Prøv avisen
Mediekommentar

Det er et tyndt menneskesyn, det vægter mennesker efter kilo

I DR 3-programmet "Idas fede fatcamp" er en gruppe overvægtige kvinder taget på fatcamp i North Carolina, USA. Ikke for at tabe sig, men for at skabe "kropspositivisme". Foto: DR

Tykke mennesker kalder selvfølgelig på den samme agtelse og respekt som andre. Samtidig kan man ikke se bort fra, at overvægt udgør en alvorlig helbredsrisiko, skriver Jesper Bacher efter at have set DR-programmet "Idas fede fatcamp"

Skal man fange opmærksomheden i en multimedietid med en hård konkurrence om det attråede gode, er det vigtigt med blikfang. Noget, som får folk til at studse og vækker nysgerrigheden. Noget, som rejser spørgsmålet: Hvad ligger der bag blikfanget og overskriften?

Sådan havde jeg det, da mit blik faldt på DR 3-programmet ”Idas fede fatcamp”. Handlede det om undervægtige børn, som skulle opfedes, var det metaforisk eller hvad? Det viste sig imidlertid at være særdeles fysisk og bogstavligt. I Skandinavien er der nemlig revolution. Ikke af den militante slags med barrikader, bål og brand, men blandt tykke kvinder, som vil gøre op med fordommene om det at være tyk. (Mændene er åbenbart mindre revolutionære). Hvorfor skulle det ikke være fedt at være tyk, og hvorfor skal tykke mennesker være tynget af skyld og selvhad?

”Idas fede fatcamp” skildrer en række tykke kvinder fra Danmark, som er taget på en såkaldt fatcamp i North Carolina i USA. Her mødtes de med række ligesindede og -vægtige, og her blev der arbejdet for at slutte fred med sin krop eller skabe ”kropspositivisme”, som det også hed.

Campen eller lejren var altså ikke et kurophold med henblik på at smide de overflødige kilo, men et mentalt kurophold med henblik på forsoning med sin tykkelse.

EN AF DELTAGERNE, Emilie med tilnavnet Morgan, erklærede, at tyk er det værste, du kan blive, og Ida kritiserede den ”overfladiske kropskultur” i Danmark. Nu kan en kropskultur vel dårligt være andet end overfladisk, men kropskulturen kunne godt være mere rummelig og mindre fedtfokuseret.

Det var barskt at høre en taler fortælle lejrdeltagere, hvordan hun en overgang ønskede, at hun måtte få kræft bare for at tabe sig.

Således kan skønhedsidealerne om den slanke krop hærge og plage et menneske, selv om det er stupidt og ukristeligt at veje menneskeværd i kilo og hvepsetalje. Tykke mennesker er ikke bare mennesker, som venter på at blive slanke, de er mennesker i deres egen ret. Slankekure er velmente, men de er ikke frelsesveje.

NÅR DET ER SAGT, så kan man ikke lade være med at tænke, at regelmæssige kirkegang kunne give mindst lille så meget livsmod som den amerikanske fatcamp. Dåben er den radikale ligestilling af sværvægtere som letvægtere.

Tykke mennesker kalder selvfølgelig på den samme agtelse og respekt som andre. Samtidig kan man ikke se bort fra, at overvægt udgør en alvorlig helbredsrisiko.

For nyligt læste jeg en statistik, der fortalte, at i 2010 var der omkring en million mennesker, som døde som følge af sult og underernæring, mens overvægt dræbte tre millioner.

Det er mange mennesker, og det må man naturligvis tage alvorligt. Det afgørende er, at man ikke sætter sandhed lig med sundhed og indfører en helse-hersen. ”Du er vejet på vægten og fundet for let,” sådan sagde profeten Daniel engang til den babyloniske kong Belshassar. Det samme kan man siges om et tyndt menneskesyn, det vægter mennesker efter kilo. Ja, måske ville nogen kalde det decideret ufedt.

Jesper Bacher er sognepræst.