Efter sammenbruddet af de tyske koalitionsforhandlinger i weekenden rejser spørgsmålet sig uvilkårlig, om forbundskansler Merkels æra er ved at rinde ud efter 12 år som regeringschef, eller om hun i et eventuelt nyvalg til foråret kommer stærkt igen. Det ved ingen med sikkerhed endnu.
Eksperterne i Berlin tør da heller ikke rigtigt at udtale sig om udfaldet af det videre forløb – men betoner, at det denne gang ser ret så alvorligt ud for fru Merkel. Den pre-kære situation kan i værste fald gå hen at koste hende kanslerembedet, men der er også enighed om, at hun uanset hvad vil være kampklar og bliver særdeles svær at komme uden om. Fru Merkel betegnes som både sej, snild og standhaftig.
Angela Merkel har gennem sine mange år på kanslerposten høstet bred international anerkendelse for behændighed og gode forhandlingsevner – ikke mindst i EU-regi. Noget kunne imidlertid tyde på, at disse evner ikke rækker til at overvinde den nuværende krise. Dertil er de samfundsøkonomiske udfordringer måske blevet lidt for store.
Baggrunden for den aktuelle politiske krise er nemlig, at lederen af det liberale parti FDP, Christian Lindner, trak sig fra forhandlingerne sent i søndags. Hans begrundelse var, at det med den såkaldte Jamaica-koalition ikke ville være muligt at opbygge tillid til et regeringsgrundlag, der kunne skabe forudsætningerne ”for den nødvendige modernisering af Tysklands økonomi”.
Det seneste par måneders forhandlinger siden valget den 24. september har ikke med sikkerhed afsløret, hvilke knaster der volder de største problemer at overkomme, men det synes med al tydelighed at fremgå, at den tyske økonomi i dag står over for navnlig tre alvorlige udfordringer: miljø, omstilling af bilindustrien samt indvandring. Hertil kommer ”småting” som rationalisering af bankvæsen, bedre mobiltelefondækning og højere beskæftigelse i visse østtyske områder. Endelig er der presserende behov for reformer på skatteområdet.
Tysklands miljø og herunder især energiforsyningen står højt på listen: Her forsøges en omlægning til vedvarende energi – især vind. Og dette kan ikke gå hurtigt nok, eftersom fru Merkel holder fast i den oprindelige beslutning om at udfase de resterende atomkraftværker og helt at droppe a-kraften i 2022. Problemet er, at a-kraften stadig dækker godt en femtedel af det samlede tyske el-forbrug. Så hvorledes man skulle kunne nå en så drastisk omlægning, henstår stadig i det uvisse.
Forhandlingerne er sikkert også strandet på De Grønnes krav om helt at udfase kulkraften inden 2030. Tyskland står i dag for verdens største (brun)kulproduktion, som bidrager med omkring 40 procent til det totale elforbrug og deraf afledte betydelige CO2-udledning. Man forstår derfor bedre fru Merkels interesse i øgede russiske gasleverancer, men heller ikke denne løsning anses for farbar på kortere sigt. Planerne modarbejdes kraftigt af de baltiske stater, Polen og andre østlige EU-lande, som har dårlige erfaringer med afhængighed af den russiske gas. Disse lande støttes af USA. Også Danmark og Sverige stiller sig skeptisk.
Omstilling af bilindustrien forekommer omend endnu mere problematisk, når man betænker De Grønnes krav om et totalt forbud mod i hvert fald dieselforbrændingsmotoren inden 2030. Her er vi helt inde i den tyske økonomis centralnervesystem. Bilindustrien tegner sig for op til 30 procent af bruttonationalproduktet med underleverandører og afledte serviceerhverv. Hertil kommer, at bilindustrien bidrager afgørende til den tyske eksport. Efterdønningerne af VW’s trecifrede milliardtab i kølvandet på ”Dieselgate”-afsløringerne i USA har langt fra lagt sig og fortsætter med nye sagsanlæg i USA, Europa og Asien.
Indvandringspolitikken står også over for gennemgribende stramninger og reformer. Merkels flotte bemærkning ” Wir schaffen das ” (Det klarer vi) kostede mange stemmer ved valget, og de mange nye flygtninge kommer også til at koste rigtig mange penge. Der kan derfor blive behov for betydelige skatteforhøjelser i de kommende år herunder også til sikring af EU’s ydre grænser.
Alt i alt er det endnu for tidligt at forudsige udfaldet af de kommende dages og ugers forhandlinger. FDP-lederen, Christian Lindner, har udtalt, at ”det er bedre ikke at regere end at regere forkert”, og fru Merkel har udtalt: ”Hellere valg end mindretalsregering.” Dersom disse udtalelser lægges til grund, tvinges man til at overveje, om ikke et nyvalg forekommer mest sandsynligt, medmindre det da skulle lykkes den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, at udvirke en ny forhandlingsrunde med SPD. I modsat fald kan han ved at opløse Forbundsdagen udskrive nyvalg til afholdelse i det tidlige forår.
Men uanset hvad står Tyskland måske i en af sine alvorligste politiske kriser siden Forbundsrepublikkens grundlæggelse 1949.
Jørgen D. Siemonsen er direktør, cand.polit.