Tysk kardinal: Vrede over katolsk misbrug af børn og unge er hykleri

Omfanget af seksuelle overgreb i den katolske kirke er ikke værre end i det øvrige samfund, og problemet er homoseksualitet snarere end kirken, mener en af Tysklands mest fremtrædende katolske teologer, kardinal Walter Brandmüller. Beskæmmende forsøg på at relativere kirkens skyld, lyder kritik

”Det, der er sket i kirken i forhold til misbrug, er ikke anderledes end det, der generelt er sket i samfundet,” sagde den tyske kardinal Walter Brandmüller i et interview, som har mødt skarp kritik i tyske medier. –
”Det, der er sket i kirken i forhold til misbrug, er ikke anderledes end det, der generelt er sket i samfundet,” sagde den tyske kardinal Walter Brandmüller i et interview, som har mødt skarp kritik i tyske medier. – . Foto: Lena Klimkeit/dpa/Ritzau Scanpix.

DE SENESTE 25 ÅRS AFSLØRINGER af katolske præsters seksuelle overgreb på børn og unge har – lidt fodslæbende – ført til selvransagelse i store dele af den katolske kirke. Forleden opfordrede pave Frans til et opgør med ”misbrugskulturen”, og flere end 200 katolske biskopper i USA er gået sammen for at bede og faste over de massive misbrugsskandaler.

Men problemet er slet ikke den katolske kirke, mener en af Tysklands mest fremtrædende katolske teologer, kardinal Walter Brandmüller. Og den vrede, som er blevet rettet mod kirken i kølvandet på afsløringerne, er ”hyklerisk”, mener kardinalen.

”Det, der er sket i kirken i forhold til misbrug, er ikke anderledes end det, der generelt er sket i samfundet,” sagde han i et interview med det tyske nyhedsbureau dpa forud for sin 90-årsfødselsdag i lørdags.

Seksuelt misbrug er alt andet end et specifikt katolsk fænomen, mener Walter Brandmüller, og den egentlige skandale er ifølge ham, at kirkens repræsentanter ikke adskiller sig fra det øvrige samfund på det her punkt.

”Det er ikke desto mindre virkelighedsfjernt at glemme eller skjule, at 80 procent af tilfældene af misbrug i kirkemiljøet ramte unge mænd, ikke børn,” siger kardinalen og tilføjer, at kun en ”forsvindende lille del” af de katolske præster har begået overgreb.

En tysk undersøgelse præsenteret sidste år viste dog, at 1670 katolske gejstlige angiveligt skal have misbrugt 3677 personer, primært mindreårige drenge, i perioden fra 1946 til 2014. Forskerne bag undersøgelsen pegede på kravet om cølibat og den enkelte præsts store magt som nogle af de problemer, der ligger til grund for overgreb – og som stadig kan fostre overgreb.

Men problemerne med overgreb i kirken skyldes snarere en voksende seksualisering af samfundet de seneste årtier, mener kardinalen, som kalder det for ”statistisk bevist”, at der er en forbindelse mellem seksuelle misbrug og homoseksualitet.

Walter Brandmüllers kommentarer har vakt vrede blandt katolikker og tyske medier.

”Hvilket beskæmmende forsøg på at relativere den katolske kirkes skyld og tilsværte homoseksuelle,” skriver Ulf Poschardt, redaktør for den borgerlige avis Die Welt, på Twitter om kardinalens ord.

Ulrich Windolph, redaktionschef ved avisen Westfalen-Blatt kalder ligeledes kardinalens udsagn for ”uhyrlige”.

”Som katolik har jeg lyst til at synke i jorden – både af skam og af vrede,” skriver han og tilføjer, at kardinalens relativering af kirkens forbrydelser og forsøg på at dække over samme er et ”nyt slag i ansigtet på hvert enkelt offer”.

Ifølge Ulrich Windolph trækker kardinalens udsagn tæppet væk under de mange især yngre præster, som stræber alvorligt efter at gøre bod og genopbygge kirkens troværdighed efter misbrugsskandalerne.

Formand for den tyske bispekonference kardinal Reinhard Marx tager også afstand fra, at homoseksualitet ”i sig selv” skulle føre til misbrug, ligesom den østrigske katolske teolog Paul Zulehner skriver på sin blog, at han ”af videnskabelige grunde ikke deler denne sammenblanding af homoseksualitet og misbrug”.

”Jeg kender mange homoseksuelle og heteroseksuelle, som har en moden og integreret seksualitet og ikke misbruger børn. Men jeg kender også gifte personer, hvis seksualitet ikke er integreret på trods af ægteskabet, og som misbruger børn. Så det er ikke et spørgsmål om, hvordan man er disponeret seksuelt, men et spørgsmål om seksuel modenhed,” skriver han.

IFØLGE DEN OMDISKUTEREDE kardinal bør homoseksuelle dog slet ikke blive præster.

”Af den simple grund, at en homoseksuel disposition er meget svær at håndtere. Desuden skal en præst være faderlig. Den, der ikke er følelsesmæssigt i stand til normal menneskelig kærlighed og ansvar for familien, vil også støde på vanskeligheder som præst,” siger han.

Brandmüller tilhører en gruppe af konservative kardinaler, der åbent udfordrer pave Frans, og han betragtes som en af de hårdeste kritikere af pavens forsøg på at modernisere den katolske kirke – herunder pavens åbning for, at fraskilte kan gifte sig igen.

Pave Frans er blevet kritiseret for nøl i opgøret med de mange misbrugsskandaler. I slutningen af februar vil der være et topmøde om temaet i Vatikanet.

Ærkebiskoppen i Lyon, den højest placerede gejstlige i Frankrigs katolske kirke, blev mandag stillet for retten og risikerer at blive idømt op til tre års fængsel for ikke at have reageret på sexovergreb.