Prøv avisen
Debat

Tysk ja til ”ægteskab for alle” er en sejr for europæisk oplysning

Parlamenta-rikere fra partiet De Grønne fejrer, at Forbundsdagen i Berlin i går besluttede at legalisere ægteskab mellem folk af samme køn. – Foto: Domini-que Ecken/DDP/ritzau

I går besluttede Forbundsdagen, at det borgerlige ægteskab med alle dets rettigheder og pligter ikke kun kan indgås af heteroseksuelle, men også af homoseksuelle par

Nu også i Tyskland. Det såkaldte ”ægteskab for alle” er en realitet. Reformationens og den kantianske oplysnings land har nu endelig kæmpet sig frem til at indføre dét, der i årevis har været almindelig praksis i katolske højborge som Irland, Spanien og Frankrig. I går besluttede Forbundsdagen, at det borgerlige ægteskab med alle dets rettigheder og pligter ikke kun kan indgås af heteroseksuelle, men også af homoseksuelle par.

Det store flertal af tyskerne er for og har været det længe – 83 procent, ifølge en undersøgelse fra Forbundsrepublik-kens Antidiskrimineringsråd (ADS). I Forbundsdagen er det kun unionen mellem kristendemokrater og kristensociale – CDU/CSU-gruppen – der har været imod. Forbundskansleren henviste for nylig til sin mavefornemmelse, som frarådede hende at åbne mulighed for adoption af børn for par af samme køn. For de konservative blandt de konser-vative er ægteskabet udelukkende det, de betragter som en bibelsk institution og et guddommeligt bud: pagten mellem mand og kvinde, muligheden for at få børn, samfundets kerne. Ifølge deres forståelse genspejler grundloven denne højere guddommelige orden; den var det forbillede, grundlovens fædre og mødre orienterede sig efter. Det er heller ikke helt forkert, men det er ikke hele sandheden.

Ægteskabet i et statssystem er noget andet end i en religiøs forestillingsverden – også selvom den pågældende stat eventuelt forstår sig selv som kristen. Således hedder det i den katolske poesi, at ægteskabet mellem mand og kvinde er et billede på den kærlighed, som Kristus nærer for sin kirke. At lægge denne katolske billedverden ned over grundlovens ægteskab én til én kan ikke fungere – heller ikke selvom det måske nok har noget med det kristne ægteskab at gøre.

Staten opererer med lighedsprincippet som det højeste gode i menneskenes liv med hinanden. Dette fælles gode – bonum commune – skal ikke forveksles med de højeste goder – summum bonum – som de religiøse systemer og verdensanskuelser tilbyder deres medlemmer. Men med ægteskabet for alle lader man, med et udtryk lånt fra den retorik, vi møder i den katolske kirkes bispekonference ligesom hos en hel del unionspolitikere, fem og syv være lige. Man udvider altså det i den guddommelige, og mange ville sige i den naturlige, orden grundfæstede parbegreb om mand og kvinde til også at kunne omfatte mand og mand eller kvinde og kvinde. Det, som ikke fungerer ud fra en religiøs logik, er i den verdslige verdens sprog ikke alene udsigeligt, men også helt igennem ret og rimeligt. Kærlighed er kærlighed, love is love, lyder argumentet på mange sprog. Det er også logikken i enhver verdslig, sekulær lovgivning: ikke at bringe nogen værdidomme ind i systemet og i menneskenes liv med hinanden, som kunne underminere princippet om alles lighed for loven – én af den vestlige verdens største landvindinger i nyere tid.

For de konservative er ægteskab for alle endnu et skridt væk fra den gode, gamle verden, hvor alt stod urokkeligt, og hvor en unionspolitiker indtil for ikke ret længe siden hellere ville give sin ene arm end at stemme for en kriminalisering af voldtægt i ægteskabet. I dag ved vi – fordi vi også konsulterer andre kilder end den hellige skrift – at menneskeligt samliv er komplekst og underkastet mange lovmæssigheder. ”Hvis det er muligt, så sker det”, er en sætning, som afspejler virkeligheden meget nøjagtigt, men samtidig kan få sveden til at springe frem på panden af dem, der kun kan leve deres liv, hvis deres livsvej anerkendes af samfundet som den eneste sande og i sidste ende som givet af Gud.

Den ihærdighed, hvormed de homoseksuelle har kæmpet for juridisk ligestilling, illustrerer deres vilje til at leve sammen i et fast og ansvarligt fællesskab og også bekræfte dette ja til hinanden offentligt. Det støtter og understøtter statssystemet og samfundsordningen. Samtidig minder denne kamp os om, at det moderne oplysningsprojekt aldrig er blevet fuldendt, og at ”de reaktionære” ikke blot er et begreb, der hører hjemme i historiebøgerne.

Med ægteskabet for alle bliver Tyskland til at mere fair og retfærdigt land. Kærlighed er kærlighed. Det er godt, at Tyskland nu også rykker på denne front og sammen med mange vesteuropæiske partnere i EU forsvarer de oplysningsfilosofiske og humanistiske værdier.

Alexander Görlach er Senior Fellow i Carnegie Council for Ethics in International Affairs, gæsteforsker i religion og politik på Harvard University.