Den 15. maj skrev sognepræst Torben Bramming en kronik i Kristeligt Dagblad under overskriften ”Fremtidens kirke, frihedens kirke”. Heri fremstillede han et forslag om, at fremtiden for den evangelisk-lutherske kirke i Danmark afhænger af, at der gøres væsentligt mere ud af at oplære dåbsforældre i kristentroen forud for dåben.
Denne oplæring af forældrene skal forestås af sognepræsten, så de bliver i stand til at varetage deres ansvar for barnets oplæring i den kristne tro, hvilket Bramming altså ikke mener er tilfældet i dag. Man må også kunne antage, at han finder den for enhver dåb forudgående dåbssamtale, præsten har med forældrene, utilstrækkelig. Derfor skal der ”i de enkelte stifter knæsættes en fælles linje omkring dette og ingen dispensationer, ” mener han.
For mig udløser dette en mængde spørgsmål og indvendinger af både teologisk og kirkelig art. Dertil kommer også et spørgsmål, der drejer sig om Brammings kendskab til sine kollegers embedsførelse.
For at starte med det sidste kunne jeg tænke mig at vide, hvorfra han har sit indgående kendskab til, hvad andre præsters dåbssamtaler med forældrene handler om?
Er det da udelukket, at præsterne udlægger dåbens betydning for forældrene ud fra dåbsritualet og samtaler med dem om opdragelse, herunder oplæringen i kristentroen? Svaret er nej.
Men sagen er, at Bramming vel dårligt kan kende til indholdet af andre end de dåbssamtaler, han selv fører med forældrene, eftersom en sådan samtale er en sjælesorgssamtale og dens indhold derfor er beskyttet af tavshedspligten? Selvfølgelig oplever man i den kirkelige debat på de sociale medier en stigende tendens til, at præster kompromitterer denne tavshedspligt betydeligt ved for eksempel at drøfte, hvor mange muslimer, de personligt har omvendt i deres sogne, og hvor mange bøsser og lesbiske de har viet eller vil vie.
Men jeg mener ikke, at tendensen på nogen måde berettiger denne praksis.
Det første teologiske spørgsmål drejer sig om påstanden om, at enhver der ikke er døbt, er fortabt. Det mener jeg er en uhyre skråsikker påstand, eftersom det spørgsmål stadig er op til Gud alene. Det håber jeg da? For hvad med spædbarnet, der ikke nåede at blive døbt, inden det døde på sygehuset? Hvad med den kristentsindede bror fra Kina, Nordkorea, Afrika eller Mellemøsten, der ganske enkelt ikke turde at blive døbt og dermed risikere udstødelse fra sit eget miljø, blive forfulgt, måske dræbt?
I sin bog ”Kærlighedens pris” skrev den tidligere præst og kognitive terapeut, Bent Falk, om dåben: ”Man møder ind imellem både hos teologer og lægfolk den opfattelse, at de udøbte børn går fortabt, men det kan jeg ikke få til at stemme med Bibelens afgørende meddelelse om Gud: Den meddelelse, at Gud er kærlighed. ” Bent Falk skriver videre, at dåben gør forskel mellem på den ene side at være elsket uden at vide det, og på den anden side at være elsket og vide det.
Jeg vil påstå, at ethvert menneske på et tidspunkt erfarer, at det bestemt ikke kan være ligegyldigt, om man ved, at man er elsket eller ikke ved det. Derfor har dåben skam fuld berettigelse som sakramente uden, at man behøver gøre det til et spørgsmål om fortabelse.
Teologisk er det også problematisk at følge Torben Brammings forslag, idet dåben dermed ikke længere er gratis. Det er den ikke, fordi præsten helt konkret kræver noget til gengæld for at døbe et barn, nemlig, at forældrene følger dåbsundervisningen:
Dåben sker dermed ikke længere ”af nåde”, men bliver noget, som forældrene skal gøre sig fortjent til på barnets vegne – som en slags gerningsretfærdighed.
Dåben bliver en ren præstation i et samfund, der i forvejen er alt for styret af individuelle præstationer. Skal forløbet da også afsluttes med en eksamen, hvor forældrene endda kan dumpe? For hvem kan garantere, at de hører efter og tager gode noter, når præsten underviser? Hvis de forældre, som skal have barnedåb, selv er døbt, så indgår de jo automatisk i det almindelige præstedømme, som fremhæves i Brammings kronik.
Hvem skal så vurdere, om de nu også tror nok og ved nok til at påtage sig det ansvar, det er at oplære barnet i den kristne tro? Helt imod Brammings anliggende bliver det for mig at se svært at undgå, at hele idéen om denne grundige dåbsundervisning bliver det udtrykte billede af et præstevælde. Ikke mindst også, fordi den fælles linje skal sættes på stiftsniveau, altså uafhængigt af de menighedsråd, som fortsat har og bør have ansvaret for kirkelivets liv og vækst på sogneniveau.
Mine to kommentarer til det kirkelige er ganske enkle: Er det for det første ikke mest sandsynligt, at endnu færre vil overveje at få deres børn døbt, når præsterne pludselig begynder at gøre krav på forældrenes fritid til gengæld herfor? Jeg siger ikke, at det ikke er en slap holdning, men det er næppe heller et ønskeligt scenarie, såfremt man da er tilhænger af statskirken.
Og for det andet: Bramming skriver, at fremtidens kirke er Luthers kirke. Jeg mener ikke, og kommer aldrig til at mene andet, end at fortidens, nutidens og fremtidens kirke er Kristi kirke og ikke nogen som helst andens.
Thea Laukamp er sognepræst.