Tysk frygt for voksende højreekstremisme efter mord på politiker

Mordet på den tyske politiker Walter Lübcke, som forsvarede flygtninge, har udløst heftig debat om, at Tyskland har undervurderet den højreekstremistiske terror

Mordet på regeringspræsidenten i delstaten Hessen, Walter Lübcke, som blev begravet i Skt. Martin Kirke i Kassel den 13. juni, er efter alt at dømme det første attentat mod en politiker begået af en højreekstremist siden Weimar-republikken. –
Mordet på regeringspræsidenten i delstaten Hessen, Walter Lübcke, som blev begravet i Skt. Martin Kirke i Kassel den 13. juni, er efter alt at dømme det første attentat mod en politiker begået af en højreekstremist siden Weimar-republikken. – . Foto: Reuters/Ritzau Scanpix.

TYSKLAND HAR TIDLIGERE VÆRET vidne til politiske attentater, men mordet på regeringspræsidenten Walter Lübcke i delstaten Hessen den 2. juni har i særlig grad vakt forfærdelse.

Lübcke blev skudt på klos hold uden for sit hjem, og den formodede gerningsmand, den 45-årige Stephan E. fra Hessen, er en tidligere dømt og kendt fra de nynazistiske miljøer.

Dermed er der efter al sandsynlighed tale om det første attentat mod en politiker begået af en højreekstremist siden de kaotiske år under Weimarrepublikken, og de fleste tyskere lever med en smertelig erindring af, hvad der kom efter Weimar.

I flere tyske byer, som her i Berlin i tirsdags, er der demonstrationer mod den voksende højreekstremistiske vold. –
I flere tyske byer, som her i Berlin i tirsdags, er der demonstrationer mod den voksende højreekstremistiske vold. – Foto: Christoph Söder/DPA/ Ritzau Scanpix

Forfærdelsen er kun blevet større af, at den nyudnævnte chef for indenrigs-efterretningstjenesten, Thomas Haldenwang, på et pressemøde i tirsdags sagde, at Tyskland har 12.700 potentielt voldelige højreekstremister, og at miljøet er vokset så meget, at det er ”næsten umuligt” at holde øje med alle. Stephan E. var også kendt af myndighederne, men han var ikke under opsyn.

Walter Lübcke har været genstand for dødstrusler, siden han under flygtningekrisen i 2015 forsvarede flygtninge og langede ud efter racisme. Den bayerske indenrigsminister Joachim Herrmann kræver, at hadefulde kommentarer på internettet skal ”efterforskes langt stærkere og mere konsekvent”. Der er en ”udvikling af forråelse, og den må vi gå imod”, siger han til den tyske tv-station ZDF. Tilsvininger på nettet er ”lige så strafbare som i den analoge verden”.

Samtidig retter tyske medier kritikken mod myndighederne for at have ignoreret faren fra højre.

”De hadefulde reaktioner på nettet, forhånelsen, perfiditeterne – alt dette var og er ægte. De verbale våben blev allerede rettet mod Lübcke i 2015,” skriver den borgerlige avis Die Welt og tilføjer, at tyske myndigheder udelukkende har fokuseret på truslen fra militante islamister på bekostning af den voksende højreekstremistiske fare.

”Det radikale højre i Tyskland har erfaret, at de kan komme igennem med en hel del,” skriver avisen og påpeger, at retssagen mod terrororganisationen Nationalsocialistisk Undergrund (NSU), der i 2000’erne stod bag drabene på ni indvandrere af tyrkisk og græsk afstamning og en kvindelig tysk politibetjent førte til temmelig milde domme.

Frem til 2018 var tyske myndigheder gået ud fra, at 83 mennesker er blevet dræbt af højreekstremister siden genforeningen i 1990, men aviserne Die Zeit og Tagesspiegel kom frem til, at tallet var helt oppe på 169, mens der var kraftig mistanke om yderligere 61 ofre. Myndighederne undersøger nu, om den mistænkte gerningsmand var en del af et større netværk.

Medlem af Forbundsdagen og tidligere generalsekretær for det kristeligt-demokratiske CDU Peter Tauber langer både ud efter det højrenationale Alternativ for Tyskland (AfD). ”Ved at nedbryde de sproglige grænser har de banet vejen for nedbrydningen af grænserne for volden,” skriver han i Die Welt og langer også ud efter egne partifæller på CDU’s højrefløj for ikke at afgrænse sig klart fra AfD. Man kan ikke ”integrere eller indbinde det politiske højre”.

Efter mordet på Lübcke havde Max Otte fra CDU’s højrefløj på Twitter undladt at tage afstand fra mordet og direkte antydet, at sagen var skabt af medierne. Han slettede siden tweetet og omtalte det som en fejl.

Politikere fra AfD har fordømt mordet på Walter Lübcke, men ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung er der tale om ”krokodilletårer” fra et parti, som har tætte forbindelser til højreekstreme miljøer.

Sidste år endte den tidligere efterretningschef Hans-Georg Maassen, som også var medlem af CDU, med at gå af, efter at han havde nedtonet faren fra højreekstremismer efter urolighederne i Chemnitz.

”AfD kan ikke overbydes i skinhellighed. De kan spare sig krokodilletårerne over, at en repræsentant fra det ’system’, som de gerne vil afmontere, er død,” skriver avisen med henvisning til, at AfD-politikere har udråbt det politiske etablissement til en korrupt elite og flere gange har indikeret ønske om at tilsidesætte retsstatsprincipper for eksempel med forslaget om at skyde efter migranter, der illegalt ønskede at krydse grænsen.

Trods flotte ord fra forbundskansler Angela Merkel og hendes regering er der gjort meget lidt de senere år for at dæmme op for truslen fra højre, mener ugeavisen Die Zeit.

”Nynazister har længe forsøgt at skabe en før-revolutionær situation gennem terrorhandlinger. Deres chancer er ikke dårlige. Fordi vi aldrig lærer af deres strategier,” skriver avisen.