Tyrkisk og afghansk ungdomsorganisation: Lad os arbejde på fælles løsninger efter Ry-sagen

Der bør være et tværfagligt og etnisk forum, hvor relevante aktører jævnligt mødes og drøfter problemerne og når til enighed om, hvilke tiltag der skal iværksættes. Vi er klar til at starte sådan et indledende møde, som vi mener er nødvendigt

Mølleskolen i den østjyske by Ry dannede ramme om fire drenges angreb med en benzinbombe mod en 16-årig skoleelev. –
Mølleskolen i den østjyske by Ry dannede ramme om fire drenges angreb med en benzinbombe mod en 16-årig skoleelev. – . Foto: Ernst van Norde/Polfoto.

DEN TRAGISKE begivenhed i Ry er modbydelig, uanset hvem der gør det og hvorfor.

Intet kan retfærdiggøre sådan en handling, som desværre blandt andet er resultatet af en mangeårig stiltiende accept af en række stigmatiserende udtryk om nogle minoritetsgrupper.

Stigmatiseringen af bestemte grupper er med til at danne en fortælling om, at det altid er ”dem”, som er roden til alle problemerne.

Vi anerkender, at der er problemer, men de skal løses på en konstruktiv måde, der gavner parterne.

Det har på den ene eller anden måde haft negative konsekvenser for alle de involverede parter i Ry. De er efterladt med mulige sår på sjælen resten af livet, mens debatten vil køre for fuld skrue som sædvanlig.

Det bør og kan ingen acceptere længere, specielt dem med en anden etnisk baggrund i Danmark, der hver dag står op og bidrager til samfundet. De må ikke frygte for deres børns eller børnebørns fremtid, fordi de relevante aktører i samfundet handler uansvarligt eller desværre bidrager negativt til disse problemer.

Der påhviler politikerne, medierne og meningsdannerne et helt ekstraordinært ansvar efter denne meget uheldige begivenhed.

Derudover påhviler der også forældrene, skolerne, øvrige institutioner og ikke mindst civile aktører et ansvar for at være med til at løse problemerne.

Der skal være mere samarbejde på tværs af minoritetsgrupper samt offentlige aktører, vi skal kunne tænke nyt og visionært.

Der bør være et tværfagligt og etnisk forum, hvor relevante aktører jævnligt mødes og drøfter problemerne og når til enighed om, hvilke tiltag der skal iværksættes. Alle grupper i samfundet har deres egne unikke problemer, derfor er løsningen ikke altid en one size fits all -løsning. Vi er klar til at starte sådan et indledende møde, som vi mener er nødvendigt.

En fælles samtale forpligter og kan være med til at løse udfordringerne. Denne kan gavne alle parter i samfundet. Uden en samtale kan vi desværre kun risikere andre eskalerende angreb fremover, og det er i absolut ingens interesse. Vi maner derudover alle til besindighed og håber på en fredelig sameksistens fremover, da alle de andre alternativer ikke kan medføre noget positivt for nogen i samfundet.

Mehmet Bahadir Dagli er formand for Dansk-Tyrkisk Akademiker Union, og Joseph Saber er formand for Afghan Youth Association in Denmark.