Så er der igen gang i debatten omkring udsatte børn. Det kan læses i Kristeligt Dagblad den 16. maj, at socialministeren vil udvide Ankestyrelsens muligheder for at gribe ind over for kommunerne i anbringelsessager.
Hver gang denne debat dukker op, virker det oftest, som om problemstillingen er meget enkel. Hvor svært kan det være for kommunerne at finde ud af at handle?
I virkelighedens verden er der de helt åbenlyse sager, hvor det er – eller burde være – rimelig klart, at et barn ikke kan være hjemme, for eksempel når et lille barn bor hos en enlig far eller mor, som er præget af svære misbrugsproblemer. Eller et barn bor hos en enlig svært psykisk syg mor eller far. Og dog!
Der var en meget illustrerende radioudsendelse (genudsendelse fra 2004) torsdag den 17. maj i P1:"Min mors røde kjole", hvor en ung kvinde ser tilbage på et barneliv alene med en psykisk syg mor – med alt for meget ansvar og med alt for megen ængstelse.
Udsendelsen illustrerede utrolig fint kompleksiteten i problemstillingen. Pigen kunne som 9-årig opleve, at moderen kunne ligge inde under spisebordet og være brudt sammen. Hun skulle så trøste sin mor og samtidig pr. telefon prøve at få kontakt til vagtlægen. Og hun fortalte, hvordan hun var blevet afvist af vagtlægen, som mente, at man "nok lige skulle se tiden an til i morgen." Først som 17-årig fik hun ophold andet sted end hos moderen. Og det hjalp hende. Moderens psykiater mente, at pigen var stærk nok til at bo hjemme.
Jeg fornemmede ud fra det, hun fortalte, at hendes problemer illustrerede en central problemstilling i disse sager: betydningen af det tværfaglige samarbejde. Altså samarbejde mellem socialrådgivere i kommunen og personale i skolen, daginstitutionen og ikke mindst i det lægelige system.
Pigen var som barn en enkelt gang blevet anbragt uden for hjemmet af kommunen, men det var gået i sig selv igen, da hun var stukket af fra anbringelsesstedet for at komme tilbage til sin mor, "for hvem skal ellers tage sig af mor ?". Pigen/kvinden fortalte, at hendes tanker som barn havde været: Hvad kan de tilbyde mig gennem en anbringelse uden for hjemmet, når de ikke en gang kan hjælpe mig herhjemme ? Altså at ikke engang lægen eller vagtlægen kunne komme, når hun havde brug for det på grund af sin mors sygdom?!
Og mine egne erfaringer er, at tværfaglighed, der fungerer i disse sager, ikke kommer ud af den blå luft. Det skal dyrkes og plejes. Der skal tages faglige diskussioner og afholdes faglige temadage. Der skal indarbejdes samarbejdsmønstre og samarbejdsaftaler mellem børne- og familieafdeling, daginstitutioner, skoler, sundhedspleje, pædagogisk-psykologisk rådgivning, praktiserende læger, sygehuse (ikke mindst børneafdeling, børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling og voksenpsykiatrisk afdeling) og med politiet, for blot at nævne nogle af de mest centrale samarbejdspartnere inden for feltet.
Men hvis der hos disse samarbejdspartnere og deres bagvedliggende organisationer sker hyppig udskiftning af personale og hyppige organisationsændringer, turde det være klart for de fleste, at hjælpen i tide til sårbare børn og unge kan få særdeles trange kår.
Godt arbejde på dette område opnås ikke alene gennem lovgivning og Ankestyrelsens mulighed for at gribe ind i tide. Det handler mindst lige så meget – eller endnu mere – om udvikling af faglighed, tværfaglighed, menneskesyn, etik, værdier, ansvarsfordeling og helhed. Er der kvalitet i udviklingen af disse nøglebegreber, kan indsatsen blive til en hjælp, der bidrager til et værdigt og udviklende liv for både børnene og deres forældre. I modsat fald kan det ende som pseudoløsninger, hvor man "vasker hænder" uden at hjælpe!
Jørgen Breindahl
socialrådgiver,
Ringparken 2,
Hedensted