Tysk biskop kritiseres for engagement i klimademonstrationer

Biskop i Bayern kritiseres for at deltage i en Fridays for Future-demonstration, for kirken skal være politisk neutral, mener kritikere. Omvendt mener biskoppen, at det er vigtigt at engagere sig

DEN KATOLSKE BISKOP Stefan Oster har flere gange skabt debat i Tyskland. Forargelsen var for eksempel stor, da han kort tid efter sin udnævnelse til biskop i 2014 sammenlignede homoseksuelle parforhold med venskaber mellem gangstere. Til gengæld stødte han på mere sympati blandt store dele af befolkningen, da han i foråret 2019 mente, at den katolske kirke burde have plads til gifte præster. Nu kritiseres biskoppen, fordi han deltog i den globale Fridays for Future-demonstration den 20. september. Den 54-årige katolik, der både er biskop i stiftet Passau i delstaten Bayern og tillige er den katolske kirkes ungdomsbiskop, vandrede sammen med unge i spidsen for demonstrationen og holdt et banner med ordene ”Act Now” – Handl nu.

”En biskop skal ikke blande sig i politik. Det er ikke uden grund, at vi har en klar adskillelse mellem kirke og stat. Vi lever jo ikke længere i det 18. århundrede, hvor kirken bestemte politikken,” siger politiker Stefan Meyer, der leder det kristeligt-sociale parti CSU’s ungdomsorganisation i Passau, til Bayerischer Rundfunk.

Der er også personer i CSU’s ledelse, der deler denne holdning. ”Det er betænkeligt, at førende personligheder inden for den katolske kirke deltager i demonstrationer, som ikke alene partier som De Grønne eller det socialistiske Die Linke støtter, men også organisationer som det yderligtgående og autonome Antifa. Dele af Fridays for Future-bevægelsen stiller jo meget radikale krav og vil bruge tvivlsomme metoder som for eksempel blokade af lufthavne og motorveje,” siger Alexander Dobrindt, der er gruppeleder for CSU´s medlemmer i det tyske parlament, til ARD.

Kritikerne mener, at kirken skal være politisk neutral, og at biskoppen krænker dette princip ved at deltage i demonstrationerne.

På de sociale medier bliver temaet heftigt diskuteret, hvilket får journalist ved den katolske avis Die Tagespost Maximilian Lutz til at klage over, at kritikerne ofte bruger et tonefald, der er på grænsen til det acceptable, når de ”beskylder biskoppen for at have sat sig i spidsen af en bevægelse, der propaganderer en form for økologisk fascisme”.

Stefan Oster ser ikke kritikken som en hindring for, at han også fremover kan deltage i Fridays for Future-demonstrationer. Tværtimod. Han mener, at klimademonstrationerne har meget tilfælles med antiabortdemonstrationerne Marsch für das Leben (March for livet), som han også støtter.

”Det er en opgave for alle kristne at bevare skabningen. Som kristen er jeg overbevist om, at begge dele hører sammen: indsatsen for at bevare vores skabning og beskyttelsen af livet – fra tidspunktet for undfangelsen til det sidste åndedræt. Takket være de unges klimaprotester er jeg rent faktisk blevet mere sensibel over for, hvor presserende problemet er,” siger han ifølge den katolske kirkes radiostation i Køln, Domradio.

Meget tyder på, at de tyske katolikker må vænne sig til, at deres biskopper fremover deltager mere aktivt i klimaprotesterne.

Lederen af den katolske kirke i Tyskland, Reinhard Marx, har nemlig over for Die Tagespost meddelt, at kirken vil støtte og opmuntre demonstrationerne, og ærkebiskop Ludwig Schick fra Bamberg Stift har allerede vist sin sympati ved at lade kirkeklokkerne i sin domkirke ringe til bøn for bevaringen af det skabte under demonstrationen den 20. september.

”Det er super, at unge engagerer sig i at bevare det skabte og dermed i deres fremtid,” siger Ludwig Schick til Die Tagespost.

Mens nogle katolske politikere kritiserer biskop Stefan Oster, har det indtil nu slet ikke vakt debat, at den øverste leder af sammenslutningen af protestantiske kirker EKD i Tyskland, Heinrich Bedford-Strohm, ligeledes deltog i en stor klimademonstration den 20. september i byen München.

”Skabningens bevaring er et ældgammelt bibelsk tema, som også drejer sig om retfærdighed. De mennesker, der har bidraget allermindst til klimaforandringerne, er de første, der bliver ofre, og det er ikke fair. Jeg forventer, at klimaoverenskomsten fra Paris, der kom i stand efter anstrengende forhandlinger, omsættes til realitet i alle lande. Vi kristne skal være utålmodige,” siger Heinrich Bedford-Strohm til den evangeliske avis Das Sonntagsblatt som begrundelse for sin deltagelse i Fridays for Future- demonstrationen.