tvivlen og fortvivlelsens nat. Kongen har mistet grebet om riget og giver op. Han forlader Jylland og går om bord i færgen for at sejle til Fyn. Øerne har endnu ikke svigtet ham, men Danmark er splittet i to halvdele. Lillebælt antager i fantasien skikkelse af Lethe, glemselens og dødens flod, som leder til underverdenen. Johannes V. Jensen fortæller: »Det var en raakold Aften, hverken mørk eller lys, det regnede ikke, men Luften var fuld af Fugt. Kongen gik i Færgen ved Høneborg Slot tilligemed en halv Snes af sine Mænd; det gik for sig i Stilhed, kun Indladningen af Hestene foraarsagede nogen Tummel. De øvrige af Kongens Følge blev paa Land for at komme efter næste Dag, de stod med Fakler inde paa Bredden, da Færgen gled ud paa det mørke Bælt.« Natten igennem sejler kongens båd frem og tilbage over Lillebælt, inden han tager afsked med det land, som var ham kærest. Det er selvopgørets time, hvor livsregnskabet gennemgås med lutter røde tal på bundlinjen. Uendelig møje, skuffelser, daglig udregning og forgæves anspændelse gennem 10 år. Efterhånden som natten skrider frem, daler humøret og efterlader ham i dyb depression. Det var kong Christians fortvivlelsesnat. »Den brød ham ned. Han sejlede frem og tilbage, indtil Dagen gryede. Da Solen brød frem, var han paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfældigvis var der.« Slutningsordene i kapitlet lyder: »Nej, der staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den Sag falde, der er Genstand for hans Tvivl.« Det lyder, som om det er sagt af en mand, der stadig lider af sårfeberen fra 1864. Jeg tror ikke, at der kan drages nogen konklusion vedrørende den danske folkekarakter, således som man kunne være fristet til at gøre det på grundlag af Johannes V. Jensens suggestive kunst. Den 28. januar 1837 holdt en anden forfatter af historiske romaner, B.S. Ingemann, samtidig med at han arbejdede på digtkredsen »Holger Danske«, en tale på Frederik VI's fødselsdag. Titlen var nationalåndens forhold til tidsånden. Denne tale var en tak til den gamle konge for alt det, han havde gjort for at fremme folkeoplysningen og borgernes aktive deltagelse i samfundslivet gennem stænderforsamlingerne. Talen må ses i sammenhæng med, at H.C. Andersen i efteråret 1836 meddelte Ingemann i et brev, at Jonas Collin som præsident for Landhusholdningsselskabet havde fortalt ham, at bønderne overalt læste Ingemanns historiske romaner, og at man ville understøtte en udgivelse af dem i stort tryk i billigbogsudgaver. For Ingemann betyder nationalånden først og fremmest den fortsatte folkedannelse selv, den selvbevidsthed som formes gennem kendskab til nationens åndelige arv og historie. Sammenhæng, perspektiv og dybde er for ham en nødvendig livsbetingelse: »Kun derved hævder folkekarakteren den dybde og kraft, der for længe siden har berettiget nationen til at træde i klasse med Europas åndrige og fremskridende folkefærd.« Han fortsætter: »Natio-nalånden er én, men tidsånderne mangfoldige. Kun hvad en nation gennem alle sine generationer tilegner sig af de enkelte tidsaldres ideer, kun det tilhører folket, som folk, kun det er udbyttet af dets kamp gennem tiderne.« For Ingemann er tidsånden flygtig og ofte vildledende, mens folkeånden er permanent. Hans mål er folkeåndens fornyelse, og i dansk folkeånd ser han en særlig forening af godmodighed, lune og fordringsløs beskedenhed som danskhedens kendemærke. »Dæmp nationalismen!« lyder overskriften på en kronik, som jeg læste engang. For mig forholder det sig anderledes. Bevidstgør nationalismen, så den bliver en aktiv, skabende kraft i planerne for et kommende Europa. Lad os ikke ende som passive ofre for tvivlesyge og mistro. Niels Kofoed er lektor, dr.phil., formand for B.S. Ingemann Selskabet.