Tysk filosof vækker debat: Ukraine-krig er krigen, ingen kan vinde

Europas store intellektuelle, den 92-årige tyske filosof Jürgen Habermas, skaber nu diskussion med sit forsvar af den tyske kanslers tøvende holdning i spørgsmålet om våbenleverancer til Ukraine

Ifølge Habermas befinder vi os i en situation, hvor Putin alene har magten til at definere, hvornår et andet land overtræder grænsen til at blive part i krigen.
Ifølge Habermas befinder vi os i en situation, hvor Putin alene har magten til at definere, hvornår et andet land overtræder grænsen til at blive part i krigen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Lige siden Ukraine-krigens begyndelse er kritikken haglet ned over den tyske kansler Olaf Scholz på grund af hans tøvende tilgang til at sende tunge våben til ukrainerne, og de skarpeste kritikere findes ikke blot i oppositionen, men også blandt politikere fra regeringens egne partier.

Nu vælger en prominent tysker imidlertid at tage kansleren i forsvar. Den 92-årige sociolog, filosof og forfatter Jürgen Habermas, der har stjernestatus i den offentlige tyske debat, kritiserer i avisen Süddeutsche Zeitung de personer, som han kalder for ”de moralsk indignerede anklagere.”

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

”I Tyskland er der - drevet frem af pressens kommentarer - udbrudt en skinger meningskamp om form og omfang af militærhjælp til det betrængte Ukraine. Jeg er irriteret over den selvsikkerhed, hvormed de moralsk indignerede anklagere i Tyskland agerer imod en regering, der handler både reflekterende og tilbageholdende,” skriver Jürgen Habermas i sit essay ”Krig og forargelse” i Süddeutsche Zeitung.

Den tyske filosof har fuld forståelse for folks vrede over krigen, som han kalder for en massiv angrebskrig i strid med folkeretten, og han beskylder russerne for en umenneskelig krigsførelse, men samtidig advarer han om farerne for en verdenskrig.

”Der er gode moralske grunde til, at Vesten ikke ønsker at blive part i krigen, men dermed har Vesten også samtidig bundet sine egne hænder,” vurderer Habermas.

Rent faktisk er Vesten er med indførelsen af ”de drastiske sanktioner” efter hans mening allerede blevet krigspart, men netop derfor er der desto mere grund til at overveje hvert eneste yderligere skridt af militær støtte til Ukraine. 

Ifølge Habermas befinder vi os i en situation, hvor Putin alene har magten til at definere, hvornår et andet land overtræder grænsen til at blive part i krigen. 

Men samtidig betoner Habermas, at Vesten ikke kan affinde sig med at blive afpresset efter russernes behag: Det ville ikke alene være en skandale set ud fra et politisk og moralsk synspunkt at overlade Ukraine til sin egen skæbne, det ville heller ikke være i Vestens egne interesser, for så kan dét, der sker i dag i Ukraine, ramme andre lande i morgen eller i nærmeste fremtid.

”Ukraine må ikke tabe denne krig,” skriver han, men understreger samtidig, at Vesten er nødt til at se realistisk på situationen: Eftersom en atomkrig ikke har nogen vinder, må vi indstille os på at skulle forhandle med Putin – i hvert fald om en våbenhvile.

Essayet af Jürgen Habermas har vakt opmærksomhed overalt i det tysksprogede område af Europa. I den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung vurderer debatredaktør Thomas Ribi, at Jürgen Habermas er rådvild ligesom alle andre mennesker.

”Men han gør, hvad en filosof kan gøre: Han formulerer dilemmaet og advarer Vesten imod at overvurdere sine handlingsmuligheder,” skriver Thomas Ribi i Neue Zürcher Zeitung. 

Ifølge Harry Nutt fra Berliner Zeitung forsøger Habermas først og fremmest at skildre de store linjer i den verdenspolitiske konstellation, som er blevet ændret igennem krigen.

”Den bitre lære af teksten er, at heller ikke Habermas kan byde på en filosofisk løsning. Men alligevel rummer hans essay muligheden for at se de seneste ugers heftige debatter om våbenleverancer, tysk tøven og utilfredsheden med politikerne i et andet lys,” skriver Harry Nutt i Berliner Zeitung.

Politologen Cord Schmelzle mener i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, at Jürgen Habermas på væsentlige områder ikke tager hensyn til folkeretten i sit essay.

”Det er forkert, når han skriver, at støtte til Ukraine – det være sig gennem sanktioner eller våbenleveringer – udgør en ”de facto” deltagelse i krigen. Ifølge folkeretten er man kun krigspart, når man deltager militært i en konflikt, og ikke når man sanktionerer aggressorer eller understøtter deres ofre med våben. I modsætning til Rusland har de stater, der støtter Ukraine, en ret til at forskånes for repressalier, fordi de forsvarer gældende folkeretlige orden imod et retsbrud,” skriver Cord Schmelzle og mener, at Habermas hermed begår en fatal fejltagelse, fordi filosoffen – sikkert uden at ville det - vækker indtryk af, at Rusland kan legitimere sin påstand om at føre en forsvarskrig.

Samtidig kritiserer Cord Schmelzle, at Jürgen Habermas på den ene side taler om fredsforhandlinger, men på den anden side undervurderer, hvor vigtigt det i den forbindelse er, at Ukraine kan forsvare sig selv - også med tunge våben.

”Ukraines militære forsvarsberedskab er en nødvendig betingelse for enhver forhandlingsløsning. Ruslands mål med krigen er ikke blot at få kontrol over nogle få tusind kvadratkilometer landbrugsjord i Donbass, men derimod at ødelægge et mere eller mindre succesfuldt liberalt demokrati på det tidligere sovjetiske område, som ellers kunne tjene som en modpol til det russiske autokrati,” skriver Cord Schmelzle.

En af de skarpeste kommentarer kommer ligeledes fra Frankfurter Allgemeine Zeitung. Avisens debatredaktør Simon Strauss kalder hånligt Jürgen Habermas for en ”gammel kriger” og betegner filosoffen som ”den tyske offentligheds chef-kritiker.” Simon Strauss forstår for eksempel ikke påstanden om, at Rusland har en "asymmetrisk fordel" på grund af Vestens angst for en atomkrig.

”Hvad er det for en 'asymmetrisk' fordel, som Rusland har i forhold til Nato? Behøver dette land måske ikke at frygte de 'apokalyptiske proportioner' af en global atomkrig som ethvert andet land? Er det ikke snarere en strategisk fejl, at Vesten lige fra krigens begyndelse i al offentlighed har erklæret, hvad man ikke er villig til at gøre, i stedet for at lade fjenden være uvidende om, hvor langt man rent faktisk er villig til at gå?” spørger Simon Strauss, der mener, at det værste ved Habermas' essay er ”nedrakningen” af ukrainerne.

”Jürgen Habermas betegner den ukrainske præsident som en person, der er i stand til at iscenesætte udtryksfulde budskaber, og han mener, at Ukraine udnytter tidligere tyske regeringers fejlslagne politik til at udøve moralsk afpresning af den nuværende tyske regering. Man må prøve at forestille sig dette: Et land, der er blevet overfaldet og hvor krigsforbrydelser finder sted, skal altså være i stand til at afpresse den fjerdestørste økonomiske magt i verden? Selv hvis det var tilfældet, ville afpresningen så ikke finde sted af gode grunde?,” skriver Simon Strauss.

Christoph Zotter fra den østrigske avis Die Presse efterlyser navne på konkrete personer i essayet.

”Det står hen i det uvisse, hvem Habermas mener, når han taler om personer, der med aggressiv, selvsikker opførsel angiveligt forsøger at drive Scholz mod en atomkrig,” skriver Christoph Zotter.

Den østrigske journalist advarer samtidig tyskerne mod at overvurdere deres muligheder for at hindre en atomkrig.

”En verdenskrig forhindres ikke ved, at tyskerne lader ukrainerne dø uden forsyninger blot for at undgå at give nogen i Kreml en anledning til et atomangreb. USA og Østeuropa er nemlig fast besluttede på at holde deres 'demokratiske arsenal' åbent – med eller uden tyske kampvogne og raketter. Skulle Putin blot straffe ét Nato-land med et angreb, er Tyskland nødt til at yde bistand,” skriver Christoph Zotter i Die Presse.