Efter et par måneders heftig debat forventes Folketinget i dag at vedtage regeringens ”straksindgreb” på asylområdet. Indgrebet er blevet mødt af kraftig kritik, men faktum er, at det ikke står klart, om indgrebet strider mod internationale konventioner eller ej.
Når Folketinget samles i dag, vil regeringens hastebehandlede ”straksindgreb” på asylområdet efter al sandsynlighed blive endeligt vedtaget. Både FN's Flygtningehøjkommissariat og danske organisationer har kritiseret regeringen for, at forslaget krænker Danmarks menneskeretlige forpligtelser. De peger på forskelsbehandlingen af flygtninge og udlændinge sammenlignet med personer i forvejen bosiddende i Danmark.
Institut for Menneskerettigheder fremsatte i vores høringssvar alene alvorlig kritik af, at lovforslagene ikke indeholdt de nødvendige overvejelser om Grundloven eller menneskerettighederne.
Vi havde ikke nok oplysninger til at afgøre, om lovforslaget var i overensstemmelse med Grundloven og de internationale konventioner. Vi efterspurgte blandt andet beregninger af, hvor store beløb forskellige familiekonstellationer ville få i ydelser.
Siden er Integrationsministeriet kommet med en række indviklede beregninger, som viser, hvad de mest almindelige familietyper vil modtage i støtte.
Men hver person eller familie modtager et kludetæppe af behovsbestemte ydelser, og det er derfor umuligt på forhånd at vide præcist, hvad eksempelvis en familie med to børn vil få - og derfor kan vi ikke endeligt sige, om forslaget bryder med konventionerne eller ej. Den usikkerhed betyder også, at det fortsat er et åbent spørgsmål, om de nye regler vil føre til ulovlig forskelsbehandling af flygtninge og udlændinge.
Flygtningekonventionen siger klart, at flygtninge skal behandles som landets egne statsborgere. Det har regeringen forsøgt at komme uden om ved at gøre de lavere ydelser og optjeningskravet gældende for alle - også danskere - der ankommer til Danmark efter at have opholdt sig i udlandet i mindst ét ud af de seneste otte år. Men forskelsbehandlingen styrkes ved, at dem med danskkundskaber - sjovt nok i praksis danskere - vil modtage en ekstraydelse på 1500 kroner om måneden.
Regeringen har forsvaret den store forskelsbehandling ved at henvise til en dom fra 2012, hvor Højesteret fandt, at den daværende starthjælp ikke førte til ulovlig forskelsbehandling i en sag om en flygtningefamilie. Men reglerne dengang og nu er forskellige - blandt andet fik familien hele tiden fuld børnecheck, ligesom danskere ikke fik det særlige dansktillæg.
Så det er ikke sikkert, at Højesteret vil nå samme konklusion i sager om introduktionsydelsen i dag. Derfor er vi stadig ikke overbeviste om, at lovforslagene overholder Flygtningekonventionens bestemmelser, men skråsikre kan vi ikke være.
Menneskeretten er et samspil mellem jura og politik, og det kan være overordentligt vanskeligt at fastslå, hvor det politiske råderum starter og hvor juraen sætter grænser. På politisk sprængfarlige områder - som for eksempel flygtninge- og integrationsområdet - kan menneskeretlige vurderinger hurtigt blive set som politiske.
Menneskeretten har det grundprincip, at folkevalgte har en særlig demokratisk legitimitet. Ikke-folkevalgte organer som domstole, ombudsmænd og menneskerettighedsinstitutioner skal derfor udvise tilbageholdenhed med at mene, at politiske og lovgivningsmæssige initiativer strider med menneskeretten. Folketinget skal altså have et vist spillerum til at foretage politiske vurderinger og beslutninger inden for menneskerettens grænseflader.
Som Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution er vi bevidste om denne rollefordeling, når vi vurderer politiske tiltag. Det resulterer i undrende blikke, når Institut for Menneskerettigheder ikke med sikkerhed kan sige, om en lov er på den rigtige eller forkerte side af menneskerettighederne. Er det ikke det, vi er her for? Jo, men juraen er sjældent så sort-hvid, og det er den heller ikke, når det handler om integrationsydelsen.
Der findes ingen danske eller internationale domme, der har behandlet en lovgivning som den, Folketinget står til at vedtage i dag, og der findes ingen praksis på området, som vi direkte kan læne os op ad.
Derfor kan vi heller ikke vide, hvad Højesteret eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil dømme i fremtidige sager om integrationsydelsen, optjening af pension og de andre stramninger, der snart vil træde i kraft. Men vi må forvente, at Danmark vil fortsætte med at møde international kritik efter indførelsen af de nye regler.
I sidste ende kan de juridiske uenigheder om straksindgrebet kun afklares ved domstolene. Samtidig bliver det en løbende opgave for både myndigheder, organisationer og Institut for Menneskerettigheder at overvåge konsekvenserne af den nye lovgivning. Det er en opgave, vi er klar til at tage på os.
Jonas Christoffersen er direktør for Institut for Menneskerettigheder